‘Star Trek’-universet er siden 1960’erne blevet hyldet af sci-fi-fans, og snart kan disse gøre klar til et glædeligt gensyn. I den kommende tilføjelse til franchisen, serien ‘Star Trek: Picard’ vender Patrick Stewart nemlig tilbage til sin ikoniske figur Jean-Luc Picard. Og nu har vi fået første glimt af, hvordan det kommer til at se ud.
Serien udspiller sig 20 år efter ’Star Trek: Nemesis’ fra 2002, hvor Stewarts karakter sidst optrådte i serien, og drejer sig blandt andet om konsekvenserne af begivenhederne i ’Star Trek’ fra 2009 (med Chris Pine), hvor planeten Romulus blev ødelagt.
I teaseren ser vi, hvordan Picard har trukket sig tilbage fra Starfleet til fordel for en simplere tilværelse på en vingård, mens en voiceover stiller spørgsmålstegn ved admiralens grunde til at gå på pension. »The end is only the beginning« slutter teaseren med at bemærke.
Stewart spillede Picard i serien ’Star Trek: The Next Generation’ i 1987 til 1994 og igen i fire efterfølgende spillefilm. Ud over Stewart medvirker også Santiago Cabrera (’Big Little Lies’), Alison Pill (’The Newsroom’), Harry Treadaway (’Penny Dreadful’), Isa Briones og Michelle Hurd.
Serien produceres af blandt andre af Alex Kurtzman, som har været ombord på franchisen siden 2009-filmen.
En premieredato for serien er endnu ikke offentliggjort.
Læs også: De bedste citater fra Tarantino, DiCaprio, Pitt og Robbies møde med pressen i Cannes
Lyt til SOUNDVENUE STREAMER: Vi siger farvel til ’Game of Thrones’ og dykker ned i katastrofeserien ’Chernobyl’