Lydmor forsøger at forene artpop med tropical house
Der er intet nyt ved, at Lydmors ofte artsy electropop har sine dance-elementer – det har den haft siden begyndelsen.
Det tog mig dog i starten lidt tid at acceptere, at hun på sit tredje album inkorporerer islæt af tropical house, en almindeligvis meget sanitær genre, hvis ufarlige tilgang fylder ulideligt meget på Spotify-spillelister. Jeg er fristet til at kalde det dette årtis svar på 70’ernes softrock eller 90’ernes adult contemporary.
Men nu er lyden altså til stede, og der er aldrig kommet noget godt ud af at afskrive en genre på forhånd – og både softrock og adult contemporary kunne byde på visse udgivelser af pæn kvalitet. Så hvis man er lidt åbentsindet, kan Lydmor så få noget interessant ud af denne genre?
Ja, det kan hun faktisk. På ‘二 Money Towers’ får hun skærende synths til at udtrykke dyb desperation, og på ‘十一 Trembling’ skaber hun et univers, der er defineret af fortvivlelse og usikkerhed. ‘五 DIM’ er nok nummeret, hvor selve tropical house-rytmen gør mest i forhold til trackets lyd, da det skaber en pragtfuld, sensuel intimitet.
Til gengæld ryger de andre sange ind i det problem, at selv om lyden generelt er veludført, er det sjældent takket være tropical house-elementerne. Det øger for eksempel ikke den vemodige stemning på ‘三 Killing Time’, at et frodigt beat er fundamentet for tracket – ja, det ender faktisk kun med at få sangen til at lyde mere fabrikeret. Lydmors ekspressive vokal føles ellers så ærlig, når man kommer ordentligt i kontakt med den.
Lydmor kan altså godt få genrens virkemidler til at fungere i sin egen kontekst, men det sker oftere på trods af genrens konventioner end takket være dem. Både troperytmer og drops føles jævnligt som distraktioner fra ellers glimrende sange, og drops i sange som ‘十 UOME’ og ‘三 Killing Time’ ender blot med at have den effekt, at det føles som om, sangen bliver sat på pause.
De sange, der fungerer allerbedst, er derfor klart dem, der trækker mindst på tropical houses idiosynkrasier.
Åbningsnummeret, ‘一To The Mansion’, er en flot, stemningsfuld indføring i albummets univers, og den fremadstormende ‘四 Claudia’ er et smukt stykke bitter artpop, der balancerer det catchy og det udfordrende – noget, Lydmor alle dage har haft talent for.
Det allerstærkeste nummer er nok det, der stikker mest ud. ‘七 Soft Islands’ bruger adskillige minutter på at opbygge en hårdfør facade, før det hele kulminerer i albummets uden sammenligning bedste drop. Jeg føler mig næsten transporteret ind i fortællerens psyke, når de knitrende elektroniske toner bliver mere og mere hektiske.
Det ville være fantastisk at høre et helt Lydmor-album med ‘七 Soft Islands’ som sonisk udgangspunkt. Det, vi har fået på ‘I Told You I’d Tell Them Our Story’, er dog stadigvæk godt, og Lydmor viser, at man sagtens kan hoppe på en trendy lyd, uden at det betyder, at man er en sellout.
Kort sagt:
Tropical house og artpop mødes på ‘I Told You I’d Tell Them Our Story’. Selve foreningen er ikke altid gnidningsfri, men heldigvis får vi den i forbindelse med en række velskrevne sange, der præsenterer ganske solide ideer.