Læs mere på Soundvenue.com/fremtidsprisen
To af årets mest omtalte arthousefilm i de danske biografer hedder ’Grænse’ og ’Holiday’. To kompromisløse og grænsesøgende fortællinger, der ligger langt fra hinanden i tone, plot og stil, men har en talentfuld dansker til fælles.
Det er nemlig Nadim Carlsen, der har filmet begge.
I Isabella Eklöfs ’Holiday’ danner de minutiøst tilrettelagte tableauer ramme om historien om den unge Sascha, der lader sig både misbruge og opvarte af en magtfuld gangster på den tacky tyrkiske solkyst. Kameraet betragter på let afstand og observerer de eksplosive relationer uden medynk, så det er op til tilskueren selv at tage stilling – en billedstil, der lægger sig mere op ad en europæisk arthousetradition, end vi er vant til at se i Danmark.
I Ali Abbasis ’Grænse’ er kameraet anderledes nysgerrigt, som det drager os ind i den aparte grænsevagt Tinas møde med en mand, hvis udseende minder mistænkeligt meget om hendes. Vi føres dybt ind i det svenske skovdyb, og billederne rammer en perfekt rette balance mellem jordbunden naturalisme og mættet fabulerende mystik.
Det er to film, der vidner om et ekstraordinært visuelt blik, som understøtter instruktørernes vision på forbilledlig vis. Nadim Carlsen, der er uddannet fra Den Danske Filmskole i 2011, har da også arbejdet med begge de svenske instruktører Eklöf og Abbasi i årevis, førstnævnte siden filmskolen og Abbasi siden ’Shelley’ i 2014. Nadim Carlsen har også stået bag kameraet på den norske ’Hvad vil folk sige’ og dokumentarfilm som ’Pine Ridge’ og ’Searching for Bill’.
I anledning af Nadim Carlsens nominering til Fremtidsprisen 2018 har vi bedt ham afslutte 10 sætninger, der giver et indblik i, hvem han er, og hvad han står for.
Jeg blev først og fremmest filmfotograf, fordi…
»… jeg så Andrej Tarkovskijs ’Spejlet’ på Film- og Medievidenskab. Det var lidt af en åbenbaring, for jeg havde aldrig set den type film før – ekstremt poetisk og visuelt udtryksfuld. Man svævede væk fra historien, og det blev en slags erindringsmosaik. Det gik op for mig, hvor stærkt man kan blive påvirket som publikum, når billedsproget er så interessant, mystisk og metafysisk.
Det er måske lidt en kliché at referere til den som fotograf, men det er sgu sandt. ’Spejlet’ var ikke bare en filmhistorieklassiker for mig, for jeg havde ikke den reference-bank, jeg har nu. Jeg anede ikke, hvad det var, da jeg så den. For mig var det en meget personlig oplevelse. Det er så vildt, når man 10 år senere finder ud af, hvor mange folk der har den som en stor reference – inklusive Lars von Trier.
Folk tror nogle gange, at jeg…
»…er bekymret, når vi er på optagelse. Jeg fornemmer, at nogle skuespillere måske tænker: ’Hov, er der noget galt? Er det ikke godt, det vi laver?’«.
Men jeg vil gerne have, at de ved, at…
»…det i virkeligheden bare er sådan, jeg ser ud, når jeg koncentrerer mig. Mit koncentrerede ansigt kan for nogle folk se lidt alvorligt ud, men rynkerne i panden er for det meste bare udtryk for, at jeg er fokuseret«.
Om fem år er min største drøm, at jeg…
»…kan blive ved med at lave det, jeg elsker. Jeg håber, at jeg stadig kan være med på filmprojekter, der er lavet af dygtige folk med noget på hjerte og med en stærk, personlig stemme. Jeg har en følelse af, at jeg er på et spændende spor, og jeg bliver taget med på mange gode projekter.
En del af de film, jeg har været med på, er lavet af folk, jeg har kendt i lang tid, og nogle af dem har jeg gået på Filmskolen med. Det har derfor også mest været debuterende instruktører. Det er spændende, når vi sammen prøver os frem, men der er også en masse usikkerheder, om det, vi laver, i det hele taget kommer til at virke i sidste ende.
Det kunne også være vildt interessant at prøve at arbejde med instruktører, som allerede har lavet en del film og har mere erfaring end mig selv. Instruktører, der allerede har udviklet et personligt sprog og deres egen metode, som jeg måske kunne være med til at videreudvikle eller raffinere. Jeg har selvfølgelig en masse personlige helte, som jeg drømmer om at arbejde med – David Lynch, Ulrich Seidl og Gaspar Noé for blot at nævne nogle stykker«.
Hvis jeg kunne være en anden person i filmverden i en uge, skulle det være…
»…en person, der har en mere perifer rolle på et filmset. En person, som er lidt mere i udkanten og kan kigge ind på situationen med et antropologisk blik. Som filmfotograf står man ofte lige midt i det stressende centrum, hvor mange af de vigtigste beslutninger bliver taget. I virkeligheden elsker jeg jo at være en del af netop det, men nogle gange tænker jeg alligevel, hvor befriende det måtte være bare at gå 10 meter væk og kigge på, at de andre løser det.
Når man ikke selv står midt i det, indser man, hvordan man kan arbejde mere effektivt. Det har jeg selv oplevet, de par gange jeg har været besøgende på andres filmsets. Det er gået op for mig, hvor langsomt det egentlig går, når man laver film. Og hvor kedeligt det egentlig er at kigge på, når man som gæst ikke selv har noget investeret i optagelserne«.
Når jeg arbejder, sørger jeg altid for at…
»…have masser af energibarer med! Jeg synes altid, man tager dårlige beslutninger på tom mave. Det er måske en lidt fjollet og lavpraktisk observation, men i dén halve eller hele time, hvor frokosten er udskudt, og man skal løse en meget kompliceret opgave, har man brug for ekstra energi. I sidste ende kan det være lige netop den indstilling, der bliver brugt i filmen, og så vil man fortryde, at tingene blev gjort halvt, fordi man ikke havde det fornødne overskud«.
Hvis jeg kunne tvinge alle mennesker til at se én film eller serie, så skulle det være…
»…’Burning’ af den sydkoreanske instruktør Lee Chang-dong. Jeg synes, den var helt vildt god, da jeg så den i Cannes i år. Det er både en meget simpel og kompleks film, som varer to en halv time og er langsom, men alligevel er enormt spændende. Jeg blev virkelig grebet af dens suspense og mystik.
Nogle gange var jeg helt mystificeret af relationerne imellem karakterne. Filmen har en meget underlig identitetskonflikt. Og så har den nogle passager, hvor der lige pludselig kan være en 10 minutters ’tilstandssekvens’. Den bliver udsvævende, og så vender den tilbage igen. Den har en kriminerve, der holder dig fastlåst, og samtidig er den super abstrakt fortalt. Jeg var virkelig overrasket og glad, da jeg havde set den«.
Når jeg går gennem svære perioder i mit arbejde, prøver jeg at huske, at…
»…filmproduktion bare er en gruppe voksne, som leger en avanceret leg. Det var Ali Abbasi, der formulerede det sådan, helt tilbage da vi lavede ’Shelley’. Det var meget afdramatiserende at tænke på. Jeg tror, det er vigtigt at bevare en sådan legende, undersøgende tilgang fremfor at tænke: ’Nu skal vi lave et værk, der skal på Cannes’. For mig fjerner det lidt af alvoren, og jeg tror faktisk også, at slutresultatet bliver bedre af det.
Jeg har prøvet at være på et par reklameoptagelser, hvor legen ikke var en prioritet. Der handlede det primært om at udføre en opgave, lave et produkt, gennemføre en mission. Og det er helt fint, men så laver man også bare det, der forventes af én. Arbejdsmetoden kan også sagtens være legende på kommercielle projekter, men det er nok dér, jeg mest har oplevet, at der manglede nysgerrighed. Jeg synes generelt, det kan være meget mere spændende, når man ikke ved præcis, hvad man får«.
Hvis jeg skulle lave én ting om i filmbranchen, skulle det være…
»…at filmproduktion var lidt mindre rigidt. At det var en friere kunstform, der i højere grad tilpassede sig den kunstneriske nerve og retning, som allerede ligger i det givne filmprojekts dna – i manuskriptet og instruktørens temperament. Der kan være ret mange praktiske forhindringer i vejen for, at man kan lave det, man gerne vil.
På ’Holiday’ og ’Grænse’ var produktionerne frie, men det er også noget, man skal kæmpe for. Og også i de film har vi selvfølgelig gået på kompromis med flere ting, som publikum ikke ser. Man er jo bare underlagt virkelighedens begrænsninger.
For eksempel var udgangspunktet i ’Grænse’, at naturen skulle være meget mere eventyrekstrem. Vi ville tage langt op i Nordsverige og finde træer, man ’aldrig’ havde set før, hvor stammerne er alt for tykke eller tynde og ser helt vilde ud. Men så var der begrænsninger i forhold til, hvor vi måtte filme, eftersom filmen på grund af finansiering skulle optages i Västra Götaland. Og hvis vi kørte for langt op i landet, ville vi også miste optagetid, fordi man regner transporttid som en del af optagetiden. I sidste ende handler det om, hvordan man bruger sin tid«.
Når jeg vinder en Oscar – eller Soundvenues Fremtidspris! – er den første, jeg vil takke…
»… min storesøster, for det var hende, der fik mig ind på filmsporet til at starte med. Da jeg var færdig med gymnasiet, anede jeg ikke, hvad jeg skulle. Jeg sad og bladrede i uddannelseskatalogerne. Der stod 10 linjer om Film- og Medievidenskab, og det lød da meget spændende, men jeg havde aldrig fotograferet før, og jeg var ikke cineast.
Det var hende, der sagde: ’Det lyder da meget spændende!’ og fik mig til at sætte kryds ved uddannelsen. Jeg stolede på hende, for hun kender mig på en måde bedre, end jeg kender mig selv. Jeg ved slet ikke, om jeg var endt her, hvis ikke det var for den beslutning. Så var det måske blevet noget andet. Min andenprioritet var international handel på Copenhagen Business School, som nok ikke lige havde været min kop te«.
Nadim Carlsen og Rasmus Kloster Bro er de første nominerede i Fremtidsprisens filmkategori 2018. De næste tre følger de kommende dage. Derefter annonceres de fem nominerede i musikkategorien.
Soundvenue uddelte for første gang Fremtidsprisen sidste år. Her vandt instruktør Annika Berg (‘Team Hurricane’) i film/tv. Erika de Casier vandt i musik. Se de øvrige 2017-nominerede her.
(Interviewet med Nadim Carlsen er lavet af Morten Kildebæk).
Nomineret til Fremtidsprisen #1: Rasmus Kloster Bro har skabt den mest intime katastrofefilm nogensinde