Fem helt nye numre på halvanden måneds tid. Det er i sandhed juleaften for fans af Thom Yorke. Hidtil har det udelukkende været numre fra hans soundtrack til Luca Guadagninos horrorfilm ‘Suspiria’, han har delt, men denne gang er der – foruden endnu et nummer fra soundtracket – såmænd også en sang skrevet i forbindelse med miljøorganisationen Greenpeaces kamp for at beskytte Det Antarktiske Ocean.
Greenpeace-nummeret er helt kontant kaldet ‘Hands Off the Antarctic’. Så er dén ligesom ikke til at misforstå.
»Der er nogle steder på denne planet, der skal forblive rå og vilde og ikke ødelægges af menneskehedens fodspor«, udtaler Yorke i en pressemeddelelse og fortsætter: »Dette nummer handler om at stoppe disse tunge fodspors nådesløse march. Antarktis er en ægte vildmark, og det, som sker der, berører os alle. Derfor bør vi beskytte det«.
Yorkes nye numre fra ‘Suspiria’ hedder ‘Open Again’. Filmen får dansk premiere den 15. november, men allerede 29. oktober kan den opleves, når Soundvenue afholder forpremiere i København.
Læs også: Venedig-highlight dag 4: Heksefilmen ’Suspiria’ er en hjemsøgende dæmon.