’BlacKkKlansman’: En sort betjents KKK-infiltration er absurd sjov og dybt foruroligende
Det ville være en underdrivelse at sige, at historien gentager sig selv. Tilbage i 1970’erne havde selv det mest inkarnerede Ku Klux Klan-medlem næppe fantasi til at forestille sig, at USA tre årtier senere ville gøre en åbenlys racist til præsident nummer 45.
Eller at den Ku Klux Klan-beslægtede altright-bevægelse ville få frit lejde til at marchere gennem Charlottesvilles gader med fakler under kampråbet »white lives matter« – og sågar få præsidentens billigelse, når medlemmer slår ihjel på åben gade.
Vi ved godt, at verden anno 2018 er af lave. Men med ’BlacKkKlansman’ har Spike Lee fundet en noget nær perfekt måde at skildre den barske absurditet med udgangspunkt i 1970’erne og en overordentligt god portion humor.
Filmen følger den første sorte politibetjent i Colorado Springs, Ron Stallworth (John David Washington), der kort efter sin ansættelse i 1972 formår at infiltrere den lokale Ku Klux Klan-bande.
Han ser en annonce for klanen i avisen, ringer op og tilsviner alt fra sorte til jøder, uden at vide at det skal føre til en af historiens mest mærkværdige undercover-missioner.
»Du kommer til at passe perfekt ind«, får Stallworth at vide og bliver bedt om at møde op hos afdelingens overhoved Walter (Ryan Eggold). Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, så han sender sin hvide, jødiske makker Flip (Adam Driver), der hurtigt får charmeret sig ind i indercirklen i hans sted med hadefulde ord om den »underlegne race«.
Inden længe sidder Stallworth og snakker i telefon med klanens Grand Wizard David Duke (uhyggeligt morsomme Topher Grace), mens Flip udgiver sig for at være hvide Stallworth ved de fysiske møder. Sammen gør de det så godt, at de snart kandiderer til formandsposten i den lokale forening. Og når nogle bemærker forskellen i stemmelejet, stikker Flip dem bare en hvid løgn om sin slemme allergi.
Scenariet er så absurd, at det lyder som en lidt for opfindsom idé til et filmplot, men den grundlæggende historie om Stallworth er sand, om end filmen har spundet en del oven på Stallworths eget bogforlæg.
Det kunne let være blevet for meget af det gode, men allerede fra første scene, hvor en racistisk republikaner stirrer direkte ind i linsen, mens han argumenterer for, hvorfor sorte udgør den største trussel mod samfundet, viser Spike Lee, at han har fundet den perfekte balancegang mellem alvor og humor: Politikeren bliver fodret sine replikker og er nødt til at afbryde optagelserne for at rømme sig hvert andet øjeblik. Han spilles pinagtigt af Alec Baldwin, som vel nok er blevet tidens mest ikoniske Trump-imitator med sin medvirken i ’Saturday Night Live’.
Genistregen ved ’BlacKkKlansman’ er netop, at filmen i selv de mindste detaljer sender associationer til i dag. Som når den rigtige Stallworth siger, at USA aldrig ville vælge en som David Duke til et officielt embede, hvorefter han får at vide, at han er dybt naiv. Eller når David Duke messer »Amerika først« eller taler om kampen for at få USA til endnu en gang at opnå »greatness«. Duke er i øvrigt stadig aktiv den dag i dag og blev under valgkampen sat i forbindelse med… Donald Trump.
Filmen er en klar tilbagevenden til den indignation, der har været gennemgående for Spike Lees karriere som instruktør, siden han sparkede døren ind i 1989 med hovedværket ’Do the Right Thing’, og som siden er blusset op i biografifilmen ’Malcolm X’ og 9/11-sindbilledet ’25th Hour’.
Men selvom marchtrommerne bliver slået hårdt an, så føles det hele tiden friskt i ’BlacKkKlansman’, der er velafbalanceret som et absurd sjovt og medrivende politidrama.
En stor del af æren tilfalder det farverige persongalleri, som byder på nogle af årets bedste præstationer. Spike Lee giver masser af plads til detaljerne, så man virkelig får hvert et pinefuldt skridt med, når Washington, inden sin forfremmelse til efterforsker, henter dokumenter i politigårdens kælder for sine racistiske kollegaer. Ditto med Flips anstrengelser for at passe ind i et jøde- og »nigger«-hadende fællesskab, når han selv er skabsjøde uden racistiske tilnærmelser. Det gør det så meget desto mere tilfredsstillende, når makkerparret senere løber groft om hjørner med de tungnemme Klan-medlemmer.
Læg i øvrigt mærke til efternavnet Washington. John David er søn af selveste Denzel, og med denne gennembrudsrolle slår han sit medfødte talent fast. Hans kemi med Adam Driver er forrygende og de rammer begge den komiske timing spot on, mens de får værdigt modspil fra samtlige biroller, der inkarnerer forskellige grader af racisme, fra David Dukes velformulerede og nonchalante og pseudoempiriske nedsabling af sorte til voldsmanden Felix’ raseriudbrud og voldsomme fremmedfjendske statements.
’BlacKkKlansman’ er en mainstreamfilm, så selvfølgelig er der også tilføjet en love interest (Laura Harrier fra ’Spider-Man: Homecoming’) til Stallworth og nogle få unuancerede skurkeroller, mens vejen hen mod filmens klimaks virker en anelse for belejligt. Men filmen ligner de færreste andre af slagsen, når Spike Lee som sædvanligt udfolder sit distinkte visuelle sprog, som raffinerer det klassiske politidrama.
Mod slutningen nagler Lee for alvor budskabet fast med optagelser fra sidste års Charlottesville-optøjer – et greb som jeg har på fornemmelsen, vi får at se i mange kommende, politiske film (det benyttes også i Paul Greengrass’ kommende Utøya-filmatisering ’22 July’). Det står i skærende kontrast til filmens dominerende humor, men helt i Spike Lees ånd.
Det er nok de færreste andre, der ville være sluppet så godt fra at slutte af med et billede af det amerikanske flag, som skifter fra farve til sort-hvid. Et effektivt og tankevækkende symbol på den problematik, han har beskæftiget sig med hele sin karriere, og som USA – og resten af verden, for den sags skyld – virker ude af stand til at lægge bag sig.
Spike Lee er tilbage i storform.
Kort sagt:
John David Washington og Adam Driver er forrygende som et farveblandet politimakkerpar, der infiltrerer Ku Klux-klanen i 1970’erne. Politidramaet er medrivende og tonen let, når Spike Lee blander humor med sin karakteristiske indignation. Det er absurd sjovt og dybt foruroligende – en mesterinstruktør tilbage i storform.
Læs også: Kongen af sorte amerikanske film holder stædigt fast i sin trone