’Kriger’: TV 2-serie med Danica Curcic og Dar Salim er et stærkt kort på hånden

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har glædet mig så meget til et afsnit af en dansk tv-serie, som jeg glæder mig til fjerde afsnit af ’Kriger’, Christoffer Boes nye krimidrama på TV 2.

Jeg har set de første tre afsnit, og jeg skal nok afstå fra at spoile noget. Lad mig nøjes med at sige, at det høje niveau, der bliver lagt i første episode, ikke daler over de følgende par uger – snarere tværtimod. Og at Lars Ranthes forbløffende veldefinerede vaskebræt gør en surpriseoptræden i afsnit to.

Ranthes sixpack er, selvom den glimrer ved sit fravær i første uge, et vidnesbyrd om den dedikation og detaljerigdom, der er investeret i seriens person- og miljøskildring.

Rockerbanden, som Dar Salims CC bliver sat til at infiltrere, kunne i hænderne på en mindre begavet instruktør let være blevet en flok fladtrampede klichéer og karikaturer. Men under Christoffer Boes stilsikre og smagfulde instruktion formår tilbagevendte Rudi Køhnke, imposante Kenneth M. Christensen og ikke mindst Lars Ranthe, cool stylet med tusser langs den trimmede torso og snit-ar under øjet, at skabe dragende og ægte intimiderende karakterer.

Christoffer Boe, der både har skrevet og instrueret seriens seks afsnit, var engang Lars von Triers åndelige arvtager efter vidunder-debuten ’Reconstruction’ (2003). I dag har han skrinlagt kunstfilmene til fordel for folkeligere film som ’Spies & Glistrup’ (2013) og det kommende Afdeling Q-kapitel ’Journal 64’.

I ’Kriger’ formår Hr. Boe på forbilledlig vis at forene sine kunstfilms sitrende, næsten æteriske sanselighed med krimigenrens krav til suspense. Serien er et velkomponeret genrestykke i sig selv, men Boes diskrete auteuraftryk, det taktile håndholdte kamera, de skæve vinkler og blærede long-takes sætter et personligt præg, som gør ’Kriger’ væsentligt mere interessant end andre nyere danske krimiserier som eksempelvis DR’s ’Bedrag’.

Historien følger officeren CC (Dar Salim), der pines af sorg og skyldfølelse over vennen Peters død i felten. Da Peters enke Louise, som også er politiefterforsker, beder ham om en tjeneste, springer CC til uden tøven. Også selvom det er en temmelig stor tjeneste, der er tale om. CC skal gå undercover i rockerbanden Wolves, som sidder på det københavnske narkomarked. Og hele operationen er så tophemmelig og tys-tys, at CC end ikke kan få løn for sine anstrengelser.

At CC ikke kun takker ja for at rense sin samvittighed, men også for at tilfredsstille den rastløshed, der nager mange hjemvendte militærmænd, bliver klart, efterhånden som han manøvrerer sig dybere ind i ulveflokken. Hvad han i øvrigt ikke er længe om: CC’s fysiske færdigheder og strategiske sindelag gør hurtigt indtryk på den karismatiske rockerpræsident Tom (Lars Ranthe). Og CC tilpasser sig kamæleonisk til det testosteronpumpende machomiljø, så det snart ser ud, som om han nyder det.

Der er åbenlyse paralleller til ’Underverden’, hvor Salim også spiller en sammensat, skyldbetynget mand, der penetrerer det kriminelle københavnske miljø. I begge sætter Jens Ole McCoy en både følsom og hårdkogt stemning med et glimrende elektronisk score. ’Kriger’ skylder nok i det hele taget noget af sin barske realisme til Fenar Ahmads hævndrama. Ikke at rockergruppen Wolves nødvendigvis er et realistisk billede på den bandekrig, der i disse år udkæmpes på Nørrebro. Men inden for seriens univers fremstår den troværdig, og man er nysgerrig efter at lære mere om Tom, Jack, Røde og de andre rockere.

Sådan er det med de fleste karakterer i ’Kriger’, at man bag de bryske facader aner sprækker og hemmeligheder, som pirrer nysgerrigheden. Flashbackscenerne mellem CC og Jakob Oftebros Peter giver berigende baggrundskontekst, og Danica Curcics Louise viser sig hurtigt at være noget andet og mere spændende end den passivt sørgende enke, man ved første øjekast afviser hende som. Alle de vigtigste spillere – med Salim og Ranthe som MVP’s – gestalter deres roller med nerve og intensitet.

Pilotafsnittet forfalder måske hist og her til danske seriers uvane med at tegne karaktererne og deres konflikter lidt for hårdt op gennem ord og handlinger. Og så er der et par plotkameler, der lige skal sluges – som det tilforladelige skulderskub, der nær slår en betjent ihjel, eller selve præmissen om, at politiet ville håndplukke en outsider til sådan en covert op.

Men et par stive replikker og logiske kortslutninger er petitesser i en serie, der byder på et så fascinerende miljø, en så spændingsmættet historie og en så sikker iscenesættelse. Det er en rigtig god serie, TV 2 har på hånden her.

Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.

Læs også: Her er efterårets 16 mest ventede serier