Moby

Når Eminem sviner én til i sine tekster, er det om ikke andet et tegn på, at man har en vis volumen i det populærkulturelle landskab. Mobys fejde med den åbenmundede rapper daterer sig imidlertid helt tilbage til 2002, og det var da også i årene omkring årtusindskiftet, at den klejne dj og producer havde kolossal succes med en blanding af diset electronica og spirituel sydstatsblues.

Siden da er Mobys stjerne aftaget i lysstyrke. Hans senere udgivelser har ikke haft samme gennemslagskraft, og efter de kluborienterede beats på sidste års ‘Last Night’ og den syntetiske spacerock på 2005’s ‘Hotel’ synes det nye album at pege tilbage mod storhedstiden. ‘Wait For Me’ tegnes nemlig af samme krybende chillout med knugende gospelstemmer, sørgmodige tangentlinjer og strygere med højtbelagt patos.

Indimellem rammer Moby noget smukt og stemningsfuldt – som på den spøgende ‘Hope Is Gone’, den svalende ‘Isolate’ og den ildevarslende ‘Shot in the Back of the Head’. Men store dele af albummet bliver ikke rigtig andet end et blødt, musikalsk slumretæppe. Samtidig er der ofte noget irriterende øko-frelst over amerikanerens klangbilleder, og når de ydermere forsynes med politisk korrekte budskaber som på den antikrigs-prædikende ‘Study War’, begynder man at forstå, hvad der i sin tid fik Eminem til at fatte pennen. Hvis man da ikke er døset hen i mellemtiden.