Lucy Dacus bjergtog Stengade med himmelsk vokal og ukuelig ro
Lige nu bliver musikverdenen beriget med en mindre horde af unge, kvindelige rockmusikere, der virkelig imponerer med deres elegante guitarspil og finurlige, af og til lidt emo-agtige tekster.
Der er den hjerteskærende Julien Baker, den sofistikerede Phoebe Bridgers, underspillede Soccer Mommy, og så er der Lucy Dacus med hendes guitarbårne rocknumre og nøgterne, beskrivende tekster. Hun besidder en helt særlig karismatisk ro, der fastholdt alles opmærksomhed i det meget varme og svedfyldte Stengade mandag aften.
Bag et par store runde brilleglas hilste Dacus på sit publikum efter åbningsnummeret ‘Addictions’ fra 2018-albummet ‘Historian’, og fra hun sang den første linje, »freeze frame, tidal wave in the passengers side«, rejste hårene sig på armene. Hun har en fuldstændig enestående smuk vokal, og ikke på noget tidspunkt under koncerten anede man usikkerhed i hendes stemme.
Allerede fra andet nummer ‘The Shell’ blev der smadret igennem, og koncerten var en fin vekslen mellem intime øjeblikke, hvor Dacus’ virkelig flotte tekster fik plads, og mere smadrede passager, hvor både hendes guitar og vokal fik smurt et tykt lag distortion på. Lige så smuk hendes vokal er i sit mest naturlige leje, lige så interessant er den, når hun brager igennem og lader den farve af en lille smule knas.
Dacus og hendes solide band spillede overvejenede numre fra ‘Historian’, men hen mod koncertens slutning blev der også plads til sange fra debuten ‘No Burden’. Heriblandt debutsinglen ‘I Don’t Wanna Be Funny Anymore’ og den catchy ‘Strange Torpedo’.
Blandt højdepunkterne var også den fremadstormende ‘Pillar of Truth’ og det fine ekstranummer ‘Historian’, hvor Dacus for første og eneste gang i koncerten smed guitaren og stod afvæbnet foran sit publikum. Endnu en gang demonstrerede hun en helt urokkelig ro.
Men den statisk rolige Dacus og hendes ligeledes tilbagelænede band blev dog næsten for rolige igennem den timelange koncert. Man savnede af og til, at stemningen fik et skud energi, for selv om der var masser af energifyldte udsving i lydbilledet, var det hele også så urokkeligt behersket, at det blev en smule monotont.
Der er dog ingen tvivl om, at det overskud og den ro, Lucy Dacus besidder, er hendes allerstørste styrke. Hvis hun formår at afstemme den med en lille smule løssluppenhed, kommer hun til at tryllebinde sit publikum fremover.
Kort sagt:
Lucy Dacus har en fuldstændig enestående smuk vokal og en ukuelig ro. Koncerten på Stengade var en fin vekslen mellem intime øjeblikke, hvor Dacus virkelig flotte tekster fik plads, og mere smadrede passager, hvor både hendes guitar og vokal fik smurt et tykt lag distortion på. Man savnede dog af og til, at stemningen fik et skud energi, for selv om der var masser af energifyldte udsving i lydbilledet, forblev Dacus og hendes band så urokkeligt beherskede, at koncerten fremstod en lille smule monoton.