1. Cardi B
Jublen var stor, da Cardi B midt-mainstreamgennembrud blev annonceret til sidste års Roskilde Festival. Ærgrelsen var dog mindst lige så omfattende, da annonceringen blev hevet i land igen: Cardi viste sig at være gravid og hendes lille datter så godt som færdigbagt cirka samtidig med den orange teltdugs udrulning.
Men heldigvis fik sidste års aflysning ikke Roskilde til at stryge Cardi B af ønskelisten, og (fingers crossed) går det hele i opfyldelse i år på Orange Scene. Med sig medbringer hun (foruden sit ’Gangsta Bitch Music’-mixtape-bagkatalog) sidste års stærke debutalbum ’Invasion of Privacy’ – måske krydret med nye toner, hvis man skal spå ud fra hendes sporadiske studie-updates på de sociale medier.
2. Jpegmafia
»Jeg har aldrig set nogen skabe så meget kaos«, lød dommen fra vores hiphopekspert Kristian Karl, da han i november overværede Jpegmafia smadre igennem på Loppen. »Jpegmafia-sangene i studieversioner er som Bruce Banner. Kloge, avancerede, sofistikerede. Men live bliver de til Hulken: De river deres egen skjorte i stumper og stykker og stormer afsted«, skrev han.
Mere præcist kan det nok ikke beskrives. Den amerikanske rapper og producer kan fyre op under sit publikum som ingen anden, og samtidig leverer han velfunderet, samfundskritisk lyrik over kryptiske, innovative og sample-tunge produktioner. Foreløbig er det mundet ud i tre album og to mixtapes – senest det anmelderroste ’Veteran’ fra sidste år.
Apollo-publikum: Gør jer klar til endnu et år med moshpits.
3. Jorja Smith
Jorja Smith stod for et af sidste års mest overbevisende brede gennembrud, da hun slap det flotte debutalbum ’Lost & Found’. Hendes gudsbenådede, silkebløde vokal spår om en lovende fremtid for den unge brite, der bevæger sig mellem dragende neosoul og catchy r’n’b med charmerende, flabede hiphop-afstikkere.
Efter hun tidligere på vinteren spillede for et udsolgt, brandvarmt Store Vega, er en scene af Arenas størrelse ikke utænkelig – den kræver dog, at Smiths scenetilstedeværelse ryger et lille nøk i vejret, hvis ligningen skal gå helt op og talentet forløses bedst muligt.
4. Barselona
På Roskilde Festival 2016 blev det første spadestik til bandet Barselona taget, da Rud Aslak og Rasmus Theodor hang ud i deres solbeskinnede efterskolelejr. Allerede året derpå spillede de på Rising-scenen. I år er Barselona trådt ud af opvarmningens skygge og er – med to stærke ep’er i ryggen og endnu mere nyt materiale på trapperne – blevet en del af festivalens regulære musikprogram.
Et sådant tempo kræver format. Men er der noget, Barselona både på scenen og i deres overmåde stilsikre udvikling har bevist, at de har, er det dét. Derfor er det svært at forestille sig andet, end at det bliver en fryd at opleve en af Danmarks mest lovende duoer indtage festivalen – helt optimalt på en intim, men rummelig scene som Avalon, hvor Rud Aslaks dragende intensitet kan nå helt ud over scenekanten til bandets særdeles loyale publikum.
5. Mø
Der er fart på den gode Mø, der er ude i den store verden og sætter lille Danmark på pop-verdenskortet. Derfor er det altid et kærkomment gensyn, når verdenskvinden vender snuden hjem mod de danske himmelstrøg for at levere en af sine altid veloplagte, højenergiske og helhjertede liveshows.
Sidst Karen Marie Ørsted besøgte Roskilde Festival, leverede hun en rørende hjemmebanesejr på Orange Scene, der fik vores anmelder til at hive hele seks stjerner ud af ærmet. Siden da har hun begået sit album nummer to, ’Forever Neverland’, der bidrager med stærke hits som ’Blur’ og ’Sun in Our Eyes’, som uden tvivl vil gøre sig storartet i det orange skær.
6. Stella Donnelly
Første gang, du lytter til Stella Donnelly, vil du nok blive grebet af hendes lyse, sødmefulde vokal. Ellers hendes blide singer/songwriter-folk, det ømme fingerspil eller de charmerende minimalistiske produktioner.
Anden gang spidser du ører. Og pludselig går det op for dig, at Stella Donnelly med sin blide folkmusik i virkeligheden leverer en knivskarp, sylespids spidning af et misogynt patriarkat. Misbrugs- og victim blaming-kulturen, som Donnelly også selv har haft inde på livet, får sig en solid røffel pakket ind i overskud, satire og melankoli, der i sine kontraster kun gør budskaberne så meget desto mere tankevækkende.
Til marts udkommer Donnelly med debutalbummet ’Beware of the Dogs’ via Secretly Canadian – og lytter du til førstesinglen ’Old Man’ (og ikke mindst debut-ep’en ’Thrush Metal’ fra sidste år), vil du ikke være i tvivl om, hvad vi mener.
7. Sophie
Da Sophie sidste år leverede sit debutalbum ’Oil of Every Pearl’s Un-Insides’, var det som en mavepuster af indtryk. Mekaniske, manipulerede og småmaniske udtryk, der blander blod, sved og tårer med det helt ømme, nøgne og sårbare.
Sophie er en kontrasternes kunstner, hvis elektroniske, hyperrealistiske artpop stråler midt i en hvirvelvind af det blide og voldsomme. Det bliver uden tvivl et mere end almindeligt spændende bekendtskab på scenen, hvis hun har bare en brøkdel af samme gennemslagskraft, som hun besidder på plade.
8. Lucy Dacus
I foråret betog Lucy Dacus sine fans – og ikke mindst Soundvenues anmelder – med sit andet album, ’Historian’, der viste hende som en af de »finest registrerende lyrikere på musikscenen«. Senere samme forår bjergtog hun Stengade med »en fuldstændig enestående smuk vokal og en ukuelig ro«. Et par imponerende bedrifter for den amerikanske singer/songwriter at kunne bryste sig af.
Sidste år slog Dacus endvidere pjalterne sammen med Phoebe Bridgers og Julien Baker i den vellykkede supertrio Boygenius, der med deres selvbetitlede debut lykkedes med at skabe en af 2018’s allerbedste udgivelser. Netop Julien Baker er i dag også blevet tilføjet Roskilde-plakaten, så vi mangler faktisk kun Bridgers for, at de tre talenter kan optræde både hver for sig og i samlet flok: Dét ville være sejt.
Læs også: Roskilde Festival afslører 23 nye navne – Cardi B og Mø på Orange
Læs også: Hun aflyste Roskilde sidste år: Derfor er Cardi B en endnu bedre booking i 2019