’Whitney’: Ny film om Whitney Houston sætter din indre lommepsykolog i sving
Skræl al staffagen væk. Glem tabloidoverskrifterne, familiedramaet, skandalerne og det alt for offentlige privatliv. Mute musikken og det elektroniske synthbeat.
Da dokumentarinstruktør Kevin Macdonald på et tidspunkt i ’Whitney’ lader Whitney Houstons krystalklare vokal på megahittet ’I Wanna Dance with Somebody (Who Loves Me)’ runge helt alene, rammer dette a cappella øjeblik solar plexus-rent. At høre Whitneys mesterlige popvokal skåret helt ind til benet på den måde gør dig øjeblikkeligt klar over, hvor stor en stemme vi mistede for seks år siden. På en gang opløftende i al sin evidente, musikalske genialitet og dybt tragisk, idet Whitneys senere fald fra poptinden bare synes at spiralere ned og ned og ned i det uendelige. Indtil den dag i februar 2012, hvor hun druknede i et badekar på et hotel i Beverly Hills. 48 år gammel.
Det er, når stemmen og det rendyrkede talent udfoldes, at ’Whitney’ er bedst. Når skotske Kevin Macdonald (’One Day in September’, ’Touching the Void’, ’Marley’) får sangerindens gamle samarbejdspartnere til at løfte sløret for Whitneys teknik og den lethed, hvormed hun gik til selv de tungeste opgaver.
Som til Super Bowl i 1991, hvor hendes soulfyldte og let jazzede fremførelse af nationalsangen i 4/4-takt (i stedet for den traditionelle 3/4) ikke var indstuderet eller gennemprøvet, men et mirakuløst one-take. Da Rickey Minor, Whitneys daværende kapelmester, genfortæller denne historie med et stort smil om munden, bliver du både klogere på denne ikoniske stemme og smittet af den varme begejstring og dybe respekt, Minor tydeligvis stadig nærer for Whitney Houston.
Modsat Nick Broomfield, den britiske filmskaber, der sidste år gav os behind the scenes-dokumentaren ’Whitney: Can I Be Me?’, har Macdonald skabt ’Whitney’ med velsignelse, om du vil, fra Houston-klanen. Og det mærkes på både godt og familie-sladder-ondt. Private fotos, usete optagelser og nye interviews med Whitneys mor, to brødre og mere perifere familiemedlemmer og gamle bekendtskaber lirker døren op til barndommen og ungdommen i New Jersey på først den forkerte og siden den rigtige side af sporene.
Forældrenes skilsmisse, der mere eller mindre blev holdt hemmelig for offentligheden, livet som barn af en turnerende sangerinde og den tidlige introduktion til stoffer gennem brødrene.
Og så, to-tredjedel inde i ’Whitney’, smider Macdonald bomben, der allerede har skabt overskrifter: Broren Gary Houston fortæller, at han som barn blev seksuelt misbrugt af kusinen Dee Dee Warwick, sangerinde og søster til sangerinden Dionne Warwick. Og det samme skulle ifølge flere medvirkende gælde for Whitney ligeså. En grum og hjerteskærende mavepusterafsløring, der pr. automatik sætter din indre lommepsykolog i fuldt sving.
Er det årsagen til det dysfunktionelle ægteskab med den notoriske Bobby Brown? Måske roden til Whitney Houstons destruktive stofmisbrug? En af de medvirkende spekulerer endda i, om dette overgreb indirekte resulterede i, at Whitney tilsyneladende havde en flydende seksualitet (hvilket tabloidpressen også svælgede i op igennem 1990’erne). Som om alt skal have en årsag.
Spekulationerne efterlod mig ærlig talt med en grim bismag i munden. De involverede parter er døde og har ingen muligheder for hverken at kommentere eller af- eller bekræfte påstande. I kraft af, at afsløringen falder så sent i dokumentaren, afstedkommer det også den ærgerligt snagende følelse, man i sidste ende forlader filmen med.
Kort sagt:
Balancegangen er svær, når det kommer til den biografiske dokumentar. Ren hyldest er kedeligt, og de slibrigt-sensationelle afsløringer er det typisk kabelstationen E!, der har lagt deres klamme hånd på. ’Whitney’ både nuancerer og komplicerer heldigvis billedet af popstjernen Whitney Houston på et væld af måder. Afroamerikansk kultur, Coca Cola, O.J. Simpson, Michael Jackson og Golfkrigen væves af Kevin Macdonald sammen med kulturikonet Whitneys storhed og fald på en giftig understrøm af homofobi og angreb fra det sorte fællesskab for simpelthen at være ’for hvid’. Men den uovertrufne sangerinde Whitney Houston får ikke nok plads i dette let kulørte familiedrama og kulturportræt.
Læs også: ’Maria by Callas’: Dragende og original dokumentar om operaens største stjerne