’The Raft’: 10 mand på en tømmerflåde over Atlanterhavet i fejlslagent eksperiment

’The Raft’: 10 mand på en tømmerflåde over Atlanterhavet i fejlslagent eksperiment

Man forstår, at man har at gøre med en helt særlig hovedperson, da forskeren Santiago Genovés begejstret forklarer, at han var passager på et kapret fly: »Det var for godt til at være sandt!«.

Den mexicanske antropolog viede hele sit liv til at besvare spørgsmålet, om vi kan klare os uden krig. Er mennesket prækalibreret til at udøve vold, eller er det noget, vi tillærer os? Så da flykapreren spredte rædsel i de højere luftlag, tog han køligt notater.

På landjorden – og mens blodet flød i Vietnam – besluttede forskeren at tage skridtet videre og kaste sig selv og ti menneskelige laboratorierotter ud på en tømmerflåde for at krydse Atlanterhavet. Hvis tre måneder på en trang flåde og med skæbnen i havets favn ikke ville vække menneskets dyriske drifter, hvad ville så?

Uden at afsløre for meget gik projektet ikke, som Santiago håbede. Det er opløftende for menneskeheden, men skidt for den glubske seer. For i ’The Raft’ bliver Santiagos frustration over fraværet af vold og seksuelle spændinger vores egen. Spændingskurven lægger sig fladt ned, akkurat som bølgerne aftager på Atlanterhavet.

Studiet af mennesket på vanviddets kant bliver aldrig så chokerende eller dramatisk som dem, vi kender fra ’Das Experiment’ eller danske ’Ond, ondere, ondest’. At vi hepper på laboratorierotternes mentale kollaps, gør til gengæld både Santiago og os bag skærmen sørgeligt bevidste om vores egen perversitet.

Hvor gruppedynamikken i ’The Raft’ dufter for meget af fred, kærlighed og harmoni til at tvinge røven op af stolen, er dokumentaren unægteligt flot fortalt med anekdoter fra de overlevende forsøgskaniner. Den svenske instruktør Marcus Lindeen har genskabt tømmerflåden i et filmstudie, og de nu aldrende mænd og kvinder – mest kvinder, de fleste mænd er døde – erindrer i fællesskab de tre måneder til søs.

Krydsklipningen mellem de grynede optagelser fra 70’erne og de stiliserede studiebilleder fra i dag skaber en fin kontrast mellem generationer og årtier – den ene ung og løssluppen, den anden erfaren og mere moralsk fasttømret.

Kvinderne har en sag, når de hævder, at Santiagos menneskesyn var bedaget. Han gjorde kvinderne til flådens herskere, fordi han forventede et hidsigt oprør fra mændene, mens han sørgede for at udvælge både en sort mand og en sort kvinde, så de kunne danne par.

I stedet fik han flippere udstyret med fredstegn.

Det er en skam, at han selv døde i 2013 og derfor mangler i filmstudiet, for han er filmens gådefulde knudepunkt, den karakter, der hæver ’The Raft’ over det ordinære. Ligesom han var den eneste, der sparkede til vanviddet på flåden.

Hvorvidt hans forskning var noget værd, melder dokumentaren intet om, og den svarer heller ikke på det spørgsmål, han stillede. Er mennesket født med viljen til vold? ’The Raft’ er hverken psykologisk indsigtsfuld eller højdramatisk, men den lader elegant – og sine steder morsomt – tømmerflådens mikrokosmos indkapsle 70’ernes flydende grænser, set gennem nutidens linse.

Og så kan man jo tæmme sin tørst efter drama og glæde sig over et radikalt antropologisk eksperiment, der ikke evnede at finde en medfødt svinehund i mennesket.


Kort sagt:
I en flot fortalt dokumentar tænker en række forsøgskaniner tilbage på dengang, de krydsede Atlanterhavet i en tømmerflåde, dirigeret af en skør mexicansk antropolog. Eksperimentet var, viser det sig, opløftende for menneskeheden, men skidt for spændingen i ’The Raft’.

Dokumentarfilm. Instruktion: Marcus Lindeen. Spilletid: 97 min.. Premiere: Den 5. september
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af