Navnet Spike Lee ringer muligvis en klokke hos mange, uden man egentlig lige ved, hvorfor man burde kende ham. Han er en institution i amerikansk film. Lee er ikke den første afroamerikanske instruktør, ej heller den første til at benytte et cast hovedsagligt bestående af sorte. Til gengæld har han som ingen anden bragt film om og med afroamerikanere ind i populærkulturen.
Den sorte auteur har muligvis ikke den helt samme kunstneriske gennemslagskraft i dag, men hans filmiske arv står stærkere end nogensinde i en betændt tid med optøjerne i Charlottesville, Donald Trumps diskriminerende politik og Black Lives Matter. I forhold til sidstnævnte kom Spike Lee i modstrid, da han i forbindelse med politimordet på den niårige Tyshawn Lee i 2015 beklagede over for CNN, at man ikke protesterede, når sorte nedskød hinanden.
Det er et meget godt eksempel på Lees nuancerede syn på raceproblematikken, som går igen i hans værker. Når Donald Glover i serien ’Atlanta’ både udstille den hvide stereotypisering af sort kultur, udstiller politivold og samtidig problematiserer selvdestruktiviteten hos mange afroamerikanere, er det en slags opdatering af temaerne hos Lee. Gadebilledet i ’The Wire’, den historiske bevidsthed i ’OJ: Made In America’ og den skarpe satire i ’Get Out’ følger nogle konventioner, Spike Lee var med til at skrive.
Hans stærke politiske stemme og unikke filmsprog kunne for første gang ses i debuten ’She’s Gotta Have It’ fra 1986. Den har han nu mere end 30 år senere opdateret som serie til Netflix, der fungerer som et best of af alle instruktørens idiosynkrasier, deriblandt karakterernes henvendelse til kameraet, svævende dolly-skud og massevis af referencer til sort musik og kulturhistorie.
Vi benytter lejligheden til at fremhæve fire must-sees af de såkaldte Spike Lee Joints (det kalder han sine film), hvortil man også kunne have nævnt ’Mo’ Better Blues’, ’Clockers’, ’Bamboozled’ eller dokumentaren ’4 Littles Girls’.
Af de udvalgte film kan kun ’Malcolm X’ findes på de danske streamingtjenester, men de andre kan skaffes på dvd og er alt besværet værd.
Mesterværket over dem alle: ’Do the Right Thing’
Efter at have skabt sig et navn i filmkredse med debuten ‘She’s Gotta Have It’ dalede forventningerne til Spike Lee en kende med den kulørte og rodede musical ’School Daze’. Man kunne mærke, at det boblede og syede i den unge kunstner, men der manglede en skarpere form.
Den kom til gengæld med det ubestridte mesterværk ’Do the Right Thing’ – af mange betragtet som en af de bedste film de seneste 30 år, hvis ikke nogensinde.
At formen er skarp i ’Do the Right Thing’, er måske en sandhed med modifikationer. I fortællestrukturen har vi at gøre med en fri form, der føles lyrisk som melankolien fra jazzmusikeren John Coltrane og den politiske energi fra den tidlige hiphop oversat til billeder. Man følger egentlig bare pizzabuddet Mookie (Spike Lee selv) dandere rundt en varm sommerdag i et Brooklyn-kvarter fyldt med farverige personager som den ømme, men drikfældige Da Mayor (Ossie Davis) og ’Love/Hate’-prædikanten Radio Raheem (Bill Nunn) med Public Enemys ’Fight the Power’ på ghettoblasteren.
Forestil dig ’Girls’ blandet med den panoramiske gadefortælling i ’The Deuce’ og Martin Scorsese årgang ’Raging Bull’ med lyst til ekspressive kameravinkler og close-ups. Temperamentet er dog Lees helt eget.
Alt er på kogepunktet i ’Do the Right Thing’. Farverne er tegneserieagtigt overdrevne, den seksuelle lummerhed må nedkøles med isterninger, og så er der det racemæssige klima, som især udspiller sig i pizzeriaet, hvor Mookie arbejder. En lille ting bliver til en altødelæggende konflikt, da den ellers tolerante ejer, Sal (Danny Aiello) med de italienske rødder, og specielt dennes ene usikre søn Pino (John Turturro) ikke vil lade deres væg pryde af afroamerikanske berømtheder til Mookies store frustration. Det udløser et ustoppeligt inferno af ladet racehad mellem bydelens forskellige kultursamfund, som vi allerede har fået antydet i, hvad der skulle blive et af Spike Lees særlige krydderier – den galdeudspydende fjerdevægsbrydende montage.
Det utrolige er, at Spike Lee aldrig bliver moralsk dommer midt i de apokalyptiske optøjer i slutningen af filmen. I stedet overlader han ordet til den omnipotente dj, Mister Señor Love Daddy (Samuel L. Jackson), med spørgsmålet, der godt 30 år senere stadig ikke er besvaret.
»My people, my people, what can I say; say what I can. I saw it but didn’t believe it; I didn’t believe what I saw. Are we gonna live together? Together, are we gonna live?«.
Det historiske monument med Denzel: ’Malcolm X’
Marvel-skaberen Stan Lee skabte de to rivaliserende X-Men-karakterer Professor X og Magneto som analogi over de to afroamerikanske rettighedsforkæmpere Martin Luther King og Malcolm X. De kæmper i grunden for samme sag, men den ene har en pacifistisk og fællesskabssøgende ideologi, mens den anden er ekstremistisk og segregerende. Dette firkantede billede lykkes Spike Lee at løsne op for med sit tre timer lange magnum opus om Malcolm Littles politiske rise and fall i midten af det forrige århundrede.
Denzel Washington bruger alle sine dramatiske chops i personificeringen af den sammensatte karakter. Man følger ham fra sine tidlige vilde år som kriminel til sine erkendende konverteringsfase til islam under Nation of Islam-lederen Elijah Muhammad og videre til rollen som talsmand for et sort overherredømme for til slut at ende som fortrydelsesfuld og mere moderat politisk skikkelse.
Spike Lee har aldrig været mere ambitiøs, hverken filmisk eller politisk. Inspireret af sin tidligere underviser Martin Scorsese kaster han sig over den biografiske fortælling med et teknisk overskud, for eksempel i den mageløst filmede dansescene i en sort jazzklub i slut-40’erne. Og så fik han som den første lov til at optage en fiktionsfilm i Mekka i skildringen af Malcolm Xs pilgrimsrejse.
Flere sorte nationalister var bekymrede for, at Lee med sin kunstneriske middelklassebagrund ikke forstod Malcolm X, men slutresultatet er muligvis instruktørens mest direkte prædikende film. Han bruger sågar de sidste ti minutter af filmen – efter man har set det tragiske attentat på Malcolm X – på en sentimental mindetale til ’den sorte prins’. Den får det sidste swung, da den dengang netop løsladte Nelson Mandela oplyser en skoleklasse om vigtigheden af lige menneskerettigheder for alle.
At Spike Lee stadig er bitter over den manglende Oscar-nominering til Denzel Washingtons tour de force i rollen, kan ses i første afsnit af ’She’s Gotta Have’, hvor han lader hovedpersonen Nola Darling kritisere det sammen med en af sine elskere.
Basket, patos og tragik: ’He Got Game’
Spike Lee er kæmpe fan af basketball-holdet New York Knicks. Som modstykke til Jack Nicholson og Los Angeles Lakers har han et fast sæde på første parket i Madison Square Garden. Det kunne være blevet ved de fjollede Nike-reklamer, han som karakteren Mars Blackman lavede med Michael Jordan. Men fascinationen for spillet resulterede også i et af de mest undervurderede familiedramaer i nyere amerikansk film.
Jesus Shuttlesworth (Ray Allen) er, som navnet antyder, en basketballmessias, der er ombejlet af alle de største colleges. Han er dog også en ung mand, som har manglet en ledestjerne, siden hans far (Denzel Washington) slog moren ihjel og røg i fængslet for livstid. Plottets store konflikt introduceres, da faren bliver prøveløsladt i en uge med det aber dabei, at han skal overtale sønnen til at vælge guvernørens collegehold. Familieforsoningen bliver klemt ind mellem tvetydige motivationer i et spil om liv og død.
Oprindeligt forsøgte man at overbevise en af de to NBA-rookies, Kobe Bryant og Allen Iverson, til at spille den krævende rolle som Jesus Shuttlesworth. Har man set filmen, kan man dog ikke forestille sig andre end Ray Allen. Den senere all star-spiller og 3-pointsspecialist udsender en mut og introvert sårbarhed, som passer fænomenalt til rollen. Alene det faktum, at han bogstavelig talt spiller én-mod-én i flere scener med naturfænomenet Denzel, burde være bevisførelse nok på hans kvaliteter udi skuespilmetieren.
Lees hang til patos og tragik kommer her til sin ret og forstærkes af Aaron Coplands højtstemte kompositioner, man ellers associerer med det amerikanske heartland. Det fungerer forbløffende naturligt som musikalsk akkompagnement til streetbasket-banen. Da stykket ’The Open Prarie’ brager ind i det højintense klimaks, sidder man tilbage med en klump i halsen og lysten til at ringe sin far for at fortælle, at han skam er god nok.
Fremragende krimidrama med 9/11-undertoner: ’25th Hour’
Edward Nortons bedste præstation i nyere tid – og det seneste reelle mesterværk fra Spike Lee.
’25th Hour’ er det stærkeste vidnesbyrd om tilstanden i den amerikanske befolkning ovenpå 11. september, som indtil nu er skildret i fiktionsfilmen.
Historien handler om newyorkeren Monty Bogan, der bustes for omfattende kokainhandel af DEA og står til syv år bag tremmer. Man følger hans sidste døgn i det fri, hvor han siger farvel til sine venner og kæreste Naturelle (Rosario Dawson) samt forstående far (Brian Cox) og desuden prøver at cutte tråden til sine kriminelle forbindelser. Den ene af vennerne er den socialt afstumpede universitetsunderviser Jacob, som spilles sublimt, minimalistisk af Philip Seymour Hoffman, mens Barry Pepper er den mere frembusende børshaj Frank.
Spike Lee skulle i gang med at optage filmen, da terrorangrebet mod World Trade Center fandt sted. I stedet for at sky uden om den forfærdelige hændelse, som for eksempel den samtidige ’Spiderman’ gjorde, valgte han konsekvent at inkorporere traumet. Det giver en bagvedliggende kuldslået og apatisk stemning til hver eneste af de farvedrænede billeder.
Flere steder kommenteres nationens tab subtilt som i introsekvensen med to blå lyskegler, hvor tvillingetårnene plejede at stå. Mange anser handlingen som en elegi over 9/11. Titlen refererer til et udtryk for, at det er for sent at ændre på tingenes tilstand. Montys sidste nat med kliken bliver samtidig en metafor for USA’s kollektive bearbejdning og til slut erkendelsen af egne fejl, der for alvor sættes på spidsen i hans ’fuck’-monolog.
Denne version af ’den galdeudspydende fjerdevægsbrydende montage’ er et langt rant mod den etniske pærevælling, der udgør USA – med det twist, at det er hans underbevidsthed i spejlet, der eksploderer i indestængt vrede. Til slut vender skyggesiden imod Monty selv, hvor Spike Lee uomtvisteligt opfordrer nationen til at kigge indad og reflektere sin egen medskyld i den miserable tilstand.
Læs også: Se den første fulde trailer til Spike Lees Netflix-serie ‘She’s Gotta Have It’