De har spillet Orange Scene (to gange!), men til november 2019 sker der alligevel noget helt specielt for The Minds of 99. Her skal gruppen nemlig spille deres hidtil største koncert med tag over hovedet, når de den 23. november indtager mægtige Royal Arena.
Gruppen er i øjeblikket i fuld gang med deres 15 koncerter lange ‘Solkongen Tour’, der for længst er udsolgt og slutter mellem jul og nytår med hele fire koncerter for fuld sal i Store Vega. Så ja, der må simpelthen større rammer til, og her kommer arenaen ind i billedet.
Frontmand Niels Brandt udtaler i en pressemeddelelse:
»’Solkongen’ har været en kæmpe gamechanger for os. Dén plade og vores koncerter over sommeren, især Orange Scene, har gjort, at den tour vi er på nu har været udsolgt i månedsvis. Det er helt vildt, simpelthen. Den energi, der er i rummet, når vi spiller, er vildere end nogensinde – vores publikum er vildere end nogensinde. Vi ved godt, det er et stort fucking sted, men vi er klar på at gøre, hvad der skal til. Vi er klar til Royal Arena!«.
The Minds of 99 udgav i slutningen af 2017 og starten af 2018 albummet ‘Solkongen’ i to dele.
Billetsalget til Royal Arena starter 30. november kl. 10.00 via ticketmaster.dk.
The Minds of 99
23. november
Royal Arena
Billetpris: 265 / 365 / 425 kr.
Læs interview: The Minds of 99 var tæt på at smuldre: »Går det for stærkt? Kan vi det her?«