Cat Power vender tilbage til udgangspunktet på ’Wanderer’
I år kan Cat Power-hovedværket ’Moon Pix’ fejre 20 års fødselsdag. Det er naturligvis til enhver tid værd at nævne et så fremragende værk, men det er særligt relevant nu, hvor Chan Marshall med sit nye Cat Power-album (det første siden den electropoppede kursændring med ’Sun’ i 2012) for første gang siden 1998-hovedværket meget klart trækker på en minimalistisk folk og blues med aner helt tilbage til førkrigstidens omstrejfende spillemænd.
De nedbarberede produktioner og den intime, rudimentære sangskrivning på ’Wanderer’ vækker minder om det genrelandskab Marshall travede igennem, da hun var midt i 20’erne. Men stemningen er alligevel helt anderledes, perspektivet skiftet. Der er selvfølgelig de indlysende (og overfladiske) forskelle: Marshall er nu mor til en treårig dreng, hun er midt i 40’erne, og hun har tilmed skiftet sit gamle pladeselskab, Matador, ud til fordel for et nyt, Domino.
For lytteren er det dog næppe de ting, der stikker ud. Hvor ’Moon Pix’ lød som om det var optaget i en gravkrypt eller en kælderskakt af en kvinde, der var martret som et tidløst spøgelse, der ikke kan finde ro eller forløsning, lyder ’Wanderer’ som en moden og determineret kunstner, der har sat sig ud på sin veranda i skumringstimen med et glas rødvin og en cigaret og så tryllet nogle slidstærke, men ikke alt for finpudsede sange af – mest for sin egen fornøjelses skyld.
Der er med andre ord en rustik, varm og glødende stemning over ’Wanderer’, der trods sangskrivnings- og genreaffiniteten ligger langt fra den tågede vokale croon og de sejlende skæve guitarrundgange på den berømmede forgænger.
Marshall har næppe næret ambitioner om, at ’Wanderer’ skulle kunne matche ’Moon Pix’ i forhold til sjæleudkrængende eller hjemsøgt intensitet. Det er sangskrivningen, der er i fokus, og det er Marshalls egen vokal – en særegen blanding af honning og tjære, sårbarhed og viljestyrke – der løfter de nye sange væk og bort fra verandaens trygge komfort. Marshalls stemme er som det hvileløse spøgelse, der svæver rundt over vejene, ud over de amerikanske vidder – ligesom fortidens blues- og folk-artister, der også rejste kontinentet tyndt for at opstøve materiale, et publikum, Kristus eller Djævelen, et næste måltid mad, muligheder.
’Wanderer’ – titlen siger sådan set det meste – er et album, der handler om aldrig at finde hjem, altid at være i bevægelse uden helt at vide, hvad man er på udkig efter, eller om at være usikker på, om man overhovedet ønsker at finde noget, der kan holde én fast. Det handler også om, at man aldrig i egentlig forstand kan undslippe den, man er, eller det man kommer fra. Man kan løbe væk, man kan forsøge at glemme og lægge låg på sig selv (eller lade låget blafre bort, så minderne flyver omkring og intet fæstner sig), men der vil altid være noget, der holder dig fast, noget der hiver dig tilbage til den person, du engang var og/eller det sted, du kommer fra.
’Wanderer’ er ikke et feel-good-album, hvis du lytter efter til ordene. Der er intet nemt eller forstillet over Chan Marshall. Hun er altid kompromisløs – det er kernen i hendes kunst. Hvis kompromisløsheden ikke var der, ville hun bare være en middelmådig musiker uden anker eller kompas.
Det eneste problem ved ’Wanderer’ er sådan set, at Marshall mister et eller andet ved at lyde så musikalsk afklaret, så henslæbt tilfreds med sig selv og sit udtryk, som hun gør i lange stræk. Hun tilføjer rislende klavertriller og tablas på den fine ’In Your Face’. Det lyder godt, men det lyder også en kende selvsikkert, en kende for mageligt, måske.
Til gengæld rummer ’Wanderer’ sange, der øjeblikkeligt og uden for mange falbelader kan tilføjes listen af klassiske Cat Power-sange. ’Woman’ (med lidelsesfællen Lana del Rey på backingvokal) er albummets mest radiovenlige øjeblik, udstyret som den er med en melodisk progression, der sætter en krog i sin lytter. Men trumfkortet er nu alligevel Marshalls uforligneligt ekspressive vokal, der i versene slentrer af sted med en strunk selvfølgelighed, der næsten overflødiggør forbindelsen til en nynneværdig melodilinje.
Marshalls versionering af Rihannas ’Stay’ er på samme måde båret af en enkelhed, der knytter sig til hendes evne til at få udtrykt en masse alene med stemmens flossede fløjl, men samtidig også et kunstnerisk valg, der virker indlysende overbevisende: I det her tilfælde, at hun barberer mange af originalens verselinjer ud og fokuserer på omkvæd og bro.
’Black’, et tredje højdepunkt, handler tilsyneladende om en afdød ven, der reddede Marshall fra selv at gå under (Marshall har tidligere talt i interviews om de mange venner, hun har mistet på grund af misbrug og alkoholisme). Sangen bærer et bundløst mørke i sig, som et vidnesbyrd fra afgrunden, som man ikke kan ryste af sig, selv når man ikke står derude mere, men lever et andet liv (46 år og med en treårig søn). At overleve er en byrde, en forpligtelse, et vidnesbyrd, som det kan være svært at stå på mål for: »If you’re the next one to get left with this story / that’s when you go mad, that’s black«, synger hun.
Det er ikke kun ordene i ’Black’, der rammer lytteren, det er de dobbelttrackede vokalspor, der skaber en helt særlig effekt – der faktisk risler ned ad ryggen – ikke ulig den hjemsøgte og hjemsøgende unge kunstner, der skrev det meste af ’Moon Pix’ på en enkelt nat, da hun troede, hun var ved at blive vanvittig.
’Wanderer’ formår ikke at kommunikere så stærkt, så intenst, hele vejen. Den efterlader dig med indtrykket af en kunstner, der er givet en nådegave, som hun ikke helt ved, hvad kun skal stille op med, eller som måske er usikker på, om hun tør være i alt for direkte kontakt med den forbandede gave, hun er blevet givet.
Kort sagt:
’Wanderer’ markerer en tilbagevenden til den enkle, rudimentære folk- og bluessangskrivning, som Cat Power brød igennem med sidst i 90’erne. Men hvor hun dengang lød som et tidløst spøgelse spærret inde i en sitrende krop, er hun nu anderledes rolig, afstemt og til tider magelig i sin musiceren. Heldigvis indeholder albummet mindst tre vaskeægte tilføjelser til klassikerkataloget – og slidstærke Cat Power-sange er, som enhver fan vil vide, en af de bedste gaver, du kan modtage.