Pede B

De fleste kender Pede B som rapperen, der som den eneste har lavet hattrick på sejrskamlen i MC’s FightNight. Ikke desto mindre er han også en ganske habil albumkunstner. Den påstand kan dog betvivles efter hans nyeste album, der er præget af føle-føle-faderhyldest og sæbeoperadrama.

Pede B kunne ligne en rapper, der burde holde sig til battlerappen. Ikke fordi at han skulle bortvises fra boksen, men fordi hans bedste numre er dem, der lyder som om, de er født i en boksering, Fremfor dem der er født i en eftertænksom time. Alt for tit bliver numrene en meget lidt overbevisende hybrid af eksistentiel depression a la Clemens og næsten Nik & Jay-agtigt melodrama – tænk ’En blåtonet gråzone’ møder ’En dag tilbage’.

Lang bedre går det på ’Indledningen’, der er klassisk Pede B. Åbningslinjerne er ren aggressivitet i dobbeltrimsform: »Tilbage som om jeg nogensinde forlod scenen / kobensflow rammer dit hoved som en brosten«. Tætpakkede punchlines, aggressivt leveret – dét må siges at være hans comfort-zone. Men Pede B vil jo netop ikke bare være Fight Night-punchlinerapper. Og når han ikke forfalder til småsentimentale pladderier, kan han faktisk være en udmærket historiefortæller, mest iøjefaldende på ’Hun vil ha’, en særdeles tilbagelænet femme fatale-fortælling.

Lysglimtene forbliver dog få, og som helhed er ’Over askeskyen’ et ujævnt album, hvor Pede B med lige lovligt store armbevægelser forsøger at bryde ud af battlerap-båsen.