Neil Young

Efter Neil Young i begyndelsen af 80’erne blev sagsøgt af sit eget pladeselskab for at udgive musik, der var bevist ukommerciel, burde det ikke komme som en overraskelse, at den canadiske rock-institution gør, hvad der passer ham.
Med ‘Fork in the Road’ tyder noget dog på, at Young har fået roterende fis i fedoraen. Som om det ikke var nok, at det er et konceptalbum om miljøvenlige biler, der er blevet hans store passion, er musikvideoen til titelnummeret en fjollet sag, med Young der sætter sine iPod-høretelefoner i et æble (!) og så lipsync’er derudaf.

Men det er ikke helt så slemt, som det lyder. Størstedelen af albummet består ganske vist af tunge bluesrockriffs af ren røvballe-karakter med et par gevaldige tåbeligheder på vejen, men da sangene hovedsageligt handler om at drøne rundt på motorvejene, gør ‘Fork in the Road’ sig også tilpas godt med bilradioen skruet op og vinduet rullet ned. Desværre virker den bare ikke andre steder. Sange som ‘Get Behind the Wheel’ og ‘Fuel Line’ er godt nok vaskeægte DIY-bluesrock, der burde tilfredsstille de inkarnerede fans, men CO2-flipperen bliver først rigtig god på den dystre ‘Light a Candle’. Og så er albummet næsten slut.

Hvor mange grå hår i hovedet Neil Young har givet sit pladeselskab denne gang er ikke til at vide. Men højt humør og et par habile riff redder ikke et album, der dybest set fremstår som lidt af en joke.