Lucy Dacus’ ‘Historian’ viser hende som en af de finest registrerende lyrikere på musikscenen
Perlen på den da blot 20-årige amerikanske sangskriver Lucy Dacus’ debutalbum ’No Burden’ fra 2016, singlen ’I Don’t Wanna Be Funny Anymore’, kan ses som en foregribelse af den gældende Metoo-tidsånd.
Sangen handler om selv at kunne definere hvem man er, og hvad for en identitet man møder sine omgivelser (for)klædt som, frem for at det er op til andre (læs: mænd) at fælde en hurtig dom på ens vegne – et problem, eller en tendens, der har været forbundet med særlige omkostninger og kampe for kvinder på den maskuline legeplads, der kalder sig for musikindustrien: »I got a too-short skirt / maybe I can be the cute one?«, synger Dacus, og fortsætter: »Is there room in the band? / I don’t need to be the frontman / if not, then I’ll be your biggest fan«.
’I Dont’ Wanna Be Funny Anymore’ afslørede en sangskriver, der er god til at blande humor og melankoli, kan skrive linjer, der indkapsler et væld af følelser og konflikter med ret simple midler, og som har en stemme, der er vis og vidende, samtidig med at den bærer sin ungdom stolt som et våbenskjold.
Albumtitlen på hendes andet album, ’Historian’, lægger op til en art selvdefinition, en beskrivelse af den aktivitet, Dacus praktiserer med sin sangskrivning: Hun fortæller historier, dokumenterer snapshots fra en reel eller fiktiv virkelighed, der tilsammen giver en fornemmelse af levet moderne liv.
På ’Yours & Mine’ synger hun linjerne, »For those of you who told me I should stay indoors / take care of you and yours / but me and mine, we’ve got a long way to go«, der får én til at overveje, om hun nogenlunde adresserer den samme problematik som i det to år gamle ’hit’.
Men mere generelt folder hun historier ud med den dedikerede og trænede kortprosaforfatteres fornemmelse for, at økonomisere med sine virkemidler: at få sagt en masse med så få ord som muligt. Og hendes tematikker har fået mere vægt, er mere modnede og mere pointerede (uden at virke det mindste kalkulerede).
Alene i første vers i det seks minutter lange åbnings-(og glans-)nummer, ’Night Shift’ får Dacus formidlet en masse om bruddets natur set i lyset af det kærlighedsforhold, der går forud, ligesom hun excellerer i en let undertrykt humoristisk tone, der dog aldrig glider over i det effektjagende – dertil er hendes fraseringer enten nøgterne eller let patosfyldte (som anerkender hun på den måde, at alle følelser har interesse for historikerens blik).
Karakteristisk er albummets åbningslinjer: »The first time I tasted somebody else’s spit, I had a coughing fit / I mistakenly called them by your name / I was let down, it wasn’t the same«. Man ser her Dacus’ evne til på en og samme tid at være specifik (spyt, hosteanfald) og tvetydig (hvem er ’de’? – og hvorfor gjorde ’det’ hende nedtrykt?).
Det er næsten en skam ikke at citere lyrikken til slutsangen, ’Historians’ i sin helhed, for her binder Dacus på fornem vis en sløjfe om hele albummets sondering over temaer som identitet og erindring, men demonstrerer også hvordan hendes metode som sangskriver (eller som ’historiker’) fungerer og giver tifold tilbage på den tid man som lytter investerer i den.
Dacus er ikke (endnu?) nogen stor melodisk begavelse. Hendes melodilinjer er ofte rudimentære og springer ikke ligefrem ud og griber fast i struben på sin lytter, men omvendt er der en rugende kvalitet ved sangene, der gør at man vender tilbage til dem og til sidst (forhåbentlig) finder en krog, man kan hænge hjernens behov for genkendelse fast på.
Jeg er heller ikke sikker på, at Dacus’ forkærlighed for bastante elektriske guitarudladninger egentlig er en fordel for hendes sange, der måske kunne have fungeret mindst lige så godt med en mere spartansk instrumentering (a la Dacus’ gode ven og næsten-jævnaldrende åndsfælle, Julien Baker). Miksningen er også en kende mudret; det er som om det større lydbillede, Dacus opererer med på ’Historian’, ikke er faldet helt i hak.
Omvendt er for eksempel blæsersektionen på næstsidste sang, den syv minutter lange ’Pillar of Truth’, medvirkende til at løfte sangen det sidste nøk opad, så den folder sig ud som en slags gospelhymne for den tvivlende teenager.
Dacus er en imponerende skridsikker kunstner, der som bare 22-årig har fundet frem til en meget overbevisende fortællerstemme, der på stedet gør hendes til en af de finest registrerende lyrikere på musikscenen – med en ret forbløffende evne til at tage udgangspunkt i ydre hændelser frem for indre sindsstemninger.
Hun lader førstnævnte farve sidstnævnte – frem for omvendt (hvilket ellers er en klassisk ’begynderfejl’ hos yngre sangskrivere). I den forstand har hun leveret et album, der nærmest er definitionen på et ’meget lovende udspil’. Kulminationen på hendes talent har vi forhåbentlig endnu til gode.
Kort sagt:
Dacus er en imponerende skridsikker kunstner, der som bare 22-årig har fundet frem til en meget overbevisende fortællerstemme, der på stedet gør hendes til en af de finest registrerende lyrikere på musikscenen. Hendes evner som melodimager er desværre ikke af helt samme karat, men hendes sange besidder en rugende kvalitet over sig, der giver lytteren lyst til bestandigt at vende tilbage til dem.