’Alita: Battle Angel’: James Cameron står bag Hollywoods hidtil bedste manga-filmatisering
Succesfulde Hollywood-filmatiseringer af japanske tegneserier og -film har kunnet tælles på… nul fingre.
Rupert Sanders’ to år gamle ’Ghost in the Shell’ var tæt på. Egentlig var det en ganske hæderlig og flot om end lidt rodet fortolkning af det hyldede sci-fi-forlæg, men anmeldelserne var lunkne, og publikum svigtede ved billetlugerne.
Størstedelen af filmens omtale gik da også på whitewashing-anklager, idet kridhvide Scarlett Johansson blev castet som den japanske hovedperson Major. At alt andet end karakterens menneskehjerne faktisk er en kunstig robotkrop, som dermed kan ligne en hvilken som helst etnicitet, var tilsyneladende mindre vigtigt.
Nu er turen kommet til Yukito Kishiros cyperpunkede mangaserie ’Gunnm’, der i vesten fik navnet ’Battle Angel Alita’. Ingen ringere end James Cameron har brygget på projektet i næsten 20 år, og det er heldigvis faldet godt ud. Faktisk er resultatet den bedste manga-filmatisering, der hidtil er kommet ud af Hollywood.
Grundet de mange, stort opsatte ’Avatar’-film har Cameron givet instruktørtjansen videre til Robert Rodriguez (’Sin City’), der er lykkedes rigtigt godt med at overføre tegneseriens både dystre og smågakkede univers til det store lærred. Samtidig står de to herrer godt positioneret over for eventuelle hvidvaskningsbeskyldninger, idet de har valgt at filmatisere en fortælling, der faktisk foregår i USA.
Vi befinder os i det 26. århundrede omkring det slummede og kriminelt belastede smeltedigel Iron City, hvor mennesker og cyborgs lever side om side. En krig mod Mars 300 år tidligere har tæret kraftigt på Jordens ressourcer, hvorfor kun de udvalgte få kan nyde en luksustilværelse i den svævende by Zalem, der dumper sit skrald ned over udskuddene i Iron City, hvis fabrikker til gengæld sender fødevarer og råstoffer den anden vej.
På lossepladsen finder den godhjertede cyborg-kirurg Ido (Christoph Waltz) en dag hovedet og torsoen til en kvindelig robot, som han tager med hjem og skænker en funktionsdygtig krop. Han opkalder hende Alita efter sin afdøde datter og forsøger at skærme hende for Iron Citys dystre sider. Alita (Rosa Salazar) kan ikke huske sin fortid, men hendes indre indeholder en gammel og kraftfuld teknologi, der giver hende vilde nærkampfærdigheder og en krigslyst, som Ido hurtigt får svært ved at styre.
Det er umuligt at se ’Alita: Battle Angel’ uden fra start at stille spørgsmål ved, hvorfor folkene bag har valgt at computeranimere Rosa Salazars ansigt, så størrelsen på hendes øjne fordobles. Hun ligner godt nok sit manga-forbillede, men det føles alligevel lidt unødvendigt og kræver tid at vænne sig til. Efterhånden som Alita husker brudstykker af sin fortid, kommer der dog en god grund til, at hun skiller sig fysisk ud fra Iron Citys øvrige beboere.
Tilvænningen hjælpes også på vej af Salazar, der, inde bag motion capture-animationen, heldigvis er overbevisende – både som det lillepige-naive barn, der med stor fascination smager appelsiner og chokolade for første gang, og som den forhistoriske kriger, der i eksplosive udbrud slår skurke til småstykker, når vennerne er i fare.
Og fare er der nok af. Alita gør sig hurtigt upopulær hos dusørjægeren Zapan (Ed Skrein) og det aggressive robot-muskelbundt Grewishka (Jackie Earle Haley), der begge hellere end gerne vil have hende og Ido ned med nakken. Grewishka arbejder desuden for den luskede mellemmand Vector (Mahershala Ali), der vil have fingrene i Alitas sjældne teknologi.
Disse uvenskaber leder til massevis af actionscener, der er veludførte, underholdende og opfindsomme. Filmen byder – modsat mangaen – ikke på særligt meget blod, men de udskiftelige robotkroppe tillader alligevel makabre og hårdtslående seancer, hvor det flyver med maskinelle lemmer. I en kamp mod førnævnte Grewishka har Alita til sidst ikke andet end hoved, torso og en enkelt arm tilbage. 
Den mest tempofyldte og medrivende action sker omkring den højoktane Motorball-sport, der efter min mening slår Quidditch af pinden, når det kommer til fiktive sportsgrene. Alita bliver af (en anelse letkøbte) omveje deltager i et Motorball-racerløb, hvor en håndfuld morderiske cyborgs på rulleskøjter skal forsøge at få en bold over målstregen. Og på vejen dertil smadrer de hinanden til ukendelighed.
Mindre vellykket er historien om drengen Hugo (Keean Johnson), som Alita undervejs forelsker sig i. Selvom han ligner prototypen på enhver mandlig skuespiller i en young adult-film med sci-fi-elementer, er Johnson faktisk overraskende charmerende, men deres forhold er simpelthen for overfladisk og cheesy til at igangsætte de store følelser.
Manuskriptet er ikke ligefrem subtilt. Det kan man dog heller ikke sige om den udpræget melodramatiske manga, som James Cameron tydeligvis har stor kærlighed for. Fans vil bestemt ikke blive skuffede over amerikaniseringen, for kun få, relativt ubetydelige dele af plottet er ændret fra forlægget. Samtidig er der nok veldrejede og flotte kampscener, til at størstedelen af publikum, som ikke er bekendt med tegneserien, har en særdeles underholdende oplevelse i vente.
Nu er det blot om at håbe på så meget gang i billetsalget, at den efterfølger, som slutningen kraftigt lægger op til, kan blive en realitet.
Kort sagt:
Trods cheesy replikker og unødvendige CGI-kæmpeøjne har James Cameron og Robert Rodriguez skabt en medrivende og tempofyldt manga-filmatising, der tilmed er forbilledligt tro mod sit japanske forlæg.