Beans
Beans (aka Ballbeam) er tilbage med sin anden soloudgivelse efter Antipop Consortium. ‘Shock City Maverick’ er en molotovcocktail af psykedelisk elektrohop, intellektuel og avanceret rap lagt på en sprød bund af tunge elektroniske beats.
Beans er hiphop rebel, ekstraordinær ordsmed, sonisk arkitekt, mode rebel, udgivet poet; kultur stjerne. Født og opvokset i White Plains, New York, blev Beans involveret i det eksperimenterende kollektiv ‘Brooklyn Boom Poetics’. Heraf udsprang Antipop Consortium, som bestod af Beans, High Priest og M Sayyid. Missionen var at give et lyrisk elektrochok til den selvudslettende ensformige hiphop industri. Gruppen fusionerede hiphop med elektro med hjælp fra deres producer Earl Blaze. Stilen var intellektuel og udfordrende, lyden var bekendt og så alligevel ikke; en ny lyd med nyt indhold.
Beans luftede for første gang sit solotalent på singlen ‘Nude Paper’ (2000) og har gennem årene samarbejdet med folk som Radiohead, Pharoahe Monch, DJ Shadow, Aesop Rock, Sly & Robbie samt spillet Dj-gigs med Missy Elliott og Gwyneth Paltrow. Men det var først efter Antipop Consortium gik i opløsning og debuten ‘Tomorrow Right Now’ (2003), at Beans med helt frie kreative tøjler væltede hele porcelænsbutikken.
Beans rapper hurtigt hen over de selvproducerede numre. Hans flow er fænomenalt og sofistikeret, men kan til tider være svært at følge. Tekstuniverset er poetisk, syret, og til tider ugennemskueligt. Hans hurtige stream of consciousness rap, og vanvittige sætningskonstruktioner fylder og blotter hvert vers for mening. Hvert rim er en punchline og sangene er således fyldt med oneliners: ‘The Ornette Colemann of this rap shit / The link between, Suicide, Sun Ra and Bambaata is Ballbeam … Can’t take a bite of me kiddo / I’m a cookie full of arsenic / a horror like Auschwitz / a dirty Diamond in a movie of a two headed dream / is Ballbeam … I rock shit with no sample clearances / and no guest appearances.’
Hvor teksterne er syrede og svære at forstå er de forskellige beats derimod anderledes enkle at gå til. Produktionen er stram og minimalistisk. Der er et væld af syrede og mærkelige lyde, så som instrumentalnumret ‘You’re Dead, Let’s Disco’ hvor lyden af samplede kirkeklokker er et gennemgående element.
På vokalsiden bliver der skudt verbale bredsider af, men under neden hviler musikken, og danner et solidt fundament for Beans’ surrealistiske ordstrøm. De elektroniske produktioner komplementerer den vanvittige og hurtige rap utrolig godt, og giver pladen et helt unikt lydbillede. ‘Shock City Maverick’ er hiphop-avantgarde i yderste potens. Beans er sund kost, men svært at fordøje. Dette er ikke en konventionel hiphop plade, den er for de krævende og kræsne piger og drenge, som kan lide lange ord og trylleformularer. I så fald vil den ramme dig, som en lyrisk lige højre.