The Soft Pack

The Soft Packs debutalbum kommer en måned for sent til at være den hårde bløde pakke under træet. Debut er egentlig også så meget sagt, for med ti hagl i bøssen og en halv time i skydeteltet fik man på papiret lige så meget underholdning for mønterne på deres selvbetitlede ep, der udkom for halvandet år siden, da bandet stadig kaldte sig The Muslims.

Fast-forward til idag, hvor San Diego-firkløveret øjensynligt ikke længere føler behovet for billige gimmicks som bizarre bandnavne og albumcovers med skudhuller, er undertegnede tilbøjelig til at erklære sig enig med dem: Musikken taler fint for sig selv nu.

At slå sig til tåls med den måske kedeligste omslagsløsning nogensinde passer på sin vis fint til indholdet. Det er no-nonsense garagerock plus potent popnerve og minus pis. Tæl til 4, tænk The Strokes anno ‘Is This It’ i infight med Kings of Leon omkring ‘Youth and Young Manhood’-albummet, og du har en idé om både retning og kvalitet. Injicér energien hentet fra års tilbedelse af protopunkens ældgamle guder – The Sonics, The Stooges og MC5 i særdeleshed, og du har en perfekt blanding.

Californierne har godt greb om de stakåndet korte og åndssvagt catchy numre, som dominerer albummet. Åbneren ‘C’mon’, og dens hale – ‘Down On Loving’, ‘Answer To Yourself’, ‘Move Along’ samt ‘Pull Out’ er alle klasseeksempler og albummets højdepunkter. Anden halvleg er marginalt mindre spændende. Med fed streg under marginalt, for helheden er stadig ovenud overbevisende.