Folkeklubben

Folkeklubben laver tilgængelig folkpop med hverdagspoetiske tekster, der skal få folket til at lytte og tænke over livet i almindelighed. »Til den tænkende hjerne og det bankende hjerte«, står der på trioens website. Faktisk lidt af en programerklæring. Både lidt uskyldigt prætentiøst, men også betegnende for den lige-ud-af-posen-charme, som ungersvendene leverer på deres debut-ep.

Folkeklubben er en ny generation af en gammel skole – direkte musikalske efterkommere af Kim Larsen. Guitarrytmer og melodisk fingerspil på stabiliserende poptrommer tilsat tamburin, rasleæg og lejlighedsvis fløjten leveres med sikker varme, og det øger altid følelsen af nærvær, når man kan høre fingrene glide skurrende over guitarstrengene.

Lyrikken vægtes højt og er ofte ganske fængende i sin ligefremhed. »Du var hurtig til at ta’ / når der var fire øl på bordet / og fem der sku’ ha’«, lyder det på ‘Fedterøv’, en udadrettet politisk fortælling om en »fedtet, akademisk caffe latte-narkoman«, men også et indadrettet blik mod fedterøven i egen sjæl. Nogle gange virker ordvalget dog for optaget af at rime for rimets skyld, og en linje som »der går en lillebitte klovn / han er kendt i hvert et sogn« er måske et lidt dovent rim i en tid, hvor sognebørnene forlader folkekirken på stribe.

Folkeklubbens blåøjede dybde berører mest, når fortællingen holdes personlig og intim. ‘I vejen’ er eksempelvis en fin og sørgelig lille kærlighedsfortælling om at blive kasseret og gå til grunde, og de numre, der taler mere til den enkelte og mindre til folket, vil nok i virkeligheden vise sig mest holdbare.