Wilco

Baby, når gruset på livets landevej bliver til kampesten, og alt synes uoverstigeligt, er der en skulder at græde ved. For »Wilco will love you always«, lyder det på åbningsnummeret på gruppens nye album. En lignende klippefast garanti har man også kunnet udstikke i forhold  til den musikalske kvalitet hos bandet, der fra et ærke-amerikansk alternativ country udgangspunkt i midten af 90’erne siden hen har udfordret den skabelon med eksperimenterende pop- og rock-strukturer.

‘One Wing’ er en nænsomt opbygget, smuk sjæler, der viser tænder til sidst. ‘Bull Black Nova’ åbenbarer effektfuldt den anden side af frontmand Jeff Tweedys/Wilcos temperament. Guitarerne og den dybe bas-dronen falder sammen i et næsten enerverende og skurrende crescendo og tegner  hidsigt konturerne af en person, der er ved at krakelere, mens Tweedy gisper »I can’t think….«

I 2009 synes kernen i frontmand Jeff Tweedys sørgmodige udsyn parret med en til tider uregerlig dynamik stadig umulig at korrumpere. Dog fremstår sidste halvdel af albummet en tand svagere end de første fem-seks sange. Og nu vi er ved ankerne, så er ‘You and I’ en god, men ikke uforglemmelig duet med canadiske Feist. Bevidst underdrevet, måske. Men jeg savner nu, at de to fine sangere gav endnu mere los og kastede sig i følelsernes vold. Well, tilbage på denne bundlinie står, at Wilcos kærlighed til lytterne er gengældt.  ‘Wilco (The Album)’ er ikke decideret brillant, men absolut glimrende.