’Selvhenter’: Magnus og Emil Millang er sjove, tåkrummende og ynkværdige i deres egen film
Magnus Millang er på røven i Københavns kreative klasse. Hans pitches er pinlige og pre-Weinstein, han har stadig en ironisk ’Pulp Fiction’-plakat hængende i sin ølplettede ungkarlelejlighed.
Hans lillebror Emil dukker uanmeldt op. Han er en langhåret, grundforvirret underhund, hvis højgravide kæreste (Amalie Lindegård) behandler ham som et kun lidt ældre barn end det, der brygger inde i hendes mave.
Deres far er død af druk i Spanien, meddeler Emil. Nyheden er mest et irritationsmoment for storebroren, der ikke har varme tanker om den fordrukne fader. Men med udsigt til at kunne indløse det pebrede Rolex-ur, der stadig sidder på håndleddet af afdøde, indvilliger den ludfattige Magnus i at tage med lillebroren til Spanien og samle liget op.
Den ene forvikling tager den anden i det spanske. Snart er brødreduoen på flugt – on the lam efter alle kunstens regler – med deres fars lig gemt i bilens tagboks, mens Magnus har fået listet uret ned i lommen.
Vi får herefter en folkekomedie-roadmovie tilsmagt lidt bizar ’Weekend med Bernie’ i franske og spanske omgivelser: Her er også det efterhånden velafprøvede 10’er-twist i kraft af, at brødrene spiller let fordrejede udgaver af sig selv. Brødrene Millangs egen far døde selv alkoholiseret kort efter en tur til Spanien, og her blev kimen til manuskriptet skabt af duoen, der begge har ført pennen, mens storebror har instrueret.
Det er dog ret svært at se, hvad præcis dette autofiktive islæt rigtigt bringer til filmen, der visse steder gav mig en uønsket bismag af ’Walter og Carlo’. Først og sidst i filmen er der til gengæld en morsom skildring af den københavnske reklamebranche, hvor traditionelle kønsroller bliver fnyset ad, Dar Salim er selve mandeidealet og »Arla er nordens Coca-Cola«, som en af manuskriptets vittige linjer lyder. Filmen byder også på et andet af dansk comedys sande makkerpar fra ’29’ og ’30’, der i ’Selvhenter’ giver den som glatte reklamebureautyper: Jesper Zushlags overskæg er fantastisk, nærmest ondskabsfuldt præcist, og Julie Rudbæk er der ved hans side, uden at hun rigtigt får lov at vise sit talent.
Det er nemlig brødrenes film. Uden forbehold og på godt og ondt. Især Magnus Millang har et humoristisk talent ud over det sædvanlige, som en dansk Ricky Gervais kan han her og der fremstille en usympatisk everyman, så man både smiler med genkendelses glæde, samtidig med at man krummer tæer, når han udspyer forfærdeligheder.
Emil Millang er også sjov og ynkværdig i sin usle underdanighed, samtidig med at det er hans uskyldsrene retskaffenhed, der giver en dramaturgisk balance til Magnus’ adfærd, der veksler mellem det kraftigt usympatiske og det decideret kriminelle.
Magnus’ slette handlinger til trods er manuskriptet venligt mod ham. Ja, det er venligt mod begge brødre. Lader dem konstant slippe ud af nogle helt umulige situationer, også den slags hvor der er blå blink og hvinende dæk. »Det er Sydeuropa«, beroliger storebror lillebror. »Alle kører lidt sindssygere hernede«. Ligeledes er der tricolore-farvede amoriner i luften – de kvaliteter, som franske Marion (Anaïs Fabre) ser i Magnus Millang, har vi ikke fået del i fra biografsædet. Faktisk er han 95 procent af filmen 100 procent asshole, som en anden korpulent figur inden for dansk comedy kunne have udtrykt det.
Og måske gør manuskriptforfatterne det unødigt svært for seeren at græde sammen med ham til sidst. For naturligvis kommer selv de mest uforbederlige på bedre tanker i en odysse som denne. Slutningen kommer meget pludseligt: Kameraet vendes op mod den blå, franske himmel, og i næste scene er vi, voila, hjemme igen med alle trælse mellemregninger strøget.
Retfærdigvis er filmen sjovere end de fleste Mick Øgendahl-komedier, som den umiddelbart også kunne ligne. Men måske er der for meget folkekomedie og for lidt kreativ klasse og ’Klovn’et cringe-faktor til at imødekomme storbysegmentet. Dem, der indløser billet til et stykke diesel-drevet dansk comedy i første gear, vil nok finde komediedelen for underspillet, samtidig med at action-sekvenserne ikke efterlader én med nedbidte negle.
Det er som subtil komedieskuespiller med sikker timing af sine små tics, at ’Selvhenter’ cementerer Magnus Millangs stjerne. Som instruktør og manuskriptforfatter kan der, trods gode ansatser til situationskomik, lun bromance og flere morsomme dialoger, stadig være et stykke vej endnu.
Kort sagt:
Magnus Millang er et stort komisk talent, ’Selvhenter’ har dog (u)lovligt mange elementer af forældet folkekomedie og et manuskript, der flere steder er usandsynligt i en grad, så det udfordrer indlevelsen.