Thomas Fryland
Idéen om for LO’s regning at jazze gamle arbejdssange op er ved første øjekast en smule søgt. Det gennemstrømmer dog jazzen som stilart, at melodierne ofte er hentet fra pop, musicals, gospel og lignende, så hvorfor ikke hente materiale i danske arbejdersange? Når den danske trompetist Thomas Fryland får betroet opgaven er lytteren i sikre hænder.
Pladen indeholder nyfortolkninger af 13 arbejdersange inklusiv ‘Jens Vejmand’ og ‘Solen er så rød mor’ udsat for trompet (Fryland), sax (Simon Thorsen), basun (Peter Jensen), klaver (Rasmus Ehlers), bas (Peter Hansen) og trommer (Karsten Bagge) – alle arrangementer fra Frylands egen hånd. Selv for liberale og andre, som kun drikker i Fælledparken ved landskampe, eller når det er grillvejr, er der et stort element af genkendelsens glæde. Forvandlingen til bebop er helt smertefri og numrene er gennem reharmonisering og intelligente hornarrangementer kombineret med et let swing blevet umådelig sexede.
Det er tydeligt at numrene hver især er blevet spejlet i et eller flere jazznumre og forskellige kunstnere, men autenciteten er sikret ved, at melodierne skinner klart igennem. Frylands improvisation er fænomenal, og han giver de andre solister baghjul på sin egen underspillede fason. Han fremstår en smule skizofren, når han i et nummer lyder som Clark Terry og i et andet som Freddie Hubbard eller Clifford Brown, men det bliver udført så stilfuldt og loyalt, at man må tage hatten af for hans evner og musikalitet. Hans medspillere leverer en hæderlig indsats, men det er i ensemblespillet, at skiven rykker mest.
Fryland har fået et på papiret lunkent projekt til at lykkes. Forhåbentlig skal vi ikke til at høre ‘Danmark for folket’ på alle jamsessions i landet. Men han skal have ros for at puste liv i de gamle sange. Og så burde han ha’ et smækkys for sit trompetspil!
Undertegnede er måske ikke den bedste at sende, da han formentlig foretrækker piger. På under 100 kilo.