ÅRET DER GIK. Man behøver hverken grave i fanteorier om den umiddelbart lykkelige slutning på ’The Haunting of Hill House’ eller gennemtrawle de skjulte spøgelser i det hjemsøgte hus for at finde interessante aspekter ved Netflix’ succesfulde gyserserie.
Faktisk tager det ikke meget mere end et par minutter af første afsnit, før serieskaberen Mike Flanagan smider sit stærkeste kort på bordet. Da den lille pige Nell vækker hele familien med et skrig i deres store, hjemsøgte villa, Hill-huset, fortæller hun grædende om kvinden med den krumme nakke, som viser sig over hendes seng. Hurtigt maner storebror Steve og faren Hugh den lille pige til ro. Sådanne monstre findes ikke ude i den virkelige verden, forsikrer de.
Men da hun igen lægger sig til at sove, ser vi ved selvsyn Nells plageånd: Omridset af et indsunkent ansigt, omringet af sort fedtet hår og en kroget nakke – The Bent Neck Lady.
Hendes maltrakterede krop og pludselige fremkomster vækker hurtigt minder om moderne gysermonstre som heksen Bathsheba, der krænger sig over et klædeskab i ’The Conjuring’, og dæmonen Babadooks faretruende silhuet, forgabt i skygger i filmen af samme navn. Mest af alt ligner hun dog nogle af Asiens mest uhyggelige unge kvinder.
Ligesom de hævngerrige spøgelser Sadako Yamamura og Kayako Saeki fra henholdsvis ’Ringu’ (’The Ring’) og ’Juon’ (’The Grudge’) har hun langt klistret hår, som dækker over et ligblegt ansigt med udspillede øjne, og er iklædt en hvid natkjole. Og da hun troner dominerende over en søvnparalyseret Nell, er det svært ikke at tænke på Jee-won Kims eminente ’A Tale of Two Sisters’, hvor et lignende spøgelse kravler over karmen på en ung piges seng.
Men udseendet er langt fra det eneste, The Bent Neck Lady har til fælles med disse klassiske monstre. Ligesom dem er hun en manifestation af dybtliggende traumatiske oplevelser.
Et spøgelse på bagsædet
’The Haunting of Hill House’ er først og fremmest en serie om, hvordan traumatiske oplevelser aflejrer sig i vores videre liv og hverdag. For familien Crain ligger traumet tæt på hjertet, da de fem børns mor begår selvmord under et sommerophold i Hill-huset. Mere end tyve år senere hjemsøges samtlige familiemedlemmer stadig af den skæbnesvangre sommer.
Nell hjemsøges af kvinden med den krumme nakke i øjeblikke, hvor hun føler sig allermest alene og svigtet. Hun viser sig, da tvillingebroren Luke stikker en heroinsprøjte i armen lige ved siden af hende, og da hendes mand pludselig dør af en blodprop i hjernen.
Men i løbet af serien bliver spøgelset til mere end blot en uhyggelig påmindelse. Hvor hun i den første halvdel fremstilles på skræmmende maner, bliver hun i sidste halvdel noget nær en vogter over de resterende familiemedlemmer.
Det kulminerer i seriens mest mindeværdige jumpscare i afsnittet ’Witness Marks’. Familien ræser imod Hill-huset, hjemstedet for alle deres traumer, for at redde Luke, som er fast besluttet på at brænde det til grunden. Afsnittet bruges hovedsageligt på et ophedet skænderi mellem de to søskende Shirley og Theo. Theo prøver forgæves at komme tæt på søsteren og dele de sår, hun bærer rundt på, med en storesøster, der lytter med døve ører i bilen.
Ud af det blå, mens vi som publikum er fuldstændigt opslugt af karakterdramaet, hopper The Bent Neck Lady frem fra bagsædet af bilen i et horribelt, angstfuldt hyl.
Et skelsættende øjeblik
Øjeblikket er i sig selv nok til at sende selv den hårdeste horror-hund flyvende i dækning under dynerne. Men jumpscaret fremviser ikke blot Mike Flanagans evne til at ryste sit publikum i deres grundvold med utrolig simple virkemidler. Det bliver også øjeblikket, hvor de to søskende forstår alvoren af den situation, de befinder sig i. Endelig begynder de at se ud over deres egne navler og vise hinanden empati og omsorg. Alt sammen på grund af manifestationen af deres søsters traumer, ikke deres egne.
Lægger man det sammen med den sandhed om The Bent Neck Lady, serien åbenbarer i afsnit 5, bliver hun mere end et hadefuldt, hævngerrigt spøgelse, som vi har oplevet så mange gange før. Mest af alt minder hun om det tragiske spøgelse Santi fra Guillermo del Toros gotiske gyser ’The Devil’s Backbone’. Et spøgelse, der lige så meget er en skræmmende reminder om fortidens ugerninger som et incitament for en gruppe bange børn til at se bort fra hinandens forskelligheder og i stedet arbejde sammen for at overkomme dæmonerne.
Guillermo del Toro er gysergenrens store humanist. Det er bestemt ikke de værste fodspor, Mike Flanagan med ’The Haunting of Hill House’ træder ned i.
Læs også: Radikalt afsnit af ‘The Haunting of Hill House’ er lige til at græde over