Ben Gibbards spinkle vokal druknede under ellers vellykket Death Cab for Cutie-koncert
Det er næppe kontroversielt at påstå, at Ben Gibbard og Death Cab for Cutie ikke just er i deres glansperiode længere. Hvor vi i 00’erne fik det ene bundsolide album efter det andet, har 10’erne mest været præget af musik, der i bedste fald kunne tilfredsstille folk, der allerede var fans af gruppen, uden at det bragte mange nye til folden.
Alligevel kunne bandet i det herrens år 2019 spille for et udsolgt Store Vega og få de hypede undergrundsdarlings i The Beths til at agere support – hvor de desuden gjorde et storartet stykke arbejde. Så interessen er skam ikke forsvundet, og under koncerten var publikum nærmest lige så flinke til at synge med på de nye numre som på de gamle favoritter.
Death Cab startede deres koncert med ‘I Dreamt We Spoke Again’ fra det nye album ‘Thank You For Today’, og meget hurtigt kom adskillige små problemer til udtryk. Et af dem var Ben Gibbard som vokalist. Hans karakteristiske stemme er famøs for sin spinkle lyd, og han blev desværre overdøvet af resten af sit band næsten hver eneste gang, musikken blev højlydt. Og i de indledende numre var der nærmest konstant tryk på samtlige instrumenter, selv hvis studieudgaverne var mere nedbarberede.
Dertil blev bandet hurtigt kedelige at se på. Jovist, lysshowet var veludført, og der var skam energi på drengene, men på tværs af de første par numre var det nærmest bare de samme små bevægelser, de lavede på loop. Især i Gibbards tilfælde blev det lidt trættende, for som han konstant var i gang med både at tage små skridt og spille guitar, var det altså ikke altid, han ramte mikrofonen lige præcist.
Da vi nåede til de roligere numre, stod det ikke nær så skidt til. Med ‘Title and Registration’ kom bandet for første gang for alvor ud over scenekanten, og salen fik noget tid til at ånde. Da Gibbard satte sig bag klaveret til ‘What Sarah Said’, kom der endnu en tiltrængt afveksling i koncertens dynamik.
Som koncerten skred fremad, kom der gradvist flere smukke øjeblikke – blandt andet, da lysshowet gjorde Gibbard til en silhuet under den eksistentielle ’60 & Punk’. Momentvist var der stadig de samme problemer med Gibbards vokal, men det var slet ikke nær så gennemgående som i starten af koncerten.
Instrumentationen udviklede sig til at blive virkelig flot, så snart vi var nået væk fra de indledende numre. Der blev virkelig kælet for detaljer i lyden på numre som ‘I Will Possess Your Heart’, ‘Black Sun’, ‘You Are a Tourist’ og især det afsluttende ekstranummer ‘Transatlanticism’. Spilleglæden blev også lettere og lettere at mærke, som vi kom længere ind i koncerten.
Ekstranumrene var noget nær perfekte, og hvis hele koncerten havde holdt samme standard som dem, ville det have været en decideret magisk aften. Selv den nye ‘When We Drive’ gik lige i hjertet. Jeg fik endda en klump i halsen under både de smukke klangflader på ‘Transatlanticism’, og da Ben Gibbard helt alene spillede ‘I Will Follow You Into the Dark’ på bedste singer/songwriter-maner.
Kort sagt:
Selv om starten var meget ujævn, og Ben Gibbards vokal lidt for ofte blev overdøvet af resten af bandet, bød Death Cab for Cuties Store Vega-optræden på godt med mindeværdige højdepunkter.