Oxford Collapse
Oxford Collapse fik i 2006 et mindre gennembrud med albummet ‘Remember the Night Parties’, hvis lettilgængelige indierock appellerede til mange. Nu er Brooklyn-trioen med den insisterende sanger og guitarist Michael Pace i forgrunden tilbage med ‘Bits’, der, som navnet indikerer, er indspillet i små bider på forskellige lokaliteter.
Albummet begynder med lyden af en bil, der starter motoren og gasser op, og det er på mange måder en rammende indgangsvinkel. For efter hver gennemlytning efterlades man med en fornemmelse af lige at være blevet kørt over af en pickup-truck med de tre herrer bag rattet. Ikke fordi udtrykket er specielt hårdtpumpet, men snarere fordi næsten alle numre, hvoraf flere blot er to minutter lange, skydes af sted i femte gear og syder af indebrændt energi – blandt andet i kraft af trommeslager Dan Fetherstons rastløse spil.
Det er svært ikke at blive revet med af den drengede attitude, som sjovt nok fungerer bedst, når foden løftes lidt fra speederen som i den melodiøse ‘Featherbeds’ og den underspillede ‘Children’s Crusade’. Til gengæld går det helt galt i ‘A Wedding’, der uden held forsøger at krydse kammermusik med halvfalsk indievokal. Her bliver udtrykket fortænkt, og dermed fordufter den umiddelbarhed, der gør resten af albummet så charmerende.