De franske verdensstjerner PNL laver gangstarap, du kan meditere til
PNL viste allerede det høje ambitionsniveau på deres gennembrudssingle ’Le Monde Ou Rien’, der oversat hedder ’Verden eller intet’. Men i opløbet til det nye album ’Deux Freres’ har den franske rapduo taget den indstilling til et nyt niveau. Singlen ’Au DD’ er nemlig den første musikvideo, der er filmet i Eiffeltårnet, og dagen inden albumudgivelsen holdt duoen en spontan koncert fra taget af deres egen PNL-bus ved Triumfbuen i Paris.
Større armbevægelser kan man vist ikke have i Frankrig. Det kunne nærmest ligne, at PNL havde gang i en større bevægelse end de gule veste, der for ikke så længe siden indtog de monumentale pladser i Paris. Men de to brødre Tarik og Nabil Andrieu (aka Ademo og N.O.S) har gjort sig fortjent til den overdådige symbolik. For de er Frankrigs største rappere. Og de er blevet det med en cinematisk, autotune-drevet lyd, der er ulig nogen anden hiphopretning i verden.
For selv om deres indflydelse har spredt sig over hele verden (selv til Danmark, hvor folk som Sivas og Carmon bliver inspireret af dem), er deres lyd for anderledes til at blive efterlignet. PNL er nemlig hverken klassisk hiphopinspireret, afrobeats-forelsket eller dedikeret til hårde gaderim. Men samtidig er PNL ekstremt tekstbevidste, deres musik nikker stedvis mod Nordafrika, og deres hovedtematik er gadelivet og drømmende om at undslippe det. De har dele af forskellige hiphopelementer i musikken, men helheden er fundamentalt anderledes.
Meget af det skyldes deres autotune-brug, og deres mod til at lade musikken dvæle. For PNL’s lyd er fundamentalt langsom. Autotune-effekten bliver ikke brugt til at tilføje mere melodi og dynamik, men til at trække sætninger og stavelser længere ud. Singlen ‘A ‘l’Ammoniaque’ er et godt eksempel: Det er en over fem minutter lang meditation over fortidens synder, hvor brødrenes stemmer kun understøttes af en blid guitar. På sange som den bliver musikken nærmest slow motion-trap: Produktionerne droner og svæver, mens autotune-sætningerne får lov til at blive hængende i luften som røgringe.
En anden af sangene på ’Deux Frères’ hedder ’Kuta Ubud’, efter de paradisiske feriedestinationer på Bali. Og på en måde er der en Bali-agtig aura over al deres musik – noget drømmende, forjættet og zen-inducerende på en nærmest new age-agtig måde. Ademo fra PNL har fortalt magasinet The Fader, at de laver musik der er inspireret af oceanerne, luften og åbne landområder. Det er selvfølgelig pænt abstrakt sagt, men det giver faktisk mening, når man hører musikken: PNL laver gangstarap, du kan meditere til.
Dén æstetik har brødrene dyrket siden gennembruddet med ’Le Monde Chico’ i 2015, og det ændrer sig ikke på deres nye album. Der er snarere tale om en forfinelse af velkendte metoder. Sangene er blevet længere (mange er over fem minutter), der er fortsat aldrig gæsterappere, tempoet er om muligt endnu mere skruet ned, og der er taget nye virkemidler i brug. Det fører til nogle af karrierens stærkeste sange indtil videre.
’Au DD’ er således et perfekt eksempel på PNL’s evne til at blande det melankolske med det triumferende, mens ’Autre Monde’ er en smuk refleksion over alt det, der er tabt. ‘Celsius’ bruger en række effekter på brødrenes stemmer, så man nærmest føler, der er mere end to rappere tilstede, og albummets titelnummer er en smuk indkapsling af deres fælles kamp mod det hele.
Næsten alle af de her sange har desuden samme cinematiske kvalitet som panoramiske slowmotion-videoer af naturen, som Ademo refererede til i interviewet med Fader. Det hele føles stort. Som om den franske hiphopduo arbejder med budgetter, der ikke er tilgængelige for nogen anden rapper.
Men når PNL er bedst, er der også noget mere end bare flotte lydbilleder. Som når de tør lade lidt disco snige sig ind på ’91’s’, synger falset på ’Menace’, sampler ’Scarface’-soundtracket på ’Déconnecé’ eller introducerer lidt tempo og endda fløjter på albumhøjdepunktet ’Shenmue’. De variationer er det, der holer albummet i live.
For det hele kan blive lidt for pænt og statisk. Selvfølgelig er pointen, at PNL er langsommere og mere polerede end al anden hiphop i Frankrig. Det er en del af gruppens DNA, at de lader musikken strække sig ud. Men sange som ’Kuta Ubud’, ‘Cæurs’ og ’Zoulou Tchaing’ får lov til at drone afsted i over fem-seks minutter uden nogen som helst variation. Her krydser sangene grænsen fra hypnotisk til søvndyssende.
Det er dog undtagelser. Oftest formår N.O.S og Ademo at give sangene lige akkurat nok uforudsigelighed og bevægelse til, at de ikke stagnerer. Og så har PNL også en række af de her momenter, hvor deres innovative vokal- og produktionsstil når nogle højder, man ikke kan høre nogle andre steder. Som på titelnummeret, hvor de igen skaber en slags flerstemmighed, der gør, at sangen får en nærmest messende kvalitet. Omkvædets gentagelse af »Deux frères« bliver til et overjordisk mantra, mens en andenstemme nynner i baggrunden. Det føles som øjeblikket, hvor gangstarap opnår en nærmest religiøs dimension.
Kort sagt:
PNL har stadig deres helt egen hiphoplyd, og på ‘Dèux Freres’ videreudvikler de deres stil, der kombinerer langsomme tempi med udstrakt autotune og en næsten meditativ stemning. Resultatet er gruppens mest stilrene indtil videre. Det cementerer brødrenes status som fransk hiphops konger – også selv om albummet stedvis krydser grænsen fra hypnotisk til søvndyssende.