Brother Ali

Vinden er vendt for vores blonde ven siden ‘The Undisputed Truth’ fra 2007. Her væltede depression og gemte knogler ud af coveret, hvis man rystede det lidt, men den ærlige tour de force i personlig nedgang resulterede i et stærkt album, der udløste fin kritik og udsolgte shows. Så nedtur blev til optur for Brother Ali, og det kan høres på ‘Us’, der overordnet har en mere opløftet stemning.

Det kommer særligt til udtryk på ‘Fresh Air’, hvor han kigger tilbage på de seneste år, der har budt på ægteskab, en datter samt en ny tilværelse som husejer i stedet for hjemløs. Han drister sig endda til at slutte med ordene »Shit even if I died tonight y’all, I’m the luckiest son of a bitch that ever lived«.

Den nyfundne lykke er ham vel undt, men som lytter kan man desværre godt tillade sig at være lidt bitter. For Brother Ali er bare bedst, når han bevæger sig ud i de mørke kroge som i racismehistorien på ‘The Travelers’ og den misbrugte piges mareridt på ‘Baby Girl’.

Atmosphere-produceren Ant står igen bag lydsiden, og selvom han flirter lidt med live-instrumenter, er der ikke den store nytænkning at finde blandt de blues- og soulfyldte beats. Det er de nedbarberede og langsommere numre, som klæder Alis rap bedst, da han ofte kommer til at lyde forceret, når tempoet sættes i vejret. Og det gør det lidt for tit på ‘Us’, og man tager sig selv i at ønske ham lidt modgang igen.