- Vennerne blev rapstjerner, mens han knoklede 9 til 5: »Man glemmer sine drømme, og hvad man egentlig vil«
- De fem største scoops blandt de første Roskilde Festival-annonceringer
- Din yndlingsrapper deler scenen med ham. Din konge ser fodbold med ham. Er der nogen i landet, der ikke elsker Thor Farlov?
Alice in Chains
Lad os bare få det ud af verden med det samme: Nej, Alice in Chains’ nye forsanger William Duvall kan, på trods af en hæderlig indsats, ikke måle sig med det hendengangne Seattle-ikon Layne Staley. Men når det er sagt, så er det forbløffende, hvor meget ‘Black Gives Way to Blue’ stadig føles som et rigtigt, autentisk Alice in Chains-album, og endnu mere forbløffende at grunge-veteranerne stadig lyder relevante og kontemporære på trods af, at de stort set ikke har ændret på formlen siden seneste skive, der trods alt ligger knap 14 år tilbage i tiden.
Kombinationen af Jerry Cantrells dystre, pulserende guitarteksturer og de sært hypnotiske flerstemmige vokalmelodier går stadig lige i sjælen på undertegnede, og sange som ‘All Secrets Known’, ‘Check My Brain’ og ‘Take Her Out’ kan sagtens måle sig med det bedste fra bandets bagkatalog. Ligegyldigt hvor meget man forsøger at abstrahere fra det, så fylder fraværet af Layne Staley dog stadig meget. Man fornemmer det hul, han for altid har efterladt, og man savner hans stærke, sjælfulde stemme, som ville kunne have løftet albummet det sidste stykke. Men selv uden Staley er ‘Black Gives Way to Blue’ en overbevisende genfødsel af et visionært band, og det giver stærkt håb om en helt ny epoke i bandets historie.
Alice in Chains. 'Black Gives Way to Blue'. Album. EMI.