‘Native Son’: Sundance-hit med ’Moonlight’-talent er ætsende intens
»Even if it wasn’t me, folks would have assumed it was«.
Den rolige fortællerstemme i ’Native Son’, der var et af årets udbryderhits fra Sundance-festivalen i januar og nu allerede kan ses herhjemme, beskriver med en enkelt sætning et af tidens store samfundsproblemer.
Højreorienterede partier nyder fremgang i europæiske lande som Sverige, Danmark og Østrig, mens racekonflikten fortsat hersker i USA. Der er os. Og dem.
Men med reaktion kommer modreaktion. Og filmkunsten tager i stigende grad raceproblematikkerne under lup med film som ’Moonlight’, ’BlacKkKlansman’, ’Detroit’, ’13th’, ’Blindspotting’ og ’If Beale Street Could Talk’.
Nu følger debutinstruktøren Rashid Johnson op med sin film ’Native Son’ baseret på romanen af samme navn.
I den altoverskyggende hovedrolle møder vi Bigger Thomas, spillet af den unge Ashton Sanders, hvis talent også strålede i ’Moonlight’. Big, som han bliver kaldt af vennerne, render rundt med gigantiske guldringe på hånden, som var det et knojern, og nitter på sin rå læderjakke. Han bor i Chicago, ryger lidt weed og smugler sig ind i biografen.
En dag får han en pludselig mulighed for at blive privatchauffør for en rig, hvid familie bestående af en far, en blind mor og deres uvorne collegedatter (Margaret Qualley fra ’The Leftovers’). Men det er svært at forene de to liv. Og Big dummer sig. Big time. Nu handler det ikke længere om at leve – men om at overleve.
’Native Son’ handler ikke kun om undertrykkelse af minoriteter, men lige så meget om at forsøge at passe ind, gøre op med sin fortid og om konsekvenserne af ens handlinger.
Filmen står og falder med Ashton Sanders. I starten virker hans figur en smule todimensionel, men efterhånden forstår man hans irrationalitet, når han er presset. Selvom han på overfladen klæder sig som en hardcore fyr fra Chicagos underklasse, viser han skrøbelighed, når filmen har brug for dybde. Forhåbentlig venter der mange flere hovedroller derude til den 23-årige amerikaner.
Rashid Johnson bygger sin fortælling op med stor intensitet. I et forsøg på at undgå en konflikt mellem datteren og forældrene tager Big et valg, som kun gør situationen værre. Det bliver dog et lovlig søgt setup til et politisk payoff. Herfra bruger Johnson sin hovedkarakters indre monologer til at videreformidle de politiske budskaber. Hvis Big skal have en chance for at klare den, bliver han nødt til at være en anden, end han er. For han er allerede dømt på forhånd.
Det er ærgerligt, at konflikten overskygger alt andet i tredje del af fortællingen. Når filmen dvæler ved relationerne mellem Big, hans venner og den nye familie, han forsøger at passe ind hos, bliver det nemlig langt mere ætsende og nærværende.
Nogle af de indre monologer er nærmest poesi, og Rashid Johnson skaber et smukt kunstnerisk udtryk med alt fra Beethoven til high-speed-klipning. Han tilføjer socialrealismen et legende filmsprog, og man er ikke i tvivl om, at vi her bevidner kimen til et ganske særligt talent.
Kort sagt:
Sundance-hittet ’Native Son’ snubler over sine tydelige politiske budskaber, men den er intens og nærværende undervejs.
Læs også: Disse film skal du streame i april – fra lesbisk kærlighed til en perlerække af indiehits