The 1975’s kække poprock matcher ikke deres højtragende ambitioner
Da The 1975 albumdebuterede for fem år siden, var der næppe mange, der havde forventet, hvor stor en succes, den britiske poprockkvartet ville blive med deres lidt juvenile omend stadig vældig charmerende musik.
Frontmand Matty Healy og hans kumpaner har altid haft et stærkt øre for melodier, og det har kunnet bære dem langt, selv om deres tekster kan blive lidt prætentiøse til tider. På deres seneste, andet album, ‘I Like It When You Sleep, for You Are So Beautiful yet So Unaware of It’ (2016), gav de deres lyd lidt ekstra polering, og det klædte deres i forvejen poppede tilgang til sangskrivningen. Allerede dengang havde bandet fået smagen af succes, men det betød absolut ikke, at de blev mindre selvhøjtidelige – hvilket resulterede i et knap 75 minutter langt monstrum af en popudgivelse, der havde højere ambitioner, end den kunne leve op til.
Der er heldigvis skruet en kende ned for længden på ‘A Brief Inquiry Into Online Relationships’, der trods det, titlen antyder, ikke har online-dating som omdrejningspunkt. Det er et meget større emnefelt – nemlig hele den menneskelige kommunikation over internettet, både med andre mennesker og med de elektroniske apparater og algoritmer.
Det er noget af en mundfuld. Især for et band, der typisk har været bedst, når de blot har lavet simple sange om deres søgen efter nærvær og kærlighed – hør for eksempel ‘The Sound’, ‘She’s American’ eller ‘Loving Someone’ fra deres andet album.
Når det er ovenstående del af onlineverdenen, de tackler på det nye album, fungerer det tit rigtig godt. ‘Sincerety Is Scary’, ‘It’s Not Living (If It’s Not With You)’ og ‘Inside Your Mind’ er af denne årsag nogle af deres bedste sange hidtil – og deres talent for at skrue stærke melodier sammen er stadig intakt.
Men når man kaster sig over et så storladent koncept, kræver det struktur og kohærens. Her fejler The 1975 desværre. Der er for eksempel mindst fire sange, der lyder som om, de er på vej til at runde albummet af – den ene så tidligt som på sjette track ud af 15.
Oven i dette hopper albummet uelegant fra den ene musikalske retning til den anden. Vi går fra en Joy Division-inspireret (eller måske rettere tyvstjålet) støjguitar, der er alt for højt mixet på ‘Give Yourself a Try’, direkte over i kvalmende sukkersød tropisk pop på ‘TooTimeTooTimeTooTime’, uden at der gøres noget forsøg på sammenhæng.
Albummet bliver i sine mest højtragende øjeblikke også mere belærende, end det kan holde til – dels da gruppens tekster bare ikke er stærke nok i disse felter, dels da den instrumentale palette er smurt ind i så meget 80’er-cheese og malplaceret hiphop-autotune, at det er svært at tage seriøst. Især er ‘Love It If We Made It’, ‘Give Yourself a Try’ og det alt for lange interludium ‘The Man Who Married a Robot / Love Theme’ til at krumme tæer over.
The 1975 skulle heldigvis allerede have deres næste album klar til maj. Så bør vi forhåbentlig få det skarpe popalbum, de har vist, at de burde være i stand til at lave, frem for endnu et overdimensioneret monstrum, der forsøger at behandle eksistentielle problemstillinger.
Kort sagt:
Selv om The 1975 absolut kan skrue en god popsang sammen, lykkedes de i langt mindre grad med at sammensætte et konceptuelt album om menneskehedens færden på internettet.