Bob Hund

Det var før 9/11. Før iPods. Og før talentshows på tv. At deres seneste album udkom altså. Men efter at Bob Hund har været i hi i otte år, er den svenske sekstet nu tilbage.

I 90’erne væltede de Skandinavien med deres skramlende og charmerende punkrock, der var sprængfyldt med melodi og energi. Siden forsøgte bandet at genfinde gløden med det engelsksprogede Bergman Rock, og senest har de brugt tid på soloskiver og sideprojekter. Men efter comebacket på Roskilde Festival i fjor er de nu klar med nye numre. Ikke helt med samme bid som før, men det er stadig skønt at høre Bob Hund bjæffe. For i stedet for at afvikle sig selv, har de udviklet deres lyd.

Johnny Essing og Conny Nimmersjös gnistrende guitarfigurer er ikke længere bærende elementer i musikken, der i stedet er mere elektronisk og præget af Jonas Jonassons skæve synths – og så selvfølgelig af Thomas Öbergs endnu mere skæve skånske sang. De er kendt for deres hundegalskab, men denne gang er den blandet med hundeøjne, for bandet skifter mellem det skørt støjende og det alvorligt afdæmpede. Førstnævnte øjeblikke er sjove, men det er i sidstnævnte seriøse øjeblikke, at guldet gemmer sig – især på den intelligent indiepoppede ‘Tinnitus i hjärtat’ og ‘Blommor på brinnande fartyg’, der trækket stikket hjem takket være tremologuitar og trommemaskine.