Det hele bliver lidt for pænt på The William Blakes’ ’1991’
Da The William Blakes dukkede op på den danske musikscene i 2008, medbragte de legesyge, spilleglæde, hæsblæsende koncerter og en produktivitet, som det vist kun er Bisse der kan matche i nyere dansk musikhistorie. Hele seks album udgav gruppen mellem 2008 og 2014, men nu er det efterhånden fem år siden, at vi senest har hørt fra dem.
I mellemtiden har bandet ifølge dem selv været gennem en periode, hvor fremtiden for The William Blakes var usikker, og hvor medlemmerne ikke vidste, hvor de var på vej hen. En række gode koncerter sidste år vakte dog troen på projektet til live igen, mens et bytte af instrumenter, så alle spillede noget nyt, satte gang i kreativiteten.
Derfor kunne man håbe, at gruppen ville vende revitaliserede tilbage efter pausen. Med nye ideer, energi og et friskt bud på indierock a la The William Blakes anno 2019. Men gruppen lyder nu stadig ganske meget som sig selv, og instrumentskiftet leder heller ikke til mange overraskende momenter eller ny grund. På godt og ondt.
‘1991’ er på mange måder The William Blakes’ sædvanlige indierock fra 00’erne tilsat et skvæt af barndommens helte fra Supertramp og en fingerspids af Elton John. Derfor peger sangene på albummet heller ikke rigtig fremad, og på trods af politiske tekster om tidssvarende emner som immigration, fremtiden og følelsen af undergang, så bliver det sjældent rigtig vedkommende. Stærkest står The William Blakes faktisk, når de lyder som de gjorde for ti år siden. Som på ‘Turn Us Into Them’, der har et af den slags omkvæd, der bare klæber sig fast i ens hjerne. Eller den medrivende ‘Gone’, der helt sikkert bliver et festligt indslag, når The William Blakes inden længe drager på danmarksturné.
Målet for albummet var, ifølge forsanger Kristian Leth, »… at skrive store sange med store arrangementer, og at indspille dem live i samme rum«. Det er på sin vis lykkedes, for The William Blakes er dygtige håndværkere, og sangene på ‘1991’ lyder virkelig godt. Albummets tre første sange ‘Apparition’, ‘Something Missing’ og ‘Darkest Dream’ er himmelstræbende flotte. Produktionen er lækker og fyldig, men det bliver næsten også for pænt. Det lyder måske som en unfair kritik, men jeg mangler noget nerve og noget nødvendighed.
Tilbage står en række fine poprocksange, der lige mangler det afgørende bid. For selv om The William Blakes sjældent har lydt bedre, så folder flere af sangene aldrig helt deres vinger ud og bliver forløst til fulde.
Kort sagt:
The William Blakes leverer vellydende poprock på deres første udspil i fem år, men det bliver lidt for pænt og lækkert. For selv om bandet sjældent har lydt bedre, så mangler sangene noget bid og nerve.