Gyset rykker direkte ind i de naturrige og idylliske svenske rammer, når instruktør Ari Aster, der havde sin succesfulde spillefilmdebut med A24-gyseren ‘Hereditary’ sidste år, allerede er på trapperne igen med et nyt, koldsvedsfremkaldende projekt.
‘Midsommar’ hedder filmen, der netop har fået sin første trailer. Produktionsselskabet bag er igen A24, der, udover ‘Hereditary’, står bag populære gysere som ‘It Comes at Night’ og ‘The Witch’.
Et pars ferie i en svensk landsby tager en uventet drejning, da byens beboere inviterer dem til at deltage i en række uhyggelige ritualer – ritualer, der på hedensk og diabolsk vis lader til at læne sig op af tematikkerne i ‘Hereditary’.
Gyseren tager den traditionsrige, svenske midsommerhøjtid prydet af sang og dans omkring majstangen – der rent faktisk har sin oldgamle oprindelse i hedenskaben – og tilfører et sygeligt twist til festlighederne.
I hovedrollerne ses Florence Pugh, Jack Reynor og Will Poulter.
‘Midsommar’ får dansk premiere 15. august.
Læs også: De 30 mest ventede film i 2019