Hvorfor hedder I Søn?
»Det er et navn, som ikke begrænser. Det er ret åbent, hvad man kan associere det med. Der er plads til, at det er musikken, der kan skabe associationerne. Fremfor, at vi hed Funky Feria«, fortæller sangskriver, sanger og guitarist i Søn, Kristoffer Jessen: »Derudover er der også det eksistentielle i navnet. Hvem man er barn af, hvad man er søn af, socialt og samfundsmæssigt«.
Jeg taler med Søn, fem unge og ambitiøse spillemænd, i et lejlighedskollektiv i den indre del af København, hvor Kristoffer Jessen og Søren Michelsen, som i bandet spiller trommer, bor sammen.
Søn udgiver den 15. februar deres debutalbum ’Det skandinaviske design’. Forud for dén plade er ep’en ’Autobahn’ blevet sendt afsted, hvorpå man i ledsagelse af tre andre veldrejede skæringer finder nummeret ’King kebab’, Søns første musikalske barn og på mange måder begyndelsen på bandets tilblivelse.
»Jeg har før skrevet sange (inden ’King kebab’, red.), uden det er blevet noget rigtigt. Det her var første gang, at sangene virkede og blev til noget i et band«, fortæller Jessen om Søns første, spæde skridt.
Og »det her«, som den ranglede og aldeles eftertænksomme frontmand Jessen omtaler, er altså det øjeblik, hvor hans rå sangskitser for første gang blev spillet til live af og med de fire musikere, som han i en blanding af håndplukning og tilfældighed samlede som orkester på sin højskole.
De fire består af Søren Michelsen på trommer, William Hoffmann på bas, Jonathan Leer-Birlov på keys og Carl-Erik Gippert på guitar. Og de gør det godt, denne vakse kvartet af forskelligartede, spraglede og særdeles kompetente spillemænd, hvis fornemste opgave synes at være at danse med og op til Jessens fabulerende ordkæder. Og som ordkæderne, hvis retning sjældent virker oplagt, svæver den understøttende musik også rundt i rummet mellem genrebunden forankring og frigjort fantasi, mellem gak og genialt, tight og tosset.
Ja, kontrasterne i den unge gruppes musikalske udgydelser er mange (og tilmed skåret i granit af modstrittende sangtitler som ’Ægte kærlighed’ og ’Når pornofilmen er færdig’), men vigtigst står alligevel en samhørig musikalitet de fem i mellem. Et koordineret, musikalsk flip, som gav dets først bask i foråret 2016.
Lad os skrue tiden tilbage til øvelokalet på højskolen med dig, Kristoffer, og William og Søren. Var det første gang, du oplevede dine sange komme til sin ret?
Kristoffer: »Jeg ved ikke, hvornår sangene kom til sin ret. Men der var helt sikkert noget, som den dag i øvelokalet blev udvidet, og det føltes ret vildt. Indtil da havde det jo bare været mig og min guitar. Men sangene kom nok i virkeligheden først til sin ret, da synthesizerne kom på sammen med guitarfigurerne, og vi fik dem indspillet i studiet. Da var der helt klart en følelse af, at nu er det fandeme blevet til noget. Noget større, end det jeg havde for mig selv«.
Har I bevidst søgt et uberørt sted i det danske musiklandskab, eller er den uortodokse lyd kommet helt naturligt?
Søren: »Jeg har faktisk aldrig tænkt, at vi skulle lave noget, der var anderledes eller nyt. Bandets sound er noget, vi har arbejdet sindssygt meget med i lang tid, vel i halvandet år faktisk, og det har altid været en intuitiv proces«.
William: »Jeg mener heller ikke, at vi på noget tidspunkt bevidst har tilstræbt at skabe noget, som ikke er hørt før. Vi har selvfølgelig vores forskellige baggrunde, men på intet tidspunkt har vi bevidst søgt væk fra dem«.
Jonathan: »Rent musikalsk har vi hver især lyttet til meget forskelligt og har hver vores tilgang til musikken, så der er enormt mange genrer i vores lyd«.
Carl-Erik: »Jeg tror, der ligger en fælles energi hos os alle sammen for det upolerede. Det må gerne være strengt, slå dig lidt i hovedet. Og det gøres bare bedst i samspillet mellem vores instrumenter. Det, tror jeg, tænder os alle sammen«.
Hvornår giver I det bedste smæk til lytteren?
Søren: »På titelnummeret, ’Det skandinaviske design’ – i hvert fald i en livesituation, hvor koncerten ofte peaker i nummerets guitarsolo«.
Jonathan: »Smækket ligger også tit i Kristoffers humor i teksterne. Det er ofte store emner, der bliver taget op, men bliver gerne pakket ind i noget humor og gøres mere lettilgængeligt. Det afspejles også i musikken; nogle numre kan godt have samme lettilgængelighed, men så samtidig indeholde noget, som trækker det i en helt anden retning«.
Kristoffer: »På ’Ægte kærlighed’ synes jeg faktisk, man slår folk i hovedet, når man tager et helt smooth, jazzet kærlighedsnummer og pludselig gør det grimt. Man skaber nogle forventninger og bryder dem; skaber nogle kontraster«.
Carl-Erik: »Ofte sker det, især live, at man indhyller publikum i en følelse, hvor de føler, at de har tag med rummet, og så sender man dem et helt andet sted hen. Det sker forhåbentlig under den satans spadesolo, men det sker også i slutningen på ’Ægte kærlighed’, og det sker, lige når ’Malmö’ rammer efter et interlude«.
’Det skandinaviske design’ udkommer snart. Er I tilfredse?
Carl Erik: »Og meget mere til«.
Søn spiller 16. februar på Ideal Bar. De var i starten af året med på Soundvenues Breakin’ Sound 2019-liste.