Tricky

Fans’ krav om kunstneres psykiske elendighed virker sygelig. ‘Tal til mine følelser med din elendighed’ synes mantraet at være, og så snart en kunstner får et mere positivt syn på livet, håber fans ligefrem på, at kunstneren bliver ulykkelig igen. Et underligt ønske for et menneske man vel holder af. Tricky har lagt ryg til samme krav, men hans udgangspunkt var også så formørket, at det forståeligt nok var overfølsomt for lys. Nu hvor de musikalske fæller i Portishead har gjort succesfuldt comeback, er det interessant, at Tricky fem år efter det sidste album endelig udsender et nyt.

Som sådan er det ikke noget positivt album, men det sortsyn, der prægede hans tidlige karriere, ligner måske mere grå stær. Der er både flere lyse toner at spore, men desværre også en manglende evne til at se sit eget potentiale. Når han synes, at klassisk rock-guitar er bomben, og gør sig forhåbninger om at ramme klub-scenen, irriterer han med kliche-fyldte, enerverende og monotone numre.

Men når dubbede basgange, tyste violiner, plaskvåde klaveranslag og varme, soulbluesede toner og vokaler sætter stemningen, fungerer sangene på et helt andet plan. Tricky har ikke formået at opdatere sit lydbillede bemærkelsesværdigt, men det er lige meget, når det kapitalistiske system får tørre stød i ‘Coalition’, og man kan høre Tricky skære tænder.

Det handler ikke om, at Tricky er blevet et positivt menneske. Det handler om, at han er håbløs, når hans musik bevæger sig hurtigt. Sortsyn eller ej.