Cardi B var det navn, jeg glædede mig mest til at se på Roskilde Festival sidste år. Måske faktisk den artist, jeg glædede mig mest til at se i hele 2018. Så jo, jeg blev pænt nedslået, da hun aflyste koncerten på grund af sin graviditet.
Men nu, hvor newyorker-rapperen (hurra!) er annonceret til Roskilde igen i år, slog det mig: Er det ikke en meget stærkere booking nu, end det var sidste år?
Først og fremmest: Jo, det havde også været genialt i 2018. For sidste år var Cardi selvfølgelig på toppen af en utrolig hype i kølvandet på ’Bodak Yellow’. Hendes personlighed, karisma og overjordiske selvsikkerhed havde overvundet os alle. Jeg glædede mig til at se hiphoppens nye store stjerne.
Men hun var altså også en kunstner, der primært havde sluppet mixtapes, først lige var brudt igennem og på mange måder var ekstremt upoleret. Cardi B var først en stjerne på sociale medier og reality-tv, egentlig ikke en musiker med stort M. Hun stod på en måde til at spille på Arena, før hun for alvor havde prøvet kræfter med store eller bare mellemstore scener før.
Man kan bare læse nogle af artiklerne og anmeldelserne fra dengang for at se, hvor nybagt en rapstjerne, det her var.
The Faders store interview fra sommeren 2017 beskriver, at Cardi B først lige har droppet reality-karrieren for musik. Det handler meget om, hvordan hun stadig er ved at udforske sin egen lyd og ved at lære præcis, hvad det vil sige at være rapper. Samtidig med, at hun stadig har én fod på gaden: Et sted siger hun, at hun kun går udenfor i New York, når hun har 100 folk med, og at hun altid har et barberblad mellem ballerne.
Hun var stadig ved at blive en musikartist blot et år før Roskilde 2018. Dén proces var stadig i gang i slutningen af 2017, hvor Cardi stedvis spillede ultrakorte, kaotiske og forsinkede shows.
Én artikel i Washington Post fortæller, at hun gik på over fire timer (!) for sent og på et tidspunkt sad og lavede live-videoer til sociale medier, mens hendes fans ventede udenfor. Som om det virtuelle stadig fyldte mere end den helt konkrete koncertvirkelighed.
»Hendes set var fem sange langt, og hun brugte resten af tiden (15 minuter mere) på at tage selfies med fans, hænge ud på scenen og danse for sig selv, mens hendes dj spillede club bangers af folk som Playboi Carti og Migos. Utroligt nok blev hendes tro fans hængende og så på, mens de tog billeder og Snapchat-videoer. Åbenbart er din blotte tilstedeværelse nok, når du er Cardi B«, hedder det i anmeldelsen.
Det havde helt sikkert ikke været nok på Roskilde. En festivalscene som Arena kræver mere end sådan et hyggeshow. Selvfølgelig havde koncerten på Roskilde Festival været over et halvt år efter ovenstående optræden, og Cardi B havde uden tvivl forberedt sig meget. Men det føles måske alligevel som et lidt stort skridt meget tidligt.
En anden faktor er, at tiden omkring gennembruddet var ekstremt hektisk og stressende – et faktum Cardi har været meget åben omkring på sociale medier. Det er sikkert heller ikke blevet gjort nemmere af, at hun blev mor (og single) sidste år. Så det er forståeligt, at der har været beretninger om sløje shows, hvor Cardi virkede udbrændt og erklærede fra scenen, at hun var træt.
Dén Cardi, der skulle kæmpe med at mestre store scener på ekstremt kort tid og samtidig var tynget af stress, synes dog at være forsvundet i 2019. Der er nemlig sket utrolig meget siden da: Hun har spillet tv-optrædener, festivalshows og arenaer.
Disse dage optræder hun med et topprofessionelt show, der inkluderer seks dansere, stærke vokalpræstationer og fuldt engagement. Det er i hvert fald, hvad man hører fra Australien, hvor hun har spillet nogle af sine første festivalshows i år. Mediet Junkee kaldte hendes show til Field Day-festivalen »en næsten perfekt måde at starte 2019 på« og komplimenterede hendes flow og levering.
Andre steder er dén optræden også blevet bemærket for et af Cardi B’s signatur-moves: En rimelig vanvittig twerk-session midt på scenen. Så nej: Hun har ikke mistet sin umiskendelige stil, bare fordi hun er blevet en af verdens største hiphopstjerner. Gudskelov! Ingen kan sige til hende, om hun skal twerke eller ej.
De ovenstående reportager er selvfølgelig kun enkeltstående begivenheder. Det kan være, hun bare havde nogle dårlige dage i 2017 og 2018, og nu har haft nogle bedre shows i 2019. Men det virker umiskendeligt som om, Cardi B har gennemgået en udvikling. Og nu er klar til den helt store scene.
Og apropos store scener: Hun skal spille Orange! Det er da også på sin plads, at vi får Cardi at se på Roskildes signaturscene. I 2018 havde det måske næsten været for meget med Arena. Men i 2019 virker hun klar til Orange. Og det skyldes også, at tiden har bevist, at hun har sangene til det.
For gennem det seneste års tid er hendes 2018-album ’Invasion of Privacy’ kun blevet større. ’I Like It’ blev et kæmpe sommerhit, men også de andre albumsange lever stadig i dén grad videre i folks bevidsthed. Og så har hun også udgivet den stærke single ’Money’ samt gæstet et hav af sange. Og hvem ved, måske kommer der endnu mere ny musik, før Roskilde starter?
Uanset hvad, så tyder meget på, at Cardi B nu har sangene, erfaringen og evnerne til at levere et Orange-værdigt show. Jeg glæder mig. Endnu mere, end jeg gjorde i 2018.
Læs også: Roskilde Festival afslører 23 nye navne – Cardi B og Mø på Orange
Læs også: Roskilde Festival: Her er vores favoritter i dagens bandpakke