The Black Heart Procession

Der er musik, man kan grine og græde til. Musik man kan blive gift til, og musik man kan knalde til. For californiske The Black Heart Processions vedkommende kan man passende starte med at grave sig et hul på en meters dybde. Det skal cirka kunne rumme en person. Ned i hullet med dig, tænd mp3-afspilleren og nyd så det sugende sortsyn, som vanen tro sværter bandets seneste lydspor til at lade dit usle jordiske legeme bortrådne.

For pessimistkronikeren Pall Jenkins er livet ingen dans på roser, og hans skånselsløst skæbnesvangre lyrik forpasser ingen chancer for at udpensle det idiom. Den musikalske garniture til hans kuldslåede skriblerier er spartansk, ja nærmest asketisk. Men der udpines forbløffende meget stemning af den rumklangssvøbte knokkelpercussion, mjavende sav og de sparsomme orgelpunktueringer.

Albummet lever uspektakulært, konstant ulmende som en skoddet cigaret i et sortglaseret askebæger. Hver sang er en lille moltrist mobile med modløshedens syge inerti som primær drivkraft. Kronjuvelen ‘Liars Ink’ er en hypnotisk vals, som med sine fantomstrygere planter dybe spadestik i sjælen. ‘Wasteland’ hugger stygt og insisterende som en udsultet kulminearbejder, der ikke har fået løn i flere måneder, og ‘Iri Sulu’ afrunder passende albummet ved at kvæle ethvert tiloversblevent håb.

Selvom der i The Black Heart Processions trange ligkiste ikke er plads til større armbevægelser, er dette et fremragende og modbydeligt grumt americana-værk, som tilmed brillerer med perspektiv: Ordinære vinterdepressioner blegner ved sammenligning.