Ice Cube

En fyldt KB Hallen sidst i juli i år vidnede på imponerende vis om, at Los Angeles-rapperen Ice Cube stadig er lige så aktiv og internationalt appellerende som i dagene med N.W.A for godt og vel 20 år siden. Men når de danske fans især gik amok til Cubes fantastiske bagkatalog, siger det på sin vis også noget om udfordringerne i at genopfinde sin musikkarriere efter flere år i Hollywood – og om kvaliteten på hans nye album ‘Raw Footage’.

Når Ice Cube er så fed live, skyldes det især hans sublime stemmekontrol og insisterende flow, og den del har han altid kunnet overføre til sine plader. Men det viser sig desværre hurtigt, at mange af numrene på ‘Raw Footage’ lyder alt for ens og for tamme. Især går produktionerne i selvsving med klassiske pianostykker og tunge trommespor krydret med simple one-line-omkvæd. Pladen mangler i høj grad de uptempo-numre, der plejer at være obligatoriske på Cubes plader og variere hans vokal.

Hvor ‘Laugh Now, Cry Later’ fra 2006 lød som det nødvendige comeback-album med storladne produktioner og autentisk (genfunden) indignation, virker ‘Raw Footage’ mere bare som en række numre. Det er altid befriende med Cubes samfundsbevidste hiphop, men med referencerne til Obama og universitetsmassakrer og den evindelige forsvarstale for gangsterrap bliver det næsten for forudsigeligt. Indtil næste plade, eller bare i det hele taget, kan vi kun håbe på, at Ice Cube snart lader os opleve alle klassikerne live igen.