Ibrahim Electric

Ibrahim Electric er tilbage med deres syvende album, hvis trackliste grangiveligt lyder som boss-lineuppet fra et af de mange 80’er-Nintendo-spil med den lille blå robot Mega Man. Som sædvanlig er de tre anarkistiske jazz-rødders blik rettet stift, men komplet vindøjet, dels mod det store mørke kontinent og dels på surfrock-koryfæer som Link Wray og Dick Dale, når det kommer til inspirationen.

På ‘Reversoman’ rider melankolske, tuaregblues-agtige guitarfraseringer således rodeo på en hoppende funky afrobeat-nerve, der også bærer den passende behændige ‘Handyman’, mens ‘Caveman’ og ‘Boogeyman’ i den anden ende af genrespektret kæmper med hinanden om at være skivens baddeste boogie i en sammenkogt sovs, der smager som lige dele Ghostbusters, Blues Brothers og Addams Family garneret med sort peber i rigelige mængder.

Læs anmeldelse: Ibrahim Electric ‘Royal Air Maroc’

Men der bliver også budt på sager som den discoide, festlige og fjollede ‘Partyman’ og ‘Runningman’, der med sit nærmest 80’er-heavy-agtige islæt i introen og pumpende, atletiske drive nok er det mest ligefremme og rockede, Ibrahim Electric nogensinde har begået.

Og lagt sammen med de maskuline, nærmest Sean Connery-sofistikerede oder ‘Machoman’ og ‘Superman’ er facit, trods enkelte skipbare skæringer afgjort et af den danske jazz-for-folk-som-ikke-kan-lide-jazz-trios bedste og mest varierede album. Altid underholdende, kun sjældent plat og frem for alt forsynet med et imponerede instrumentalt overskud, der giver den ellers banale konstellation af hammondorgel, guitar og trommer virtuose vinger.