Det skal du se i biografen i september: Sort KKK-medlem, absurd svensk Cannes-vinder og Ditte & Louises comeback

Det skal du se i biografen i september: Sort KKK-medlem, absurd svensk Cannes-vinder og Ditte & Louises comeback
Fra plakaten til Ali Abbasis Cannes-vinder 'Grænse'.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘BlacKkKlansman’

Én af forårets Cannes-succeser var Spike Lees ‘BlacKkKlansman’, der fortæller den virkelige historie om en sort politibetjent, Ron Stallworth, der infiltrerer den lokale Ku Klux Klan-filial i Colorado Springs i 1979 – og er tæt på at blive valgt som deres leder.

Stallworth bliver spillet af John David Washington (selveste Denzel Washingtons søn), der teamer op med kollegaen Flip (Adam Driver), hvis hvide hudfarve muliggør et fysisk møde med klanen, som Flip foretager i Stallworths navn. Stallworth står til gengæld for al telefonisk kommunikation, og hans forsøg på at efterligne en »hvid dialekt« er et af mange komiske elementer, der gør denne film til en virkelig underholdende oplevelse.

Som USA’s mest markante sorte instruktør siden den hyldede ‘Do The Right Thing’ fra 1989, er Spike Lee den ideelle mand til jobbet, og han gør et strålende stykke arbejde, der opvejer de seneste års slinger i valsen.

Soundvenue holder forpremiere på ‘BlacKKKlansman’ tirsdag 11. september i Empire Bio – køb billet HER. Ordinær biografpremiere 20. september.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Ditte og Louise’

‘Ditte & Louise’ blev ufortjent lukket ned efter sæson 2 på DR, men gudskelov har de fået mulighed for at fortsætte fortællingen i spillefilmformat. Ditte Hansen og Louise Mieritz er ekstremt sjove i deres hudløst ærlige historie om at befinde sig i en skuespilbranche, der ikke har meget til overs for midaldrende kvinder, som må tage til takke med roller som »nogens mor eller gammel luder«. Derfor tager Ditte den drastiske beslutning at klæde sig ud som mand, hvilket viser sig at være en overraskende effektiv løsning. Snart vælter »Ditlev« sig i jobtilbud og mænger sig med kendte danske skuespillere, blandt andre Anders W. Berthelsen, der er overdrevet begejstret for Ditlevs talent.

Filmen er instrueret af Niclas Bendixen, der også var instruktør på tv-serien.

‘Ditte og Louise’ får biografpremiere den 13. september.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Grænse’

Den svensk-iranske instruktør (og uddannet på Den Danske Filmskole) Ali Abbasi triumferede ved forårets Cannes Film Festival med dramaet ‘Grænse’, der høstede fem stjerner hos vores filmredaktør og vandt hovedprisen i underkonkurrencen Un Certain Regard. Det er en pris, der uddeles til utraditionelle og originale værker – og det må man sige, ‘Grænse’ er.

Vi følger toldvagten Tina (Eva Melander), der har et meget specielt troldeagtigt udseende og en unik evne til at lugte andre menneskers følelser, hvilket hun udnytter i sit arbejde med at fange smuglere i tolden. Trods succes på jobbet er Tina en ulykkelig og ensom skabning, der bliver råbt ad på gaden og lever en isoleret tilværelse. Indtil hun en dag møder en mystisk mand med præcis de samme dyriske træk… Mere kan ikke afsløres, da filmens mange afstikkere og overraskende udvikling hellere skal opleves first hand.

Ligesom hans danske debutfilm ‘Shelley’ fra 2016 har Abbasi begået et forunderligt enestående værk i samarbejde med det samme hold bestående af fotograf Nadim Carlsen og klipper Olivia Neergaard-holm. Den er desuden baseret på en bog af ‘Lad den rette komme ind’-forfatter John Ajvide Lindqvist, og manuskriptet er udarbejdet af Isabella Eklöf, der snart er aktuel som instruktør med ‘Holiday’.

‘Grænse’ får danske premiere den 27. september.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Hjertelandet’

‘Hjertelandet’ er en dansk dokumentar, der igennem hele ti år følger tre generationer af medvirkende fra Thy i Nordvestjylland og i det nordøstlige Thailand. Sine Plambech og Janus Metz (‘Armadillo’, ‘Borg’) står bag dokumentaren, der bygger videre på parrets omtalte tv-programmer ‘Fra Thailand til Thy’ og ‘Fra Thy til Thailand’.

Vi følger blandt andre Sommai, en tidligere sexarbejder fra Pattaya, der har boet i Thy i 25 år sammen med sin danske mand, Niels. Hun har siden hjulpet kvinder fra sin fattige landsby i Thailand med at finde danske ægtemænd – en operation der skaber vanskelige dilemmaer for de involverede i de to små samfund på hver sin side af kloden. Filmen behandler derved spørgsmålet, der uvægerligt trænger sig på, nemlig om kærligheden kan opstå i to så forskelligartede indgange til et ægteskab.

‘Hjertelandet’ har premiere den 20. september. 


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘The Raft’

Den svenske kunstner og filmskaber Marcus Lindeen vandt hovedprisen ved dette års CPH:DOX med dokumentaren ‘The Raft’, der fortæller historien om en gruppe mennesker, der i 1973 krydsede Atlanten på en tømmerflåde.

Den risikofyldte færd var en del af et sociologisk eksperiment, der skulle undersøge vold, aggressioner og seksuel tiltrækning i den menneskelige adfærd med fem mænd og seks kvinder som forsøgskaniner. Eksperimentet blev i pressen kendt som ‘The Sex Raft’, men ingen kunne have gættet på, hvad der i virkeligheden gik for sig under de tre måneder på havet. Nu fortæller de overlevende historien om, hvad der siden er blevet kaldt »det mest mærkelige gruppeeksperiment nogensinde«

Til konstruktionen af dokumentaren har Lindeen fået adgang til unikt billed- og videomateriale fra eksperimentet, og i filmen har han samlet de overlevende deltagere fra ekspeditionen til et interview på en én-til-én rekonstruktion af tømmerfloden – der i øvrigt blev udstillet på kunsthal Charlottenborg i foråret.

‘The Raft’ kan ses i danske biografer fra 5. september. 


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Whitney’

For ikke mere end et år siden udkom en dokumentar, der gik bagom den berømte popsangerinde Whitney Houston under titlen ‘Whitney: Can I Be Me?’, og nu ruller det musikalske geni med den store stemme igen over biograflærrederne – men denne gang er det med opbakning fra the Houstons i Kevin Macdonalds dokumentariske version ‘Whitney’.

Historien om Whitney fortælles af venner, familie og gamle kolleger, der var vidner til den enestående sangerindes storhedstid, men som også afslører bagsiden af medaljen i form af skandaler, grumme familiehemmeligheder og slutteligt sangerindens tragiske død i badekarret på et hotelværelse i Beverly Hills i en alder af bare 48 år. Filmen byder desuden på en del ikke-offentliggjort materiale i form af private fotos og videooptagelser samt nye interviews med blandt andre Whitneys mor og to brødre.

‘Whitney’ kan ses i danske biografer fra den 6. september.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘The Happytime Murders’

I ‘The Happytime Murders’ lever mennesker og levende dukker side om side, og da dukkecastet fra et børneprogram fra 90’erne begynder at blive myrdet én efter én, må et politihold bestående af Detective Connie Edwards (Melissa McCarthy) og en skandaliseret LAPD-dukke tage den opsigtsvækkende sag på sig.

På instruktørposten sidder Brian Henson, der er velbevandret i dukkegenren med flere ‘The Muppet Show’-titler på repertoiret. Filmens cast består foruden McCarthy af blandt andre Maya Rudolph, Joel McHale, Elizabeth Banks og Bill Barretta. Der er dømt makabre dukkemord og mere eller mindre geniale puppetpunchlines en masse i denne actionkomedie, der har fået en så hård modtagelse i udlandet, at man næsten bliver nysgerrig på at opleve det selv.

Filmen får dansk premiere 13. september.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘The Predator’

‘The Predator’ er den fjerde film i franchisen (foruden crossover-filmene ‘Alien vs. Predator’), der tog sin begyndelse i 1987 med en superpumpet Arnold Schwarzenegger i topform.

I det nyeste monsterskud på stammen kommer en dreng til at sende universets mest dødbringende jægere tilbage til Jorden, hvor de truer med at udrydde hele den menneskelige race. Mellem de aggressive rumvæsener og menneskehedens undergang står en noget sølle gruppe af ekssoldater og en gnaven fysiklærer, der ser ud til at være jordboernes sidste og bedste håb.

Filmen er instrueret af Shane Black, der er særligt kendt som manuskriptforfatter på actionkomedierne ‘Dødbringende våben’, ‘The Last Boy Scout’ og ‘Kiss Kiss Bang Bang’ (som han også instruerede), og så havde han i øvrigt en rolle i udgaven fra 1987. De bærende roller besiddes af Boyd Holbrook (‘Narcos’) og Trevante Rhodes (‘Moonlight’) og har desuden blandt andre Yvonne Strahovski, Olivia Munn, Sterling K. Brown og Thomas Jane på rollelisten.

‘The Predator’ har dansk biografpremiere den 13. september.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Bare Juliet’

I komediedramaet ‘Bare Juliet’ kan man glæde sig til en rocket Ethan Hawke og hjertevarm Rose Byrne, der giver den som midtlivskriseramte pennevenner going lovers.

Filmen følger parret Annie (Byrne) og Duncan (Chris O’Dowd), der har været sammen i mange år. Annie arbejder som kurator på det lokale museum i byen Gooleness, mens Duncan er besat af rockmusikeren Tucker Crowe (Ethan Hawke). En dag kommer Annie i kontakt med den falmede rockmusiker, og de indleder en usandsynlig transatlantisk romance.

‘Bare Juliet’ er baseret på romanen af Nick Hornby, der også står bag de filmatiserede bogforlag ‘About a Boy’ og ‘High Fidelity’. På instruktionen sidder Jesse Peretz, der også har instrueret afsnit af nogle af de seneste års mest ombejlede serier, blandt andet ‘GLOW’, ‘Orange is the New Black’, ‘Divorce’, ‘New Girl’ og ‘Girls’.

‘Bare Julie’ får dansk premiere den 20. september.

Læs også: Det skal du streame i september – ventet Netflix serie med Jonah Hill og Emma Stone, Jim Carreys comeback, ‘The Wire’-skabers opfølger

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af