Det er sjældent, man støder på et debutalbum af samme kaliber som Søns ‘Det skandinaviske design’
Da jeg første gang hørte Søns debut-ep ‘Autobahn’, charmerede den sig øjeblikkeligt ind i mit hjerte. Bandets catchy, løsslupne janglepop emmede af The Smiths, og Kristoffer Jessens sangskrivning var både nutidig og relaterbar.
Debutalbummet ‘Det skandinaviske design’ er dog så meget mere end det. Det er et album, en sammenhængende lytteoplevelse af helt klassisk format, hvor de 11 tracks i samarbejde skaber en rejse, en fortælling og et karakterbillede, der siger så meget mere, end sangene gør hver for sig.
Her kan Jessens inderlige sangskrivning selvfølgelig tage en del af æren, men selv fra et rent musikalsk standpunkt har albummet også et vidunderligt flow, som den både herligt tempofyldte og afdæmpede guitarpop ringler afsted med små afstikkere til blandt andet jazz. Ét nummers outro lægger smukt op til det næstes intro, og til tider smelter sangene nærmest sammen på bedste ‘The Dark Side of the Moon’-maner. Men selv når de ikke gør, skaber sangene dynamisk forløsning og kohærens, der gør albummet medrivende.
Det er derfor også en skam, at albummets afslutningsnummer, ‘Hospice’, slutter fuldkommen brat – jeg måtte endda dobbelttjekke, at det ikke var en fejl. Det er et af de ganske få tidspunkter, hvor albummet ikke er dybt gribende. Jeg forstår dog, at det nok var en kunstnerisk beslutning, der ville kommunikere, at man ikke altid får den slutning, man drømmer om. Det er i hvert fald noget af det, albummets tekstunivers også dykker ned i.
På singlen ‘Ægte kærlighed’ dekonstruerer Søn det elskovsbillede, som bliver etableret af Hollywood-film og hitlistemusik. På ‘Dan Bilzerian’ skyder de med skarpt efter, hvordan celebritykultur iscenesætter skadelige skønhedsidealer, alt imens de har gang i en oprigtigt rørende kærlighedssang. På de to næsten uadskillelige tracks, ‘Når pornofilmen er færdig’ og ‘Sindsygtmangeåbnefaner’, udforsker de, hvordan vi konstant er på jagt efter alskens ekstaser, og hvordan dette kan gå alvorligt ud over vores psykiske helbred.
Albummets titel, ‘Det skandinaviske design’, henviser på titelnummeret til Ikeas minimalistiske møbeldesigns – men det bruges også som et udtryk for kontrollerede og overfladiske adfærdsmønstre, der distancerer os fra omverdenen. I albummets narrativ møder vi i starten en hovedperson, der tager til Malmö uden at vide hvorfor, men nok bare mest for at søge efter noget andet. Mod slutningen er han endt i en anden svensk højborg, Ikea, hvor han drukner sine sorger i vin uden at have fundet det, han søgte efter.
Det er et tragisk album på mange punkter, men akkurat som med sjælsfællerne i The Smiths taber det aldrig den selvfornedrende humor, der alligevel giver musikken liv. Ambitionsniveauet er tårnhøjt, men Søn leverer skam varen, for sangskrivningen er eminent, og albummet er stilfuldt struktureret, så det holder fast i lytteren til den bitre ende.
Kort sagt:
Ambitionerne er tårnhøje, sangskrivningen er knivskarp, og albumstrukturen er umådeligt velovervejet – det er sjældent, man falder over et debutalbum af samme kaliber som ‘Det skandinaviske design’.
Læs interview: Søn smadrer rock, jazz, pop og poesi: »Det må gerne være strengt, slå dig lidt i hovedet«