MGMT leverede euforisk feststemning på en kold hverdagsaften
Med frodige stueplanter, græske søjler og en stor diskokugle var scenen sat til et maksimalistisk show med MGMT.
På deres seneste album ‘Little Dark Age’ har d’herrer Benjamin Goldwasser og Andrew VanWyngarden undergået lidt af et hamskifte og implementeret introspektive dark wave-nuancer i den musikalske palet som modtræk til de neopsykedeliske pangfarver, de spredte ud over den alternative musikscene for et årti siden.
Seancen åbnede ganske andægtigt med den vuggende, Bowie-agtige ‘Alien Days’, og senere blev vi trakteret med endnu en demonstration af duoens afdæmpede dyder, da ‘When You’re Small’s akustiske intimitet yderligere blev pointeret, som Goldwasser og VanWyngarden positionerede sig i skrædderstilling forrest på scenen.
Skulle man frygtede en lettere reserveret stemning i betragtning af, at det var en hverdagsaften, og folk muligvis havde tankerne fæstnet på ’Jamen, vi skal jo også tidligt op i morgen’, forduftede sådanne anelser øjeblikkeligt, da det indledende keyboard-hook i ‘Time to Pretend’ vakte gjaldende jubel.
Den energi, som blev udløst i takt med gennembrudshittet, var lige præcis det, som bandt resten af koncerten sammen.
Det var tydeligt, at gruppen ville festen, og nye sange som ‘Little Dark Age’s forstærkende synth-groove og den vocoder-indsvøbte ‘James’ blendede glimrende sammen med den kækt sofistikerede ‘Flash Delirium’ og den progressive odyssé ‘Siberian Walks’. Glimrende eksempler på MGMT’s vellykkede favntag med 70’ernes rockkoncepter side om side med en lyd forankret i 80’ernes æstetik.
At aftenens agenda var »we got the vision, now let’s have some fun« (fra førnævnte ‘Time to Pretend’) stod soleklart, da koncertens finale blev kørt i stilling med et hav af svajende arme under ‘Electric Feel’, VanWyngarden i kælent groovy humør under ‘Me and Michael’, samt en helt forrygende ‘Kids’, som nærmest udviklede sig til et indie-rave og spredte eufori helt ned til den bagerste bar i Store Vegas sal.
Det var også som om bandet kom lidt mere op at køre over denne energi, for til slut tog den løsslupne stemning helt over, da VanWyngarden kastede en gummiand (’the encore duck’) ud blandt publikum og lod det arme dyr tyre rundt blandt de feststemte koncertgængere.
Et lettere corny indslag, men også en imødekommende inkluderende gestus overfor et publikum, som lod tirsdag være tirsdag og i den grad var klar på fest.
Kort sagt:
Med et effektfuldt snit lagt mellem 70’ernes progressive rocktendenser og 80’ernes funklende synthæstetik formåede MGMT at gøre den ofte udfordrende disciplin ‘hverdagskoncert’ til en feststemt aften med tydelig begejstring både foran og på scenen.
Læs anmeldelse: MGMT ‘Little Dark Age’