INTERVIEW. Hele første etage på det 5-stjernede Corinthia Hotel i Westminister, London, er omdannet til ‘Game of Thrones’-hovedkvarter for en dag midt i februar. Her er knap 50 journalister fra hele verden fløjet ind for at maratoninterviewe 14 skuespillere fra flagskibsserien uden at have set så meget som ét sekund af den kommende sæson.
Jeg bliver parkeret i en suite sammen med otte andre journalister, hvor fire HBO-repræsentanter våger over os og sørger for, at stjernerne, der kommer ind parvis og lader sig udspørge i 15-20 minutter, ikke taler over sig, når først spørgsmålene fyger fra øst og vest.
Notesbøgerne flyder over med forhåbninger om at lokke hemmeligheder og detaljer ud af skuespillerne, der bliver gelejdet fra suite til suite med militærpræcision og stirrer mere eller mindre modløst mod bjerget af diktafoner.
Første makkerpar i manegen, Nikolaj Coster-Waldau og Gwendoline Christie, har dog tydeligvis fundet en metode til at klare sig igennem de intense pressedage. De pingponger frem og tilbage som en legesyg tennisbold på en varm sommerdag og prikker sarkastisk til hinanden som kun to gode venner, der har været gennem tykt og tyndt i rollerne som Jaime og Brienne, kan gøre det.
Afskeden med serien og det mangeårige samarbejde var en tårevædet affære, fortæller de.
To timers gråd
Hvor følelsesmæssigt berørte blev I, da I færdiggjorde optagelserne til den sidste sæson?
Coster-Waldau læner sig tilbage og kigger spøgende på Christie.
Christie griner: »Mange tak, bare send den videre til mig!«, siger hun og tager udfordringen op:
»Vi har jo vidst, at slutningen nærmede sig i lang tid. Særligt med denne serie, hvor man ikke vidste, om man ville have et job fra år til år. Derfor var det en følelse af absolut lykke at få lov at være med til den afsluttende sæson. Det har virkelig været fascinerende at opleve serien vokse fra sin spæde start som en fantasyserie, folk ikke troede havde synderlig substans, til det globale fænomen, den er blevet. Men det stoppede mig ikke fra at have en ekstrem følelsesmæssig reaktion…«.
En telefon ringer i lokalet.
Coster-Waldau tager sig til lommen: »Pis!«
»Bare tag den«, joker Christie, inden hun fortsætter:
»… På den sidste dag græd jeg i to timer. Det stoppede ikke«.
Coster-Waldau, let beundrende: »To timer?«
Christie: »Ja, min makeup begyndte at løbe, og folk sagde, ‘Wauw, hun er stadig i gang’ – hele vejen tilbage til hotellet«.
Var I tilfredse med den måde, de afsluttede jeres karakterbuer?
Coster-Waldau: »Da jeg læste manuskriptet, følte jeg virkelig, at de havde gjort et godt stykke arbejde. For det er jo umuligt. Det var virkelig en lettelse at samarbejde med nogen, der holdt fast i deres overbevisning. Dan og David (Weiss og Benioff, seriens showrunnere, red.) må jo have været fristede af alle de lastbiler fyldt med penge, som holdt parkeret foran deres hus, hvis nu de skulle have lyst til at lave et par sæsoner mere.
Men det virker ikke til, at de nogensinde har haft lyst til at fortælle historien på en anden måde. Det giver en fornemmelse af stolthed at have været en del af serien, fordi den ikke fortsatte længere, end den kunne bære«.
Hvad føler Jaime og Brienne egentlig for hinanden på nuværende tidspunkt i serien?
Christie: »Jeg synes, det har været virkelig fascinerende at spille det her forhold, fordi der aldrig har været nogen indikationer i manuskriptet eller i bøgerne om, hvad de føler for hinanden. I hvilken som helst af sæsonerne, sågar hvilken som helst scene, kan der være en rutsjebanetur af forskellige følelser: Had, irritation…«
Coster-Waldau griner: »… Og der er vi ikke engang begyndt at optage!«
Spænde ben for hinanden
I har haft en interessant rejse. Hvordan tænker I tilbage på jeres første møde?
Christie: »Jeg mener, at det startede med et skænderi«.
Coster-Waldau: »Nej, det startede med… Jeg kan huske, at vi mødtes, og du havde haft en meget følelsesladet dag, fordi du lige var blevet klippet og… kan du ikke huske det?«
Christie: »Du bytter helt om på det. Du var slet ikke i landet, da det skete. Da vi mødtes, sad du i makeupvognen, og jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at møde dig. Jeg var skrækslagen, fordi jeg havde set første sæson, jeg havde set dit arbejde, og du er jo en ekstremt dygtig skuespiller«.
Coster-Waldau, overrasket: »Nå!«
Christie: »… Så jeg kom ind i makeupvognen og sagde hej, og du kiggede op og ned ad mig og sagde ‘ja?’. Sådan startede det hele«.
Coster-Waldau: »Nej, prøv lige at høre…«
Christie griner: »Og så kan jeg huske, at vi tog en bil tilbage til hotellet sammen, og du fortalte mig, hvordan tingene ville komme til at være. Ha ha, det gjorde du altså! ‘Jeg er den her slags skuespiller…’ – du lagde grundreglerne!«
Det lyder lidt, som om du talte med Jaime Lannister…
Christie, spøgende: »Jeg tror bestemt, at en del af karaktertrækkene var til stede, allerede inden han begyndte at spille rollen«.
Coster-Waldau: »Vi havde det da sjovt? Det troede jeg i hvert fald. Vi havde alle de her scener de første to år, som virkelig handlede om, at Jaime var meget led mod Brienne, så det brugte vi jo…«
Christie: »Vi?! Jeg tror aldrig, der var et vi. Du brugte det. ‘Hvad er det nu, jeg siger til dig i manuskriptet?’ Og så gentog og gentog du fornærmelserne: ‘Hvordan lyder det?’«
Coster-Waldau: »Det gjorde os bedre, gjorde det ikke?«
Christie: »Altså… Jeg tænkte mere på det som en skuespiller, der forsøgte at spænde ben for en anden skuespillers præstation, men man gør jo, hvad man kan for at overvinde den slags forhindringer under den kreative proces«.
Rart at være færdig
I kommer tydeligvis til at savne hinanden enormt meget…
Makkerparret griner højt.
… Men er der noget, I ikke kommer til at savne ved at lave ‘Game of Thrones’?
Coster-Waldau: »Nej altså… jeg kommer selvfølgelig til at savne menneskerne og at arbejde med Gwen – forhåbentligt finder vi noget andet sammen. Men det føles også rart at være færdig. Jeg er stolt over, at vi har afsluttet det og i dag sidder med jer, der alle er fløjet ind og stadigvæk er interesserede i serien. Vi kunne snildt have lavet 12 sæsoner og så endt med at sidde her med kun to af jer. Det ville have været en anden oplevelse. Men om nogle år, når jeg sidder og er arbejdsløs, kan det godt være, jeg vil sige: ‘Fuck, kan de ikke nok lave noget med os igen?«.
Er der en form for frihedsfølelse over endelig at være færdig?
Coster-Waldau: »Sagen er jo den, at selvom ‘Game of Thrones’ er en kæmpe, kæmpe serie, som vi har været optaget af i snart 10 år, så har der også været år, hvor jeg kun arbejdede 10 dage på serien. I de fleste sæsoner arbejdede de skuespillere, der var mest med, i 30 dage. Så vi har lavet andre film undervejs – Gwen har lavet ‘Star Wars’ og alt muligt andet.
Når jeg laver en film i Danmark, så fylder den mit professionelle liv. Den er lige så vigtig som ‘Game of Thrones’. Så jeg har ikke haft følelsen af, at nu var ‘Game of Thrones’ endelig ovre«.
Dyb skam
Hvordan var jeres auditionprocesser i sin tid – hvis I overhovedet kan huske så langt tilbage? Christie: »Jeg husker faktisk min meget tydeligt…«
Coster-Waldau: »Jeg så din!«
Christie, resigneret: »Okay, du taler…«
Coster-Waldau: »Ej, den var rigtig god«
Christie: »Det var en ret vild proces for mig. Jeg fik at vide af en ven, at folk skrev noget på internettet om, at jeg var involveret i en serie på HBO. Jeg havde altid haft lyst til at arbejde med HBO, så jeg googlede mit navn, og jeg så alle de her forums om ‘Game of Thrones’ og bøgerne. Jeg blev helt overvældet over, hvor mange mennesker der var i forummerne og indså tyngden af bogserien og dens utroligt loyale fanbase.
Jeg fandt ud af, hvilken rolle folk troede, jeg skulle spille, og så læste jeg karakteranalysen og kunne næsten ikke tro, at sådan en karakter fandtes for kvinder på mainstream-tv. Jeg kiggede på ligheder mellem mig selv og karakteren og indså, at der var nogle store forskelle, som jeg var nødt til at fokusere på: Særligt at ændre min diæt, min fysik. Jeg begyndte at gå med sportstøj, hvilket var noget, jeg aldrig før havde gjort…«
Coster-Waldau griner.
Christie: »… Jeg vidste, at det var en glimrende mulighed for at undersøge mine forudindtagede idéer om, hvad femininitet var. Så ligegyldigt, om jeg fik rollen eller ej, ville jeg undersøge, hvilke patriarkalske begrænsninger jeg havde underkastet mig for at få samfundet til at acceptere mig som en attraktiv kvinde. Jeg vidste, at jeg var nødt til at fjerne min makeup, mit hår. Omfavne min figur, min fysik, mit androgyne udseende og min sårbarhed.
Det føltes lidt som en fødselsproces, fordi jeg tænkte: ’Selv hvis jeg ikke får rollen, så har jeg undersøgt de dele af mig selv, hvor jeg føler dyb skam’ – og det er værdifuldt. Så var jeg så heldig at få rollen«.
Coster-Waldau: »Wauw!«
Christie: »Jeg bliver altid overvældet af fanreaktionerne. Der er mange kvinder, som siger: ‘Jeg følte mig grim, jeg følte mig ikke repræsenteret på tv, jeg så ikke nogen kvinder, jeg kunne identificere mig med’.
På den måde har ‘Game of Thrones’ været del af en utrolig bevægelse, hvor karakterer bliver skildret ligeværdigt«.
Find hele vores ‘Game of Thrones’-optakt HER.
Læs også: De 20 vigtigste spørgsmål før ‘Game of Thrones’ sidste sæson
Læs også: En bøn til ‘Game of Thrones’ før finalen: Glem ikke, hvad der gjorde dig god