‘Journal 64’: Selv Carl Mørck må knibe en tåre for alle formummede knudemænd
Teenagepigen Nete (Fanny Leander Bornedal) styrter af sted på stranden i Dragør. Hun trækker vejret i erotiserede stød, kinderne er røde og benene bare under 1960’er-skørtet. Længere fremme venter hendes elskede længselsfuldt, men noget er riv rav ruskende galt.
Kameraet er vendt på hovedet, og en ominøs tåge kysser trætoppene, som det sig hører og bør, når den nordiske natur varsler krimimørkets snarlige kommen. Verden er skæv, og parret flås fra hinanden af Netes far, der fluks sender hende på et hjem for ’utilpassede kvinder’ på Sprogø.
»Er du dum eller liderlig?«, spørger Netes nye roommate Rita (Clara Rosager), inden hun voldtager vor fortidsheltinde foran institutionens Nurse Ratched, Gitte Charles (Luise Skov), der bliver våd i trussen af sadistisk begejstring. Nete er ingen af delene – hun er i (u)lykkelige omstændigheder og uforvarende endt i hænderne på lægen Curt Wad (Elliott Crosset Hove), der excellerer i iskolde blikke og kvalmeinducerende afretningsmetoder med skarpe instrumenter for unge kvinder, der ikke kan holde benene samlet.
Hvad der sker af uhyrligheder på Sprogø, bliver på Sprogø, men da håndværkere i 2018 finder tre mumificerede lig med afskårne kønsorganer i forsvundne Gitte Charles’ herskabslejlighed i København, bygges der bro mellem et mørklagt kapitel i dansk historie og den moderne, regnvåde hovedstad, hvor lyssky personager med socialdemokratisk baggrund muligvis fortsat piller ved kvinders livmoderhalse i »den rene nordiske races« nazististisk klingende navn (kvinder med gynækologfobi er hermed advaret).
Christoffer Boes (’Reconstruction’, ’Offscreen’, ’Spies & Glistrup) filmatisering af Jussi Adler-Olsens ’Journal 64’ klipper indledningsvist virtuost mellem fortid og nutid med et stemningsmættet billedsprog, der sparker Hollywood-røv. Instruktørens kunstneriske flair for at skabe visuel Hitchcock-paranoia fornægter sig ikke, og hans åbenlyse iver efter at tage livtag med en rendyrket genrefilm smitter uvægerligt.
Men spændingen daler hastigt efter den lovende begyndelse, uagtet at det sprængfarlige manushold tæller ‘Afdeling Q’-veteranerne Mikkel Nørgaard (instruktøren af ‘Kvinden i buret’ og ‘Fasandræberne’) og Nikolaj Arcel (manusforfatter på ‘Kvinden i buret’ og ‘Flaskepost fra P’) såvel som Bo Hr. Hansen (‘Kunsten at græde i kor’, ‘Gud taler ud’).
Zentropa har gjort stort markedsføringsvæsen ud af, at ’Journal 64’ markerer enden på Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares’ fire film lange parløb som efterforskerne Carl Mørck og Assad i den kuriøse Afdeling Q for særligt besynderlige sager med et bestialsk islæt. »For allersidste gang«, lyder filmens metatagline, men den form for ublu kanonisering forpligter, og ’Journal 64’ kommer ikke i mål som triumferende svanesang – om end de helt store følelser rulles ud, så selv Mørck må knibe en tåre for alle formummede knudemænd derude, der har kronisk svært ved at udskifte livstræt vrissen med varme venskabserklæringer.
Hjerte rimer på smerte rimer på udpenslet gru (jævnfør førnævnte skarpe instrumenter), og fortællingen aspirerer til et vist politisk bid, når bagsiden af velfærdssamfundets socialdemokratiske værdier viser sig at være behæftet med grov kvindeundertrykkelse og aktuel fremmedfjendskhed. Der er noget galt i Danmark, og Gud er død, mukker Mørch dystert, mens tålmodige Assad for 117. gang får at vide af den velmenende chef (Søren Pilmark), at brune mænd ikke får mange chancer i politihierarkiet. Hvorfor det kan virke paradoksalt, at chefens egen primære, krimiklichefyldte funktion synes at være at spænde ben for sine medarbejderes arbejde.
Og når vi nu er ved klicheerne: Rødhårede sekretærer er folkeligt gæve på Arla-måden, men ikke synderligt skarpe, overklassen er korrumperet af menneskelig råddenskab (rige svin), og superskurke i kitler imiterer Dr. No, så de bagerste rækker kan være helt sikre på, at de er djævle i hvidt. Krimigenren er ganske vist bygget op om klassiske karikaturer, men her er vi hensat til Barnaby-land uden den hygsomme selvironi.
Hvor skuespillet knager underligt ufokuseret visse steder på voksenholdet, så er der ingen slinger i valsen hos filmens unge cast (fun fact: den ældre Curt Wad spilles af Elliott Crosset Hoves far, Anders Hove), og selvom de herrer Lie Kaas og Fares kan deres roller i søvne, falder de tilbage på rutinen med vanlig karisma og pingpong (en af de vendinger, Assad forsøger at krydre sit danske ordforråd med, til Mørcks irritation). Man vil så gerne bare nyde deres selskab, og så meget desto mere bittert er det, at momentum alt for hurtigt fiser ud af ’Journal 64’, idet forudsigelighed og fremdrifts-fingerede plottåbeligheder helt tager over for at holde hjulene i gang, indtil maskerne endelig falder med et antiklimatisk plop.
Der er ikke noget mere irriterende, end når man som publikum (selv uden at have læst bogen) hele tiden er to skridt foran opklaringen og diverse halvbagte twists, og filmen bliver ganske enkelt overraskende u-spændende, lede abortlæger og mumiefest til trods.
Så er der mere at komme efter i selvsamme Boes fremragende krimiserie ’Kriger’ på TV2.
Kort sagt:
Christoffer Boes favntag med ’Afdeling Q’-universet imponerer indledningsvist med en virtuos krimiæstetik på ypperste Hollywood-niveau, men som handlingen skrider frem, tynges filmen i stigende grad af en træt forudsigelighed og ujævnt birollespil, der får luften til at gå af den grumme fortælling.
Læs også: ’Kriger’: TV 2-serie med Danica Curcic og Dar Salim er et stærkt kort på hånden