’Bonding’: Ny Netflix-serie om sexleg i lak og læder er oplagt morgenmadsselskab
En voksen mand, der nyder at blive pisset på, og en anden, som lige skal have fingereret ’el segundo’, er måske ikke så oplagt selskab til morgenmaden. Men det er ’Bonding’. Og det er en stor ros.
For serien af blot syv 12-17 minutters afsnit er en lille charmetrold om at lære gennem leg i lak og læder.
Det interessante perspektiv og den alternative setting opstår ikke ud af det blå. Seriens skaber Rightor Doyle, der er mest kendt som dramaqueen i ’Barry’, tager således løst udgangspunkt i sin egen dannelsesproces, da han som usikker stand-up’er og tilbageholden homoseksuel i New York i starten af 20’erne fandt nyt mod som assistent/bodyguard for en dominatrix.
Det er i grove træk Petes (Brendan Scannell) historie, fra han i første scene forfærdet træder ned i den neonbelyste BDSM-kælder og påbegynder oplæringen hos sin gamle highschool-veninde Tiff aka Mistress May (Zoe Levin).
Petes hvalpede udseende med de røde krøller og hans seksuelle bornerthed er en diametral modsætning til mørkhårede og hårdfører Tiff. Alligevel er de unægtelig bundet sammen. Pete og Tiffs ofte grotesk morsomme oplevelser med fetich-forplejning er base for deres forskellige udfordringer ude i den ’almindelige’ verden. Sammenspillet mellem karakternes to verdener fungerer overraskende godt, fordi det er så simpelt fortalt.
Doyle formår på hvert afsnits korte spilletid at skabe afrundede, karakterudviklende plot og tilmed sætte op til det følgende afsnits konflikter. Nogle ideer føles mere gennemtænkte end andre, men i sin helhed flyder ’Bonding’ mere sammenhængende end de fleste danske serieforsøg på musefortællinger.
Tag nu bare Tiff, der – når hun ikke holder mænd i stram snor – læser psykologi. I klasselokalet over for den tilsyneladende charmerende underviser, som er indbegrebet af ’slem fyr anno 2019’, udspiller sig nogle lidt skrevne, men ikke desto mindre tankevækkende udvekslinger om performance og maskespil.
»Maskulinitet indebærer tvang. Forventninger, dominans og magt – følelsesløshed. Så mænd kommer til mig for at undslippe dette forkrøblende fængsel. Så når det seksuelle patriarkat dør, vil alle køn være lige«, som Tiff forklarer Pete.
Man ville dog ønske, at Tiff bestod af mere end en række dårlige førstehåndsoplevelser med voldelige mænd og et afledt behov for at dominere dem eksemplificeret i den muskuløse hjemmekøter Rolph.
Det er uden tvivl Petes ark fra puppe til seksuel sommerfugl, som bedst forener gagballs med karriere- og kærlighedssejre. Med den rette skrøbelighed og de store fortvivlede blikke sælger Brendan Scannell Pete-figuren med et naturligt hvileløst følelsesliv. 
Desuden mestrer Scannell som komiker den tone af skæve sammenligninger mellem sex og populærkultur, der er gennemgående for Doyles replikker. Som da Tiff iført arbejdstøj får at vide af sin sympatiske studiekammerat Doug (Micah Stock), at hun ligner »Wonder Woman til en begravelse«.
Nogle insidere er fortørnede over den stereotype og lemfældige gengivelse af bondage-miljøet. Men ’Bonding’ er lige så uskyldig og ufarlig som sit score, der er en variation af det klassiske marimbastykke ’Gassenhauer’, som nogle vil genkende fra ’Badlands’ og ’True Romance’. Musik for voksne rollinger.
’Bonding’ er en lille opfordring til, at legen skal dyrkes – ligegyldigt hvor pervers den synes at forekomme.
Kort sagt:
Et simpelt og proteinfattigt plot, snappy jokes, kærlig sødme og let spiselige moraler om, at det er sundt især for midaldrende jakkesætsmand at frisætte sig over for samfundets kønsstyrede forventninger. ’Bonding’ er ikke nogen dum snack.
Læs også: Disse serier skal du streame i maj – fra George Clooneys krigssatire til Netflix-serie på dansk