‘John Wick 3: Parabellum’: Ultravoldelig actionballet cementerer Keanu Reeves som en af tidens største actionhelte
Det grå guld er blevet en eftertragtet vare, når der skal sparkes god gammeldaws røv på det store lærred.
Mens tidens hotteste mandlige Hollywood-stjerner som Chris Pratt, Chris Hemsworth og Ryan Reynolds flokkes om at stå øverst på plakaten i de allestedsnærværende superheltefilm, lader aldrende skuespillere som Liam Neeson (66 år), Tom Cruise (55 år), Denzel Washington (63 år) og Bruce Willis (62 år) stadig næverne og håndvåbnene tale.
I 2018 var hovedrollerne i de mest populære, amerikanske actionfilm i gennemsnit 58 år gamle. I 1999 lå gennemsnitsalderen på sølle 36 år. Det var dengang, Keanu Reeves kung fu-sparkede sit navn fast som Hollywoods største actionstjerne i ‘The Matrix’.
I årtierne, der fulgte, forsvandt Keanue Reeves fra Hollywoods A-hold og dukkede op i film, der svingede mellem kult og katastrofe. Men i 2014 skete der noget.
På tærsklen til sin 50-års fødselsdag fik han hovedrollen som den pensionerede lejemorder John Wick i filmen af samme navn, og mod alle forventninger blev det billige actionbrag en bragende succes.
I 2017 fulgte Keanu Reeves comebacket op med ’John Wick 2’, der indtjente over det dobbelte af etteren. Og nu lander ’John Wick 3: Parabellum’ så som endnu et veltilrettelagt håndkantslag i biograferne.
Keanu Reeves har nu rundet de 54 år, men som resten af det erfarne actionhelte-slæng i Hollywood, synes alderen ikke at tynge ham.
Tværtimod giver han i ’John Wick 3: Parabellum’ så meget smæk for skillingen, at man forlader biografen med en mindre hjernerystelse – og en fornyet vished om, at ultravoldelige actionfilm, som John Woo og John McTiernan lavede dem, langt fra er døde og begravede.
Tredje kapitel om den fåmælte lejemorder med en begrænset palet af ansigtsudtryk starter præcis der, hvor vi slap ham for to år siden: mørbanket, vred og jaget som et vildt dyr gennem New Yorks gader. 
Efter at have brudt reglerne ved at begå et mord på Continental-hotellet, er der udsendt en gigantisk dusør på John Wick. Og det er ikke nogen nem sag at vende New York ryggen, når tusinder af blodtørstige lejemordere drømmer om at stikke en kniv mellem skulderbladene og indkassere dusøren.
Så John Wick må først myrde sig igennem fjenderne, inden han kan nå til sit midlertidige fristed i Casablanca. Håndvåben er der ingen af, og så må man jo være opfindsom. Når det kommer til at sende folk i graven, er John Wick heldigvis en regulær Thomas Edison.
Inden for det første kvarter har han dræbt sine overfaldsmænd med bøger, hestespark og læderbælte. Og da han får fingrene i et arsenal af knive, dolker han sig ud i friheden i en af filmhistoriens mest vanvittige knivkampe, der er lige så morsom, som den er mageløst modbydelig.
Derfra går det over stok og sten med den ene velkoreograferede dødskamp efter den anden. Og det er ikke tilfældigt, at vi på et tidspunkt overværer en ballet i et af filmens få åndehuller. Når ‘John Wick 3: Parabellum’ er bedst, fremstår den nemlig selv som en hyperstiliseret ballet udi ultravold.
Det fangede jeg ikke, da jeg så den første film for et par år siden. Dengang fandt jeg hele mytologien omkring filmen og karakteren John Wick ulideligt selvhøjtideligt. Det var først, da jeg så efterfølgeren, at 10-øren faldt, og jeg begyndte at sætte pris på absurditeterne.
John Wick ser muligvis meget seriøs ud, når han myrder sig igennem New Yorks kriminelle underverden uden at sige mere end tre sammenhængende ord i træk. Men der er intet seriøst over det tegneserieunivers, instruktøren Chad Stabelski fremmaner.
Her er halvdelen af indbyggerne på Manhattan professionelle lejemordere – lige indtil de rent faktisk står over for John Wick, for så daler træfsikkerheden pludselig til Stormtrooper-niveau. Og når folk bliver stukket ihjel midt i en metrostation i myldretid, løfter de forbipasserende ikke et øjenbryn, men går upåvirket videre.
Med hver film er Chad Stabelski blevet bedre til at gå balancegangen mellem det patosfyldte og det patetiske, det morbide og det morsomme. Og denne gang rammer han stilen helt rent med et mageløst mix af kulsort komik, åndeløs action og hyperstiliseret vold. 
Dermed ikke sagt, at ‘John Wick 3: Parabellum’ er perfekt. Ligesom den til tider glimrende ‘The Raid 2’, der uden tvivl har fungeret som forbillede for filmen (to af skuespillerne fra det indonesiske actionbrag dukker sågar op som skurke undervejs), er tredje kapitel om John Wick mindst 15 minutter for lang.
Særligt midterdelen, der foregår i Casablanca, er lidt af en ørkenvandring (bogstavelig talt), hvor det tåbelige plot løber med for meget af opmærksomheden. Til gengæld dukker Halle Berry op som sejt sidekick med to dræberhunde, der næsten stjæler hele filmen. Så helt spildt er det ikke.
»Si vis pacem, para bellum«, siger skuespilleren Ian McShane ved filmens sidste showdown. Det er latin for: »Hvis du vil have fred, så forbered dig på krig«.
Men hvem pokker gider have fred, når nu John Wicks krig mod Djævlen og hver mand er så forbandet underholdende? Jeg håber, at Keanu Reeves bliver ved med at slå en proper næve langt ind i pensionsalderen.
Kort sagt: ‘John Wick 3: Parabellum’ er en ultravoldelig actionballet, der slår benene væk under én og cementerer Keanu Reeves’ status som en af tidens største actionhelte.
Læs også: De 10 film, vi slet ikke kan vente med at se på årets Cannes Film Festival