Aarhusianske Athletic Progression fusionerer stilbevidst hiphop, soul og jazz
Jazz er ikke den genre, der vækker den helt brede opmærksomhed længere. Der er skam masser af liv i genren, men det er kun en brøkdel af det, der får hype i jazzcirkler, der på nogen måde er bygget til nogensinde at nå længere ud end netop disse cirkler.
Men der er skam nogle få kunstnere, der på det seneste har formået at tale til folk, der ikke typisk har jazz i rotation. Kunstnere som Robert Glasper, Kamasi Washington, BadBadNotGood og Esperanza Spalding har de seneste mange år luret mange lyttere ind i jazzens verden ved stilfuldt at inkorporere elementer af genrer som neosoul, hiphop og moderne r’n’b. Den tendens ser vi også i Danmark, blandt andet med den aarhusianske trio Athletic Progression, der nu har udgivet debutalbummet ‘Dark Smoke’.
På et rent teknisk plan er der praktisk talt intet at klage over. Det danske jazzmiljø er så esoterisk, at man ikke kan slå igennem, hvis man ikke har virkelig godt styr på sin teknik. Samtidig er gruppen ret stilbevidste. Deres rytmik læner sig meget op ad det, hiphopproduceren J. Dilla præsenterede på sit klassiske album ‘Donuts’ – men hvor J. Dilla var 100 procent samplebaseret, er Athletic Progressions musik håndspillet, og dertil har de sørget for godt med lækre, jazzede akkorder.
De har dog også skabt et lydbillede, der er rigtig bekvemt. Næsten så bekvemt, at albummet savner øjeblikke, der fremprovokerer store følelser. De øjeblikke er der: Blandt andet på ‘Battlefield’, hvor en guitarsolo bliver dejligt øm, på titelnummeret, hvor det overordnede lydbillede bliver helt hengivent, og på ‘Stepney Tale’, hvor den engelske rapper Isatta Sheriff leverer en stærk, personlig tekst.
Men alligevel – disse øjeblikke kommer ikke ofte nok. I stedet bliver tonen blot hyggelig. Den A Tribe Called Quest-lydende ‘Stay Mellow’ har et gennemført, underspillet beat, men det ender kun med at give mere fokus til, at gæsterapperen Blacc El har et ret kedeligt flow, og musikken skaber slet ikke den fest, som hans livsglade lyrik lægger op til.
Der er gæstevokalister på to tredjedele af albummets sange, og sangeren Minna Forouzandeh dukker op på hele fire af disse. Hun har en stemme, der minder lidt om en ung Erykah Badu, og der er glimrende kemi med bandet. Men når så stor en del af albummet kommer til at fokusere på hendes sang, begrænser det, hvor eventyrlystne, bandet kan blive.
For når det kommer til stykket, så er gruppen ikke nær så stærke til at skrive sjælfulde sange, som de er til at gakke ud over et groove. Hør blot deres vanvittige P8 Jazz Alive-optræden – eller mere oplagt, hør albummets instrumentale afslutningsnummer, ‘Club Berlin’, hvor hele den bekvemme lyd dekonstrueres af en vidunderligt hektisk rytmesektion. Flere numre som ‘Club Berlin’ ville have været kærkomment. Her viser de, at de kan blande jazz og hiphop på en måde, der ikke blot er effektiv, men også unik, frisk og kærkommen.
Kort sagt:
Athletic Progression har uden tvivl en spændende fremtid i vente, og selv om deres første album er endt med at have lidt langt mellem snapsene, fremviser de fint deres ubenægtelige evne til at fusionere hiphop, soul og jazz.