Kongen af sorte amerikanske film holder stædigt fast i sin trone

Han er frygtløs som en standupper, Black Power-bevægelsens provokerende talerør, evigt fortørnet og nogle gange klodset. I over 25 år har instruktøren været det sorte USA’s førende filmadvokat, der også tør vende kritikken så meget indad, at Chicagos rappere farer i flint. I ‘Chi-Raq’ sætter han bandevolden til vægs med et slag, hvor det gør mest ondt: I nosserne.
Kongen af sorte amerikanske film holder stædigt fast i sin trone
Spike Lee under optagelserne på 'Chi-Raq'

Han har beskrevet det sorte USA med større slagkraft end nogen anden nulevende filminstruktør. Men allerede inden premieren på Spike Lees nyeste film, ‘Chi-Raq’, var stemningen kritisk i det miljø, hvor filmen udspiller sig: Chicagos sorte kvarterer.

»Der, hvor jeg færdes, er alle skidesure – rapperne, musikerne, de lokalt aktive«, sagde hiphopbloggeren Andrew Barber til magasinet GQ.

Spike Lee sætter i filmen det satiriske spejl op foran rapmiljøet og den sorte ghetto ved at indskrive begge dele i en komedie. ‘Chi-Raq’ handler om to rivaliserende bander, der først stopper deres gensidige skyderier, da de bliver ramt, hvor det gør mest ondt: På pungen. Den med nosser i, vel at mærke.

Bandemedlemmernes kærester og koner bliver ganske enkelt så trætte af at samle døde børn op fra gaden, at de sætter en sexstrejke ind. Ideen er lånt fra den antikke græske komedie ‘Lysistrate’, men sproget har fået en overhaling.

Teyonah Parris i ‘Chi-Raq’.

Filmen er en let overraskende triumf for Spike Lee, der siden slut-80’erne har været det sorte USA’s bedst tænkelige advokat. Allerede med debuten ‘She’s Gotta Have It’ i 1986 gjorde han sorte skuespillere til mere end bare typer i den brede bevidsthed. Det var ham, man spurgte til råds under raceoptøjerne i L.A. i 1992. Og hvem ellers skulle lave en film om forskelsbehandlingen af sorte og hvide kvarterer i efterdønningerne af orkanen Katrina i 2005?

Hans involvering i samfundsspørgsmål relateret til de sorte har været konstant, og det har nok fået en del til at afskrive ham som intet andet end en politisk filmmager. Men hvis man overhovedet kan tale om en politik hos Spike Lee, så er den aldrig sumpet til i hverken konsensussøgen eller slogans. Han har aldrig gået marchgang langs en partilinje. Spike Lee er Spike Lee, evigt fortørnet, kronisk aktivistisk, nogle gange klodset, men aldrig støvet. Han bærer sine kulørte joggingdragter med en værdighed, som næppe andre 59-årige gør.

Bevidst eller ubevidst har han brugt sin status som Black Power-bevægelsens moderne talerør strategisk klogt. Der er ingen – ingen – i USA, der betvivler hans engagement i de sortes rettigheder, og derfor kan han udfordre indadtil. Næppe nogen hvide instruktører ville kunne slippe af sted med en film om sorte, der dræber sorte.

Og omvendt: Fordi han også giver de sorte befolkningsgrupper nogle præcise rap over nallerne – som i ‘Chi-Raq’ – forbliver han relevant også uden for ghettoen. I år fik han tildelt en æres-Oscar, en æresbevisning, der blandt andet gives for tro samfundstjeneste. Akademiets bestyrelse har bare ventet på, at Lee skulle lave en film, der kunne bære vægten af ædelmetal. Den kom så – efter et kunstnerisk sløjt årti – med ‘Chi-Raq’.

Alt det pis

»No peace, no piece«, spidsformulerer den smækre Teyonah Parris sexstrejken i filmen, hvor Samuel L. Jackson i pimp-outfit giver den fuld pedal. Som historiens alvidende fortæller går han ind og ud af handlingen og kommenterer på rimform – en helt umulig og derfor ret charmerende syntese af gangstarap og Aristofanes.

Den kryptiske titel ‘Chi-Raq’ (der udtales shy-RACK) er et slangudtryk, der karakteriserer Chicago som det nye Irak. Logikken bag udtrykket var oprindeligt den, at der blev dræbt flere amerikanere i Chicagos ghetto end i Irak-krigen, mens den var på sit højeste. Med statistisk belæg og det hele.

Men Chi-Raq er også blevet et plusord i de Chicago-kredse, hvor skydevåben og attituder glorificeres. Og værre end det med komikken var det for dem, at de ikke følte sig inddraget, forklarer manageren for drill-rapperen Chief Keef, Idris Dykes.

»Jeg kan ikke forstå, hvordan man kan lave en Chi-Raq-film uden medvirken fra Chief Keef, G.B.E., Glo Gang eller nogen af de andre rappere, der gjorde bevægelsen kendt«.

Nick Cannon spiller ‘Chi-raq’.

Spike Lee svarede på en af Chicagos radiostationer, at han helt bevidst havde valgt en ikke-badass til hovedrollen som badass i Chicago. Til at spille rapperkongen Chi-Raq, der går på scenen med pistol i bukselinningen, har han valgt tv-entertaineren og rapperen Nick Cannon, der blandt andet er kendt for at have været gift i seks år med sangerinden Mariah Carey.

»Nick Cannon er ikke sej, Nick Cannon har ikke dræbt nogen. Og der er ingen ære i at have liv på samvittigheden. Det her handler netop om at gøre folk bevidste. De unge brothers bliver nødt til at indse, at livet er det vigtigste, vi har«.

Konflikten har været mest gunstig for Spike Lee, der har fået masser af presse og derigennem har kunnet skære ud i pap, at hans mål har været at sætte fokus på bandekriminalitetens uskyldige ofre. På filmens hjemmeside kan man læse, at sorte udgør 13 procent af USA’s befolkning, men 57 procent af de skuddræbte.

»Vi bliver nødt til at holde fokus på det vigtige. Alt det pis med filmens titel har været en unødvendig distraktion«, siger Spike Lee til GQ.

Frygtløs som en standupper

Spike Lee formåede at gøre noget, som ingen før ham havde haft held med. Med ‘She’s Gotta Have It’ og hans andet lynnedslag af en film, ‘Do the Right Thing’ (1989) – begge omhandler et racesplittet New York – gav han de sorte en stemme, der blev hørt også uden for egne miljøer. Da ‘Do the Right Thing’ fyldte 25 år, afsatte det seriøse filmmagasin Sight & Sound en mindre sektion, hvor folk som ‘12 Years a Slave’-instruktøren Steve McQueen lovpriste filmen som det, den vitterlig var: »Et frontangreb udført med stil, vrede og medfølelse«.

Spike Lee satte med den uventede kommercielle succes en fod i døren til de amerikanske filmstudier, som blandt andre John Singleton, der blev den hidtil yngste Oscar-nominerede instruktør for ‘Boyz n the Hood’ i 1991, kunne snige sig ind ad.

Denzel Washington som ‘Malcolm X’.

Senere fulgte Spike Lees portrætfilm ‘Malcolm X’ (1992), en indigneret dokumentar om ofrene for orkanen Katrina (‘When the Levees Broke’ fra 2006) foruden en del ordinære og enkelte vellykkede hvide mainstreamproduktioner som thrilleren ‘Summer of Sam’ fra 1999. Men især har han skabt en lang række film om sorte i eksempelvis musikindustrien, standup-branchen og på amerikanske fængselsgange.

At han indiskutabelt har været historiens vigtigste sorte instruktør, er dog kun en del af historien om Spike Lee. Det vigtigste kapitel handler om hans fortsatte evne til at skabe opmærksomhed. Selv når filmene svigter, er han en gave som interviewoffer.

Splejsen med de karakteristiske runde briller og ofte kulørte crew-hættetrøjer fra egne filmproduktioner ser ikke ud af meget. Men han er målrettet som en politisk aktivist – og lige så frygtløs som en standup-komiker.

»Jøderne styrer Hollywood«

Trods hans status som minoritetsforkæmper kan man ikke sige, at Lee virker synligt hæmmet af angst for at fremstå politisk ukorrekt.

Da han i ‘Mo’ Better Blues’ fra 1990 havde portrætteret to jødiske jazzklubejere i lige vel karikeret form, blev han anklaget for antisemitisme af den indflydelsesrige Anti Defamation League. Lee svarede elegant, at det var en principiel umulighed for ham at lave en antisemitisk film, da Universal Studies i lighed med alle andre store Hollywood-studier var ejet og drevet af jøder.

I en kronik i The New York Times besvarede han kritikken mere detaljeret, blandt andet ved at sige, at det for ham så ud, som om det var ham selv som person og ikke filmen, der blev anklaget.

»Lad være at afkræve mig en højere moralsk standard end alle mine andre kolleger i filmbranchen«, skrev han.

Spike Lee er inkarneret fan af basketball-holdet New York Knicks.

I samme åndedrag tyede han derefter til en tilbagevendende form for argumentation, nemlig den børnelogik, at der er nogle, der opfører sig meget værre. De jødiske brødres ti minutter i filmen, skriver han i kronikken, er for intet er at regne mod de seneste 100 års Hollywood-film, hvor »sorte alfonser, drabsmænd, prostituerede, straffefanger, voldtægtsmænd og stofmisbrugere« er reglen snarere end undtagelsen. Man skulle ikke forvente nogen undskyldning fra hans side.

»Jeg står inde for alt, hvad jeg laver, også karaktererne Moe og Josh Flatbush«, skrev Spike Lee med henvisning til det jødiske brødrepar i filmen.

»Hvis den eneste vej uden om beskyldninger for antisemitisme er at lave jødiske karakterer, som er mønsterborgere, at undgå at gøre en eneste af dem til skurk, svindler eller snydepels, som om der aldrig i underholdningsindustriens historie har været jøder, der udnyttede sorte kunstnere, så vil det være både urealistisk og urimeligt«.

Trættende og drilsk

Man kan godt blive lidt træt af at lytte til Spike Lees tirader, som har en tendens til at aflede fokus efter devisen, ‘så skulle du se dig selv’, eller ‘så skulle du se ham den anden’, eller ‘i øvrigt mener jeg, at Karthago – læs: Hollywood – bør ødelægges’.

Men indimellem bruger han netop sit publikums racebetingede automatreaktioner på uventede måder.

Som når han i sin besynderligt henkastede og decideret grimt filmede film om tv-miljøet, ‘Bamboozled’ (2000), åbner med den hvide redaktionschefs offentlige ydmygelse af en højtuddannet sort medarbejder, der kommer for sent til møde.

Sympati og indignation får yderligere fart i den følgende scene, hvor chefen i enrum beskylder medarbejderen, den affekterede Pierre Delacroix (Damon Wayans), for at komme med lorteideer, der alene behandler det sorte tv-publikum som nogle, der kun drømmer om det hvide middelklasseliv.

Stødvist og på ret provokerende vis går det op for os, at chefen har fuldstændig ret. Den mest sorte person på hele redaktionsetagen er den eneste hvide – herremanden, der konstant bruger n-ordet.

Når Spike Lee er mest drilsk, kan han kalde på en selvransagelse, som er lige så uventet som underholdende.

Skyd formanden

Det samme må man sige om hans evne til at lægge sig ud med filmkolleger.

Spike Lee har som vores egen Lars von Trier måttet sande, at morsomheder sagt til Cannes-festivalens pressekorps har det med at blive løftet ud af kontekst. Som da han opfordrede til nedlæggelsen af National Rifle Association, og til at man passende kunne skyde formanden, den gamle ‘Ben-Hur’-stjerne Charlton Heston, med en kaliber .44-riffel.

Spike Lee havnede også i en mindeværdig infight med Clint Eastwood i 2008, efter Lee over for avisen The Guardian havde kritiseret, at der ikke var en eneste sort soldat med i dennes Anden Verdenskrigsfilm ‘Flags of Our Fathers’. Eastwood replicerede på god korporalmanér, at Lee burde lukke arret: Der var nemlig ikke nogen sorte soldater med ved flaghejsningen på Iwo Jima.

Spike Lee i sin egen debut ‘She’s Gotta Have It’.

Lee havde bare ikke sagt et ord om selve flaghejsningen.

»Hvis han ønsker det, kan jeg samle nogle af de afroamerikanske mænd, som kæmpede ved Iwo Jima, så han kan fortælle dem, at det, de gjorde, ingen videre betydning havde – at de ikke eksisterede«, svarede Lee. »Jeg kan min historie. Jeg har studeret historie. Og jeg kender også Hollywoods historie – hvordan man har udeladt den million afroamerikanske mænd og kvinder, der bidrog under Anden Verdenskrig«.

Til Eastwoods forsvar skal det siges, at der faktisk er sorte soldater med i hans film – i små glimt under landgangen på Iwo Jima.

Men Spike Lee havde på det punkt et trumfkort, nemlig ‘Miracle at St. Anna’, en stort anlagt film om et sort regiment, der bliver beskudt af både venner og fjender under fremrykning i Italien. En film, som både skildrer krigens totale kaos og 40’ernes raceadskillelse.

»Det var ikke alt sammen John Wayne, skat«, sagde Lee til Eastwood.

Den ærværdige udveksling mellem de to instruktørkoryfæer – der foregik gennem slubrende medier – sluttede med, at Lee sammenlignede Eastwoods opførsel med en plantageejers, inden Steven Spielberg fik dysset sine to venner til ro bag lukkede døre.

Eastwoods film blev pænt modtaget, Lees floppede med et brag og kom aldrig til Danmark.

Sent comeback

‘Chi-Raq’ er ikke noget mesterværk, men det er en charmerende genrebryder og kan meget vel blive den comebackfilm, man efterhånden var begyndt at tvivle på, at Spike Lee havde i sig. Ikke mindst efter hans skandaløst ringe amerikanisering af Chan-wook Parks hævnfilm ‘Oldboy’ i 2013.

Det er i sig selv pudsigt, at ‘Chi-Raq’ skulle udgøre nogen skillelinje, for Lee gør præcis det, han har gjort i alle årene: Skildrer de miljøer, han kender bedst. Med lige doser kærtegn og respektløse los i bollerne. Måske var det bare et spørgsmål om tid, før Spike Lee ramte den rigtige dosering.

Spike Lee remaker sig selv med Netflix-serien ‘She’s Gotta Have It’

Under alle omstændigheder hører han ikke til dem, der lader sig styre af kastevinde. Som han har udtalt:

»Folk glemmer tit, hvor mange film jeg har været med til at lave. De husker måske ‘Malcolm X’ og ‘Do the Right Thing’. Men jeg har knoklet siden 1986, og jeg besluttede fra begyndelsen, at jeg ikke gad være nogen døgnflue. Jeg skal holde trit med Woody Allen«.

Kontroversielle Spike Lee-udtalelser

Om Quentin Tarantino
Efter premieren på ‘Jackie Brown’ i 1997 langede Spike Lee ud efter Tarantinos brug of ordet ‘nigger’.

»Jeg er ikke modstander af ordet og bruger det selv indimellem. Og nogle taler sådan. Men Quentin er besat af det ord. Hvad er det, han prøver at opnå? At blive en agtværdig sort mand?«

Om USA’s regering
Til CNN i kølvandet på orkanen Katrina 2005, hvor der florerede teorier om mulige strategiske fordele ved at få ødelagt dele af New Orleans.

»Det er ikke noget, jeg ikke tror, regeringen kunne finde på. Jeg synes ikke, det lyder fortænkt, at de har prøvet at flytte alle de sorte ud af New Orleans«.

Om Tyler Perry
I 2009 om den sorte tv-entertainer, der har en forkærlighed for drag-udklædte personaer.

»Som afroamerikanere er vi ikke en monolitisk gruppe, så selvfølgelig er der plads til den slags. Men samtidig må jeg sige, at jeg finder de billeder, han laver, foruroligende, og det peger tilbage til ‘Amos n’ Andy’ (amerikansk tv-show fra 1951-66 om to voldsomt karikerede tabertyper, red.)«.

Om Ferguson
I forbindelse med den tiltagende uro i byen Ferguson, hvor en hvid betjent i 2014 stod tiltalt for manddrab mod den ubevæbnede sorte teenager Michael Brown.

»Jeg opfordrer ikke folk til at brænde ting af, plyndre eller lave optøjer. Jeg vil ikke kalde det, der sker, for optøjer. Jeg vil hellere bruge ordet protest. Det er ikke første gang, vi ser ting som disse. Jeg håber bare, at tingene virkelig kommer i kog, hvis befolkningen ikke er tilfredse med domsafsigelsen«.

Læs også: Alle bør kende Netflix-aktuelle Spike Lee – her er fire anbefalinger

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af